Lokalt lyspunkt blandt smeltende gletsjere: 2000 km is-kyst på Antarktis har været stabil i 85 år
En hvalfangers glemte luftfotos fra 1937 har givet forskere fra Københavns Universitet det hidtil mest detaljerede billede af isens udvikling på Østantarktis. Resultatet viser at isen har været stabil og endda er vokset en lille smule gennem næsten et århundrede. Dog ser forskerne nu de første tegn på svækkelse. Forskningen bidrager med ny viden, som gør forudsigelser af isens forandringer og havvandsstigninger mere præcise.

Højere temperaturer, ekstremt vejr, smeltende gletsjere og stigende have. Det går i det store hele ikke ret godt for klimaet og verdens ismasser. Men i et nyt studie fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Købehavns Universitet er der et lokalt lyspunkt.
Ved hjælp af hundredvis af gamle luftfotos helt tilbage fra 1937 og moderne computerteknologi har forskerne nemlig kunnet følge udviklingen i et gletsjerområde i det østlige Antarktis. Området dækker cirka 2000 kilometer kyststrækning og indeholder lige så store mængder is som hele Grønland.
Med en kombination af de historiske luftfotos og moderne satellitdata har forskerne været i stand til at se, om gletsjerne har trukket sig frem eller tilbage, men også om de er blevet tykkere eller tyndere. Og her viser studiet, at isen i området ikke er blevet mindre, men faktisk er vokset en lille smule i løbet af de sidste 85 år bl.a. på grund af større mængder sne.
”Vi hører ofte om klimaændringer og nye smelterekorder, så det er dejligt for en gangs skyld at se et gletsjerområde, der er ret stabilt og har været det i snart et århundrede,” siger PhD-studerende Mads Dømgaard, der er førsteforfatter på studiet.
Forskeren understreger dog, at de i studiet også ser de første tegn på at isen på havoverfladen ud for gletsjeren ændrer sig. Og det kan betyde, at de stabile østantarktiske gletsjere bliver mindre i fremtiden.
”Vores resultater viser også tegn på en svækkelse af havisen i disse områder, der gør at gletsjernes flydende istunger nemmere bliver nedbrudt og ikke er i stand til at vokse sig lige så store som vi ser i de tidlige flybilleder fra 1937. Vi ved fra andre områder i Antarktis at havet spiller en utrolig vigtig rolle for isen og at den i høj grad driver den enorme og stadig stigende afsmeltning, vi ser i f.eks. det vestlige Antarktis,” siger Mads Dømgaard.
Skjult for nazisterne
Størstedelen af de billeder, som studiet er baseret på, er taget på en ekspedition fra 1937 arrangeret og betalt af den norske hvalfanger Lars Christensen. Missionen var at fremstille de første landkort over denne del af Østantarktis. Kortene blev dog aldrig offentliggjort på grund af 2. verdenskrig og tyskernes invasion af Norge. Siden da har billederne ligget opbevaret hos det Norske Polar Institut i Tromsø og var glemt.
Da forskerne fra Københavns Universitet læste om ekspeditionen i gamle beretninger, øjnede de muligheden for, at der måske lå billeder gemt væk i et arkiv i Norge. Derfor tog de til Tromsø og gennemgik de omkring 2200 billeder, som blev taget på ekspeditionen.
I studiet har forskerne suppleret de norske flybilleder med billeder af de samme gletsjere fra australske kortlægninger foretaget i perioden 1950-1974.
”Ved at sammenholde de historiske luftfotos med moderne satellitdata, har vi været i stand til at frembringe vigtig viden om gletsjerne, som vi ellers ikke ville have haft. Jeg synes, det er fantastisk at de her gamle billeder kan bruges til at skabe nye forskningsresultater næsten 100 år efter, de blev taget,” siger adjunkt Anders Bjørk fra Københavns Universitet, der er leder af gruppen, der arbejder med de historiske billeder.
Potentiale for store havniveaustigninger
Isen i Antarktis er et af de områder, der får mere og mere opmærksomhed fra forskere, da der her lurer et potentiale for meget store og hurtige havniveaustigninger. Men modsat Grønland har man indtil nu haft meget begrænset viden om gletsjernes størrelse og beskaffenhed i Antarktis før 1990’erne, hvor de første gode satellitobservationer blev mulige.
”Tidlige observationer af gletsjere er ekstremt værdifulde, da de giver os et unikt indblik i, hvordan isen har udviklet sig gennem et varierende klima, og om nuværende ændringer i isen overstiger gletsjernes normale cyklus med frem- og tilbagetrækninger,” forklarer Mads Dømgaard.
Ifølge forskerne er det helt centralt at have solide og langstrakte data, når der skal laves beregninger og forudsigelser af, hvordan det kommer til at gå med klimaet og vandstanden i verdenshavene. Og her bidrager det nye studie med vigtige indsigter om et enormt isområde.
”De lange tidsserier af gletsjernes udvikling giver os forbedret grundlag for at lave mere præcise modeller af fremtidige ændringer af isen, da modellerne bliver trænet på historiske data fra virkeligheden,” slutter Anders Bjørk.
Resultaterne er lige offentliggjort i et stort studie i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications og er blevet til i et samarbejde mellem forskere fra Københavns Universitet, Norsk Polar Institut, Norges Arktiske Universitet og Institute of Environmental Geosciences i Frankrig.
Mere om studiet
- Ud af 2200 billeder fotograferet fra vandflyver i 1937 udvalgte forskerne 130 billeder til analysen.
- Forskerne har kombineret de historiske fotos med moderne satellitdata for at lave 3D-rekonstruktioner af gletsjerne med computerprogrammer.
- I studiet, er de norske flybilleder suppleret med 165 flybilleder af de samme gletsjere fra Australske kortlægninger foretaget i perioden 1950-1974. Det har gjort det muligt at undersøge gletsjernes udviklingen i løbet af forskellige periode samt også udregne historiske isflydehastigheder for udvalgte gletsjere.
- Sammenlignet med moderne data er disse isflydehastigheder stort set uændret. Selvom nogle gletsjerne over kortere mellemliggende perioder på 10-20 år er udtyndet, har de været stabile eller er vokset en smule på den lange bane, hvilket peger på et system i balance.
- Forskningen er finansieret af Villum Fonden.
Nøgleord
Kontakter
Mads Dømgaard
PhD-studerende
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
Københavns Universitet
+45 60 83 53 05
mld@ign.ku.dk
Anders Bjørk
Adjunkt
Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
Københavns Universitet
+ 45 29 92 17 42
aab@ign.ku.dk
Michael Skov Jensen
Journalist og teamkoordinator
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, SCIENCE
Københavns Universitet
+45 93 56 58 97
msj@science.ku.dk
Billeder







Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Old aerial photos give scientists a new tool to predict sea level rise3.7.2025 08:00:00 CEST | Press release
Researchers from the University of Copenhagen have gained unique insight into the mechanisms behind the collapse of Antarctic ice shelves, which are crucial for sea level rise in the Northern Hemisphere. The discovery of old aerial photos has provided an unparalleled dataset that can improve predictions of sea level rise and how we should prioritise coastal protection and other forms of climate adaptation.
Gamle luftfotos giver forskere nyt redskab til at forudsige havstigninger3.7.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Københavns Universitet har fået unik adgang til at forstå mekanismerne bag antarktiske ishylders kollaps, som er afgørende for havstigninger på den nordlige halvkugle. Et fund af gamle luftfotos har skabt et enestående datasæt, som kan forbedre vores forudsigelser af hvor meget havene stiger, og vores prioritering af kystsikring og andre klimatilpasninger.
Ny institutleder på IFRO: ”Faglighed og fællesskab går hånd i hånd”1.7.2025 10:49:17 CEST | Pressemeddelelse
Per Svejstrup er fra 1. august ansat som institutleder på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO). Den kommende leder træder ind i rollen med stor respekt for IFRO's faglige og kollegiale kultur med klare ambitioner for fremtiden.
Dangerous Variant of Salmonella Still Not Eradicated – Researchers Point to the Solutions1.7.2025 09:53:23 CEST | Press release
The infectious and multi-resistant cattle disease Salmonella Dublin can be fatal to both humans and animals and causes significant losses for farmers. Although Denmark has attempted to eradicate the disease since 2008, it has not yet succeeded. A study from the University of Copenhagen points to possible reasons – and the necessary solutions.
Farlig type salmonella er stadig ikke nedkæmpet i Danmark – forskere peger på løsningerne30.6.2025 09:54:03 CEST | Pressemeddelelse
Den smitsomme og multiresistente kvægsygdom Salmonella Dublin kan være dødelig for både mennesker og dyr og medfører desuden betydelige tab for landmændene. Selvom Danmark har forsøgt at udrydde sygdommen siden 2008, er det ikke lykkedes. Et studie fra Københavns Universitet peger på den mulige årsag og de nødvendige løsninger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum