Forsvarets maskuline kultur gør både mænd og kvinder til tabere
Idealerne for den gode soldat og gammeldags kønsrelationer hæmmer både mænd og kvinder. Det er dårligt nyt, fordi Forsvaret har akut brug for flere ansatte, konkluderer forsker fra Aalborg Universitet.

De maskuline idealer fylder i Forsvaret, og med de kønnede idealer gør man både mænd og kvinder til tabere, hvor mænd får ’pisk’, og kvinder kun er soldater ’på trods’ af deres køn, konstaterer Thit Gaarskjær Jørgensen, der er forsker ved Aalborg Universitet, som har interviewet undervisere på Hærens Basisuddannelse og analyseret undervisningsmaterialet.
Analysen viser bl.a. at kvindelige soldater ofte bruges som et negativt spejl over for mandlige soldater, hvilket markerer en tydelig hierarkisk relation mellem maskuliniteter og femininiteter.
”Der er en tydelig spejling mellem kønnene, hvor kvinders formåen bruges som ’pisk’ til mandlige soldater, fordi ingen af mændene må være dårligere end kvinderne, mens kvinderne i den forbindelse så skal ’overpræstere’, fordi de skal være bedre end mændene for at være ’gode nok’. Det skaber et misforhold, hvor kvinder er gode soldater ’på trods’, fremfor bare at være gode soldater,” siger hun.
Forsvaret hungrer efter medarbejdere
Af de 15600 uniformerede ansatte i 2022, så udgjorde kvinder kun lidt over ni procent, selvom over hver fjerde af personerne i Forsvarets basisuddannelser er kvinder. Man kan altså godt lokke kvinderne til at prøve Forsvaret af, men man formår ikke at fastholde dem længe nok til, at de gør karriere.
”I en tid hvor vi generelt har problemer med rekruttering i Forsvaret, så er det jo iøjefaldende, at hver fjerde, der gennemfører Hærens Basisuddannelse, er kvinde, men andelen af kvinder i Hæren alene er på under ni procent. For mig at se, er der tydeligt nogle udfordringer med kønsrelationen i forsvaret, som kræver noget selvransagelse,” siger Thit Gaarskjær Jørgensen.
Derfor kan relationerne i Forsvaret fungere som en barriere for at øge andelen af kvindelige soldater, der kan opfattes som afvigende i forhold til de traditionelle idealer. Særligt fysisk og mental robusthed er forbundet til maskulinitetsidealer, mens soldatens holdning og handlekraft er mere præget af tvetydighed, der inkluderer både maskuline og feminine idealer.
”Der er en bestemt kultur, man skal passe ind i for at være der. Det er begrænsende for kvinderne, der gerne skal være ’en af drengene’, men det begrænser også mændene i deres måde at være mænd på, fordi det domineres af nogle bestemte idealer – fysisk og psykisk,” siger Thit Gaarskjær Jørgensen.
Det kræver tilgangsændringer
Idealer som fysisk formåen og mental robusthed er ikke i sig selv negative, men når idealerne bruges uhensigtsmæssigt, så skaber det problemer. Eks. Når kvindelige soldater forventes at være lige så robuste som mændene, og mændene må ikke være mindre robuste end kvinderne. Denne kønskonstruktion har også været fastholdt af den tidligere værneret for kvinder og værnepligt for mænd, der sidenhen blev afskaffet af regeringen i 2024.
Men den ændring kommer ikke nødvendigvis problemerne til livs.
”Det er positivt, at man ligestiller kønnene i forhold til værnepligten, men det kræver også, at man får udviklet de politikker, man har i Forsvaret, så flere kan se sig i det, mens man samtidigt fastholder sine stærke og vigtige fortællinger om fællesskab og loyalitet - uden at være ekskluderende,” siger hun.
Analysen viser også, at de fremherskende idealer for "den gode soldat" i Hæren ikke nødvendigvis afspejler de maskulinitetsidealer, der nyder størst opbakning i det omkringliggende samfund, og det betyder også, at man samtidig tiltrækker en bestemt type personer, der forstærker problematikkerne.
”Det er naivt at tro, at man bare skal have flere kvinder i eks. Hæren, og så er problemet løst. Man skal overveje, hvem det er, man forfremmer, og i højere grad vægte flere kriterier for ’en god soldat’, hvis man for alvor vil have ændringer,” siger Thit Gaarskjær Jørgensen.
Derudover peger hun på, at det grundlæggende er problematisk, hvis ikke også Forsvaret afspejler det danske samfund.
”Voldsmonopolet bliver jo også nødt til at være demokratisk repræsentativ. Alle skriver, at man opfordrer alle til at søge uanset køn, baggrund osv., men det fordrer noget selvransagelse, når virkeligheden afspejler at kvinder og seksuelle og etniske minoriteter ikke er så bredt repræsenteret. Det må man arbejde med, hvis man ønsker at tiltrække flere egnede kandidater,” siger hun.
Hele analysen kan læses i DANSK SOCIOLOGI • Nr. 1/34. årg. 2023
Kontakter
Mads Sejer NielsenJournalist og presserådgiver ved AAU Kommunikation
Tlf:29644981sejer@adm.aau.dkFølg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Ny forskning: "Vi straffer mere, flere og hårdere"1.7.2025 14:15:10 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra AAU har for første gang kortlagt alle ændringer af den danske straffelov siden 1980. Resultatet viser over 900 lovændringer. De fleste ændringer har fundet sted efter år 2000 og har en skærpende karakter.
Forsker: Bonusklubber og nye regnemodeller kan redde den kollektive trafik1.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet vurderer, at det vil koste fire trafikdræbte mere hvert år, når 17-årige i dag får lov til at køre bil uden ledsager. Lektor Laura Bang Lindegaard fra Aalborg Universitet peger på nye økonomimodeller og bonusklubber som tiltag, der kan bringe busser og tog ud af den nedadgående spiral.
Undseelig fisk fra 500 mio. år gammel slægt fundet i stort antal i nordjysk bæk30.6.2025 10:09:54 CEST | Pressemeddelelse
Fisken stammer fra de allerførste hvirveldyr, der kom til verden før dinosaurerne. Navnet er bæklampret, og forskere fra Aalborg Universitet har fundet den lille fisk i stort antal i en nordjysk bæk, hvor den ikke tidligere er fundet.
Ny chatbot hjælper unge med at vælge det rette studie30.6.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forud for ansøgningsfristen til videregående uddannelser på kvote 1 den 5. juli er mange unge i syv sind over deres uddannelsesvalg. Aalborg Universitet præsenterer nu en ny AI-studievælger, som skal hjælpe unge i deres søgen efter den rette karrierevej.
Ny database fra AAU skal hjælpe myndigheder, virksomheder og andre med klimaberegninger26.6.2025 07:01:46 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt gratis værktøj udviklet af forskere fra bl.a. Aalborg Universitet skal gøre det nemmere for en række organisationer at sikre bæredygtighed i deres arbejde
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum