FIT for LIVET

Hvorfor er japanske børn og voksne ikke overvægtige?

Del

Under sit besøg på Koenji-skolen i Japan har den britiske journalist, Johann Hari, gjort sig nogle observationer, der både overraskede og fascinerede ham. Blandt skolens 1000 børn og unge i alderen 5-18 år var ikke ét eneste barn overvægtigt.

sundhed og vægttab - japansk madkultur
Foto: Parco Chan, Unsplash

I store dele af Vesten er overvægt i de senere generationer blevet et stadigt stigende problem, også for børn og unge. Japanerne derimod kæmper ikke med overvægt. Børnenes forhold til mad og sundhed har et helt særligt fokus allerede tidligt i skolesystemet. Kan vi i Danmark og resten af Vesten lære noget af Japan, når det gælder vores kostvaner?

I en artikel i det amerikanske nyhedsmagasin Time gør journalisten Johann Hari os klogere på, hvorfor japanerne ikke har brug for vægttabsmedicin som Wegovy.

Observationerne fra Japan:

  1. Industrielt forarbejdet eller frossen mad er ikke tilladt i japanske skoler. Maden tilberedes derfor fra bunden hver dag.

  2. Det er ikke tilladt at medbringe madpakker. Børnene spiser udelukkende den mad, der serveres i skolen.

  3. Børnene lærer kulturelt at spise, indtil de er 80% mætte. Det bidrager til at undgå overspisning og fremmer sunde spisevaner.

  4. Skolen har en lovpligtig professionel diætist, som er en højt specialiseret profession. 

  5. Alle børn går til og fra skolen. Det sikrer, at de får bevægelse og motion fra morgenstunden.

Ernæring er en integreret del af undervisningen

Skolediætisten har en 3-årig efteruddannelse ovenpå læreruddannelsen, som er en svær kvalifikation at opnå. Den læreruddannede diætists rolle er central i undervisningen, der også involverer forældrene. Skolemaden fungerer som et praktisk grundlag for at lære børnene om sund spiseadfærd og ernæring. 

Diætisten sammensætter måltiderne efter strenge regler for friskhed og sundhed og overvåger tilberedningen. Det er et lovkrav, at skolen sikrer, at maden opfylder de ernæringsmæssige retningslinjer. Måltiderne bruges til at uddanne børnene om ernæring, og diætisten oplyser derefter forældrene inden for samme emne.

Hvad er særligt ved det japanske måltid?

Skolebørnenes mad består typisk af fem forskellige retter - en del flere end det typiske antal i Vesten. Til gengæld er portionerne meget små. De kan bestå af fx fisk, ris, miso-suppe og en lang række af andre friske råvarer. 

Forskellige fødevarer gavner tarmen: 

Varierende ingredienser har en bredere vifte af fibre, næringsstoffer og bioaktive forbindelser, som understøtter en mangfoldig tarmflora. En varieret tarmflora er forbundet med en forbedret fordøjelse og generel sundhed. 

En alsidig kost bidrager til forebyggelse af fødevareallergier og -intolerancer ved at introducere kroppen for et bredt spektrum af næringsstoffer.

Individuelle madretter skaber slow eating:

Måden, japanerne spiser på, er også langsommere: Først tager de en skefuld suppe, så en bid fisk og dernæst en mundfuld af en anden ret. I Vesten vil man typisk spise mange bidder efter hinanden af den samme ret under et måltid. Fx først al suppen, dernæst salaten og til sidst hele pastaretten.

Børn lærer at kunne lide sund mad:

Da journalisten spurgte de japanske børn, hvad deres yndlingsmad var, lød svarene: broccoli eller ris. Samtidig satte børnene automatisk maden i en sundhedsmæssig kontekst og argumenterede for fødevarens sunde fordele. 

Forebyggelse, skolesystem og madkultur

Japan er kendt for at have en høj levealder og generelt bedre sundhed sammenlignet med vestlige lande. Via en kombination af en tidlig sundhedsindsats allerede i skolerne, fokus på fysisk aktivitet og en kultur med sund kost har japanerne sikret sig en høj levealder og en lav fedmerate. 

I Japan er kun 4,5% af befolkningen overvægtige, mens tallet for den voksne danske befolkning er 52%. Den japanske tilgang til sundhed understreger betydningen af forebyggelse og sunde vaner, der grundlægges og læres allerede tidligt i barndommen.

Unge i Vesten ved ikke, hvad de spiser

Jesper Nygart har selv kæmpet med overvægt og tabt 19 kilo med Wegovy:

“Jeg har tidligere selv haft tendens til bare at skovle maden ind ret hurtigt. Jeg prøver at spise langsommere, så jeg bedre kan fornemme, hvornår jeg er på 80% mæthed.”

“I den vestlige verden, inklusive Danmark, er færdiglavet mad fra supermarkedet eller pizzariaet blevet mere og mere udbredt. Det gør, at børn og unge ikke i samme grad deltager i indkøbene af mad og selve madlavningen. Det kan betyde, at viden om, hvad maden, man spiser, faktisk indeholder, forsvinder blandt unge.

Mange lægger desuden ikke i nævneværdig grad vægt på råvarernes kvalitet som i Japan, måske af økonomiske eller tidsmæssige årsager.” 

Kilder: 

  • Johann Hari, “The Land That Doesn’t Need Ozempic”, Time, 9. maj 2024

  • Sundhedsstyrelsen

  • Jesper Nygart, speciallæge i almen medicin og stifter af FIT for LIVET

Nøgleord

Links

Om FIT for LIVET

FIT for LIVET er Danmarks største online medicinske vægttabsklinik. Klinikken er stiftet af speciallæge i almen medicin, Jesper Nygart, som er tidligere ejer af Nygart Privathospital fra 1998-2016. 

Jesper har selv kæmpet med overvægt i hele sit voksenliv, indtil han tabte sig med vægttabsmedicin. I dag ønsker han at dele sin erfaring og hjælpe andre med at opnå et varigt vægttab og en bedre livskvalitet.

Følg pressemeddelelser fra FIT for LIVET

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FIT for LIVET

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye