Danmarks grønne industri forstærkes med mere end 4,2 mia. kr.
27.5.2024 14:30:49 CEST | Erhvervsministeriet | Pressemeddelelse
Med støtte fra regeringens grønne investeringsordning vil fire virksomheder investere mere end 4,2 mia. kr. i fem projekter inden for danskproducerede vindmøller og teknologi til Power-to-X. Milliardinvesteringerne skal bruges til at etablere nye eller udvide eksisterende produktionsfaciliteter i Danmark.
Verden er forandret efter flere års krig i Europa, og den internationale udvikling har medført, at industripolitik er tilbage. Der er et globalt kapløb om produktionen af grønne teknologier og et øget fokus på forsyningssikkerhed.
Derfor lancerede regeringen i december sidste år den grønne investeringsordning, som skal forstærke de grønne styrkepositioner i Danmark i en forandret verden.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond har nu truffet beslutning om fordelingen af de afsatte midler, efter ordningen åbnede for ansøgninger i januar 2024. Der er i alt givet tilsagn om støtte til fem projekter, og der udmøntes i alt 634,1 mio. kr. i støtte, mens de samlede investeringer for de valgte projekter er på godt 4,2 mia. kr.
Erhvervsminister Morten Bødskov:
”Verden er forandret. Der er krig i Europa. Med store statsstøtteprogrammer trækkes grønne milliardinvesteringer til Kina og USA. Regeringen vil forsvare og forstærke danske styrkepositioner. Det gælder bl.a. vindproduktion og PTX-teknologi. I dag sikres støtte fra den grønne investeringsstøtteordning til fem projekter, der skabes ca. 800 nye job, og samles investeres mere end 4,2 mia. kr. i nye arbejdspladser. Det er godt for Danmark og væksten i vores stærke grønne produktionsindustri.”
Økonomiminister Stephanie Lose:
”Danmark er i fuld gang med den grønne omstilling, og mange virksomheder bidrager med gode løsninger og teknologi, som produceres i Danmark. Vi ønsker at styrke og udbygge muligheden for at producere grønne løsninger i Danmark. Derfor er jeg glad for, at vi i dag udmønter et trecifret millionbeløb til nye grønne investeringer. Det vil forstærke danske styrkepositioner og skabe gode danske arbejdspladser flere steder i landet.”
Klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard:
”USA gør det. Kina gør det. Og en række europæiske lande gør det. Og så er der ingen vej udenom: vi må følge trop. Danmark er kendt for en grøn produktion i verdensklasse og den position skal vi selvfølgelig værne om og fastholde. Jeg har ikke en ideologisk forelskelse i tanken om statsstøtte, men regeringens grønne investeringsordning er født af et køligt overblik og nødvendighed.”
Midlerne går bl.a. til Siemens Gamesa, som vil investere i projekter i Aalborg og Esbjerg, og forventer at skabe ca. 500 nye job. Virksomheden Niebuhr Gears får støtte til et projekt i Ikast, som kan skabe ca. 30-40 job, virksomheden Advanced Surface Plating får støtte til faciliteter i Randers, som forventes at skabe ca. 80 job, mens det sidste projektet Njord Assembly Lines forventes at skabe ca. 175 job i region Syddanmark.
Ordningen er målrettet virksomheder, som ønsker at etablere produktionsfaciliteter inden for vindteknologi, teknologi til Power-to-X (elektrolyse) samt underleverandører til de to industrier.
Der er endnu ikke truffet beslutning om eventuelle midler i 2025.
Kontakter
Pressekontakt
Tlf:+45 91 33 70 07Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Ændring af eksportkontrolloven skal sikre danske virksomheders fortsatte drift27.8.2026 10:27:16 CEST | Pressemeddelelse
Det skal være muligt for danske virksomheder at køre videre, selvom de er ejet eller kontrolleret af personer, der havner på EU’s sanktionsliste. Tiltaget skal sikre beskyttelse af danske arbejdspladser og dansk produktion.
Dansk life science står stærkt trods global uro24.8.2026 13:54:23 CEST | Pressemeddelelse
Trods uro og høje energipriser klarer den danske life science-industri sig godt, viser ny analyse fra Erhvervsministeriet. I 2025 eksporterede industrien for 208 mia. kr. direkte fra Danmark.
Lidegaard sætter konkurrencekraft og forsvarsindustri på dagsordenen i Paris18.6.2026 11:46:14 CEST | Pressemeddelelse
Under besøget vil erhvervs- og konkurrencekraftsministeren have fokus på, hvordan man styrker samarbejdet mellem Danmark og Frankrig inden strategiske og innovative industrier i en verden præget af uro.
Ministeroverdragelse i Erhvervsministeriet3.6.2026 10:12:44 CEST | Pressemeddelelse
Pressen inviteres til overdragelsesforretning i Erhvervsministeriet kl. 14.00.
Bødskov: Ulovligt billigt bras fra tredjelande er gift for EU26.2.2026 09:00:05 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov rejser i dag til Bruxelles for at deltage i dagens EU’s konkurrencerådsmøde. Med sig har han en klar vej til at tøjle de massive problemer med onlinemarkedspladser fra tredjelande, som fx Temu.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum