HJEMMEPLEJEN FÅR BEDRE PARKERINGSFORHOLD I KØBENHAVN
Det kan være svært at finde en parkeringsplads i København, men nu får hjemmeplejen lettere ved at sætte bilen, når de er på plejebesøg i aften- og nattetimerne, fordi de får adgang til forskellige typer af reserverede p-pladser. Omkring 9800 pladser forventes næste år at blive tilgængelige for hjemmeplejen.
Antallet af privatejede biler i København er gennem de senere år steget voldsomt, og det gør det svært for hjemmeplejens personale at finde parkeringspladser i aften- og nattetimerne, når de besøger københavnere med plejebehov. Men fremover kan plejepersonalet se frem til lidt bedre arbejdsforhold. Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget har nemlig besluttet, at plejepersonalet fremover skal have lov til at gøre brug af en hel del ekstra parkeringspladser i byen, som ellers er reserveret til andre køretøjer.
Blandt andet får hjemmeplejen mulighed for at parkere på eksempelvis el-delebilspladser i hele byen, og der er også givet grønt lys til parkering i den kommende forbudszone i Middelalderbyen, når københavnerne skal have besøg. Ydermere vil Teknik- og Miljøforvaltningen undersøge muligheden for at gøre brug af ambassadepladser, hvor det eventuelt kan lade sig gøre. Teknik- og miljøborgmester Line Barfod hilser de nye tiltag velkomne:
- Hvis der er p-pladser i København, som står tomme, giver det for mig god mening, at hjemmeplejen kan benytte dem under deres relativt korte besøg, når der skal ydes omsorg for og pleje til københavnerne. Forhåbentlig kan de nye muligheder både give medarbejderne et bedre arbejdsmiljø og københavnerne med plejebehov en bedre service, siger Line Barfod.
Som en tilføjelse til Teknik- og Miljøforvaltningens forslag til løsninger blev det politiske udvalg også enige om at fritage køretøjer med hjemmeplejelicens for krav om opladning og tidsbegrænsning på ladepladser til elbiler, som gælder for alle andre bilister fra 8-19. Samlet set vil det i løbet af 2025 give adgang til omkring 9800 særligt reserverede parkeringspladser, og det er sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) godt tilfreds med:
- Vi mangler medarbejdere i ældreplejen, så det er naturligvis vigtigt, at medarbejderne bruger deres tid på det vigtigste – nemlig på borgerne. Det holder ikke, at man om natten skal bruge sparsom tid på at køre rundt og lede efter en parkeringsplads og endda risikere at få en parkeringsbøde for at passe sit arbejde. I København bruger vi cykler alle de steder, det er muligt. Men det er klart, at vi også har brug for biler, når der er langt mellem adresser og ved for eksempel aften- og nattevagt. Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at få denne løsning på plads, som forhåbentlig gør hverdagen lidt lettere for hjemmeplejens medarbejdere, siger Sisse Marie Welling.
Derudover vil Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen samt Socialforvaltningen sikre, at hjemmeplejens medarbejdere bliver oplyst om de nuværende og evt. fremtidige parkeringsmuligheder.
Fakta
Hjemmeplejen benytter elbiler og har derfor lov til at parkere på elbilspladser. Herudover er der også udstedt licens, der giver hjemmeplejens biler mulighed for at benytte erhvervspladser i aften og nattetimerne.
I udgangspunktet vil der frem til og med 2025 blive oprettet 5.400 elbilspladser med lademulighed, 2.000 pladser til elbiler, hvor der ikke kan lades, mere end 2.000 delebilspladser og ca. 220 erhvervspladser.
Samlet set vil hjemmeplejen i 2025 have adgang til ca. 9.800 særligt reserverede parkeringspladser. Dertil vil det med lovændringer være muligt at give hjemmeplejen lov til at parkere på yderligere ca. 1.600 særligt reserverede parkeringspladser. Hvis disse lovændringer bliver vedtaget, vil hjemmeplejen i 2025 kunne benytte sig af ca. 11.400 særligt reserverede parkeringspladser. Hertil kommer muligheden for oprettelse af nye 24/7 erhvervspladser og særligt reserverede pladser til hjemmeplejen. Disse pladser vil dog kræve, at der afsættes budget til etableringen.
Kontakter
Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt
Tlf:2327 8090presse@tmf.kk.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Københavns første tryghedsvagter er klar17.7.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra om aftenen den 17. juli vil de første kommunale tryghedsvagter være at finde på gaderne i København. Deres opgave er at styrke trygheden og sikkerheden i nattelivet. Forsøgsordningen skal supplere politiets indsats og bidrage til et tryggere bymiljø i aften- og nattetimerne.
Grønt lys til skøjtebane og julemarked på Kongens Nytorv24.6.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med et halvt år til jul kan skøjteglade københavnere allerede nu begynde at glæde sig. På Københavns Rådhus har politikerne nu givet et treårigt tilsagn til, at der kan opsættes en skøjtebane rundt om Krinsen på Kgs. Nytorv i forbindelse med det årlige julemarked.
Flere parkeringspladser i København reserveres til erhvervslivet24.6.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et politisk flertal har givet grønt lys til oprettelsen af 40 erhvervsparkeringspladser. Samtidig har teknik- og miljøborgmester Line Barfod bestilt et budgetnotat på op mod 300 ekstrapladser til erhvervslivet for at skabe bedre vilkår for den nødvendige biltrafik.
Lars Jensen bliver ny stadsarkitekt i København19.6.2024 09:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Den nye stadsarkitekt til Københavns Kommune er nu fundet. Det er Lars Jensen, der tiltræder mandag den 2. september.
BORGMESTER SLÅR ALARM: UDLØB AF SÆRLOV RISIKERER AT SÆTTE EN STOPPER FOR FLERE ALMENE BOLIGER I KØBENHAVN13.6.2024 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Både på Christiansborg og Københavns Rådhus drømmer man om en blandet by, men de almene boligselskaber har på grund af prisudviklingen i byggebranchen mere end svært ved at bygge nye almene boliger, som skal hjælpe til at skabe et balanceret boligmarked i hovedstaden. Christiansborg må træde til, mener teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum