Nyt initiativ skal finde ud af, om bakterier i vores tarm spiller en rolle ved kardiometaboliske sygdomme
22.5.2024 07:00:00 CEST | Novo Nordisk Fonden | Pressemeddelelse
Et nyt forskningsinitiativ forankret i Danmark har til formål at etablere en mulig årsagssammenhæng mellem tarmmikrobiomet - det kombinerede genetiske materiale fra bakterier og andre mikrober i den menneskelige tarm - og udviklingen af kardiometaboliske sygdomme som fedme, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Målet er at generere viden, der kan føre til nye forebyggelses- eller behandlingsmuligheder for mennesker, der lever med eller er i risiko for disse sygdomme.

Novo Nordisk Fonden har bevilget 150 millioner kroner til den første fase af Microbiome Health Initiative, et virtuelt forskningscenter forankret på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Professor Fredrik Bäckhed fra Göteborgs Universitet bliver deltidsansat på DTU til at lede initiativet med professor Tine Rask Licht fra DTU Fødevareinstituttet som co-lead.
Forskning har allerede vist sammenhænge mellem flere tarmbakterier eller metabolitter - signalstoffer, der produceres af mikrober – og kardiometaboliske sygdomme. I fase 1 vil initiativet derfor fokusere på samarbejdsprojekter, der undersøger de specifikke effekter af disse bakterier eller metabolitter og fremmer forståelsen af, hvordan ændringer i mikrobiomet kan reducere risikoen for disse sygdomme eller hjælpe med at håndtere dem. Denne fase løber fra 2024-2028.
"Vores opgave er at verificere en årsagssammenhæng mellem tarmens mikrobiom og sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og diabetes. Disse forbindelser er delvist blevet belyst i laboratorieforsøg og dyreeksperimenter, men der er endnu ingen solide beviser for årsagssammenhænge hos mennesker. Når vi har denne viden, vil næste skridt i projektet være at finde og udvikle nye strategier til at behandle eller forebygge disse alvorlige sygdomme. Sådanne nye strategier vil påvirke sammensætningen og eventuelt også aktiviteten af vores tarmmikrobiom, f.eks. ved at tilføje nye mikrober eller nye kostkomponenter," siger professor Tine Rask Licht.
Initiativet involverer også førende forskere fra Københavns Universitet, Amsterdam University Medical Centre og Weizmann Institute of Science i Israel samt klinikere fra Odense Universitetshospital og Steno Diabetes Center Copenhagen. Sammen dækker de en bred vifte af discipliner, herunder mikrobiel fysiologi, bioinformatik, mekanismerne bag kardiometaboliske sygdomme og kliniske interventionsstudier.
Hvor DTU's styrke i projektet er forskning i kostens indvirkning på det menneskelige mikrobioms sammensætning og aktivitet, har de andre forskningscentre i initiativet omfattende ekspertise inden for forskning i kardiometaboliske sygdomme, mikrobiomforskning og oversættelse til kliniske omgivelser.
"Projektets tværfaglige tilgang gør det muligt at koordinere forskning mellem de stærkeste internationale miljøer. Det er unikt, at vi kan koordinere indsatsen mellem universiteter og hospitaler for at udvikle de mest lovende behandlingskoncepter," siger professor Fredrik Bäckhed.
Helt nye værktøjer
På trods af store fremskridt inden for forskning og behandling er forekomsten af kardiometaboliske sygdomme fordoblet i løbet af de sidste 30 år. Denne gruppe af sygdomme - herunder fedme og type 2-diabetes - og associerede komplikationer som hjerteanfald og slagtilfælde er nu den største dødsårsag på verdensplan.
I de seneste år har fremskridt inden for mikrobiomforskning også ført til en ny forståelse af mikrobernes og de mikrobielle metabolitters indvirkning på menneskets fysiologi, immunitet og sygdomsudvikling. I forbindelse med kardiometaboliske sygdomme tyder meget på, at tarmmikrobiomet – til dels på grund af de metabolitter, mikroberne producerer - spiller en afgørende rolle, og at enkeltpersoner ved at foretage små ændringer kan reducere deres risiko for f.eks. at udvikle diabetes eller få et hjerteanfald. Dette initiativ har til formål at generere væsentlig ny viden, som i fremtiden kan føre til godkendte mikrobiom-baserede løsninger som f.eks. kosttilskud eller forbedrede kostråd til forebyggelse eller behandling af kardiometaboliske sygdomme.
"Det danske mikrobiom-forskningsfelt er stærkt, men for at tage de afgørende næste skridt har vi brug for en ambitiøs, tværfaglig tilgang, der også inkluderer førende internationale eksperter. Hvis dette initiativ lykkes med at etablere en årsagssammenhæng mellem mikrobiomet og kardiometaboliske sygdomme, kan det føre til helt nye værktøjer til håndtering af disse alvorlige sygdomme og hjælpe med at løse en stor global sundhedsmæssig udfordring," siger Scientific Director i Novo Nordisk Fonden, Birgitte Holst.
Fase 2, som skal godkendes efter en midtvejsevaluering af fase 1, forventes at løbe fra 2026-2030. I denne fase vil initiativet støtte kliniske interventionsstudier og investere i infrastruktur til støtte for udviklingen af mikrober, mikrobielle forbindelser eller målrettede kosttilskud til terapeutiske formål.
Kontakter
Pressekontaker:
DTU presseansvarlig: +45 4525 7878
Novo Nordisk Fonden: Judith Vonberg, Communications Specialist, jvo@novo.dk / +45 4172 7925
Kontakt:
Tine Rask Licht
Konstitueret institutdirektør, professor
DTU Fødevareinstituttet
+45 3588 7186
Kontakt:
Fredrik Bäckhed
Professor
Göteborgs Universitet
Mobil +46 702182355
Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.
Om DTU Fødevareinstituttet
DTU Fødevareinstituttet forsker i og formidler gennem rådgivning, innovation og undervisning bæredygtige og værdiskabende løsninger indenfor fødevarer og sundhed til gavn for samfundet. DTU Fødevareinstituttets vision er at gøre en forskel ved at skabe fremtidens velfærd gennem forskning i fødevarer og sundhed. Instituttet forebygger sygdom og fremmer sundhed, udvikler nye og bedre fødevarer til den voksende befolkning og skaber bæredygtige teknologiske løsninger. Instituttets opgaver bliver løftet i et unikt tværfagligt samarbejde indenfor bl.a. ernæring, kemi, toksikologi, mikrobiologi, epidemiologi, modellering og teknologi.
Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Forskning på tværs af Europa skal skabe ny løsninger på sygdomsbekæmpelse, klimaudfordringer og ressourceknaphed23.4.2026 06:32:07 CEST | Pressemeddelelse
Novo Nordisk Fondens Challenge Programme støtter udviklingen af ny viden, der kan bidrage til at løse nogle af de største samfundsudfordringer inden for menneskers og planetens sundhed. Med en samlet bevillingsramme på op til 600 mio. kr. er fire nye temaer nu åbne for ansøgninger fra tværfaglige forskerhold i hele Europa.
Seks undervisere og pædagoger hyldes for at fremme børn og unges interesse for naturfag18.3.2026 12:05:00 CET | Pressemeddelelse
Novo Nordisk Fondens undervisningspriser for 2026 går til seks engagerede undervisere og pædagoger på tværs af Danmark og Færøerne.
Filantropisk partnerskab støtter forskning i brugen af AI i sundhed20.2.2026 02:30:00 CET | Pressemeddelelse
Gates Foundation, Novo Nordisk Fonden og Wellcome vil støtte lokale aktører i at evaluere AI-værktøjer, der har potentiale til at forbedre sundhedsresultater i lav- og mellemindkomstlande. Den første ansøgningsrunde, som nu er åben, fokuserer på veletablerede AI-værktøjer, der understøtter beslutningstagning i primær- og lokalsundhedsindsatser.
Borgernære indsatser viser nye veje til mere lighed i sundhed – og skal nu udbredes til flere30.1.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Effektive løsninger på ulighed i sundhed skal nå endnu flere gennem et nyt program fra Novo Nordisk Fonden. Fonden har afsat 100 millioner kroner til programmet, som udmøntes over to år. De første 50 millioner kroner er bevilget til fire nytænkende projekter.
Nyt globalt konsortium har til formål at transformere antibiotikaforskningen for at bekæmpe den voksende AMR-krise22.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Filantropiske partnere investerer 60 millioner dollars i støtte til samarbejdsforskning for at fremskynde opdagelsen af næste generations antibiotika
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
