Red Barnet efter besøg af statsministeren: Godt, at regeringen vil kæmpe for børns digitale beskyttelse
Red Barnets digitale rådgivnings- og anmeldelsestjenester, SletDet og AnmeldDet, fik i dag lejlighed til at give statsminister Mette Frederiksen et dybere indblik i de digitale trusler mod børns rettigheder og trivsel.

Seksuel afpresning af børn og unge. Mobning gennem anonyme falske profiler. Deling af intime billeder uden samtykke.
Henvendelserne fra børn og unge, som har akut brug for digital hjælp og rådgivning, spænder vidt hos Red Barnets SletDet Rådgivning. Og de tegner samlet set et foruroligende billede af, hvordan børn og unges massive tilstedeværelse på sociale medier også fører til dybt alvorlige udfordringer for deres sikkerhed, tryghed og rettigheder.
Derfor vækker det glæde hos Red Barnet, at statsminister Mette Frederiksen den 16. maj besøgte Red Barnet for at tale med organisationens fagmedarbejdere samt nogle af de berørte unge.
– Vi taler dagligt med børn og unge, som er kommet i alvorlige problemer på sociale medier. Vi yder blandt andet psykologisk førstehjælp, rådgiver dem og støtter dem i at få fjernet krænkende indhold. Men vi skylder vores børn og unge, at vi markant styrker deres digitale sikkerhed og trivsel, før skaden er sket. Det ønske oplever vi også, at regeringen har. Vi sætter stor pris på statsministerens opmærksomhed på, at børns nye digitale legepladser kræver langt bedre sikkerhed, end vi i dag har, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.
Red Barnet ser gerne, at der indføres et digitalt forsigtighedsprincip på børneområdet, så det fremover ikke er muligt at lancere digitale produkter og tjenester henvendt til eller brugt af børn, som kan føre til digitale krænkelser og mistrivsel.
– Når virksomheder udvikler medicin, bygger legepladser, producerer fødevarer og lignende, stiller vi helt naturligt krav om, at de ikke må være til skade for børn og unge. På samme måde skal vi stille krav til teknologi til børn og unge. Det bør simpelthen ikke være muligt for techgiganterne at lancere produkter til børn, før de kan dokumentere, at de er sikre, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Børn i Danmark er blandt de mest digitale i verden
Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Sammenlignet med mange andre lande har børn og unge i Danmark adgang til internettet og forskellige digitale platforme fra en meget ung alder.
Mens børn og unge har mange gode og vigtige fællesskaber online, påpeger Red Barnet, at dagens digitale børne- og ungefællesskaber ofte finder sted på kommercielle platforme designet af dygtige psykologer og teknikere ud fra ønsket om at fastholde børnenes opmærksomhed og høste deres data. Alt for sjældent er der hjælp at hente fra voksne eller hos techgiganterne selv, hvor børn såvel som voksne har svært ved at trænge igennem for at få hjælp til at fjerne skadeligt indhold.
– Børn og unge står i en ekstrem svær situation. Hvis de ikke er med på de digitale legepladser, risikerer de at stå uden for fællesskabet. Er de online, skal de navigere på platforme, hvor techgiganter kæmper om deres opmærksomhed, aldersgrænser omgås, og hvor risikoen for at blive eksponeret for skadeligt og krænkende indhold er markant, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Computergeneret overgrebsmateriale med børn i voldsom vækst
Også Red Barnets tjeneste AnmeldDet, hvor borgere anonymt kan anmelde digitalt overgrebsmateriale med børn, fik den 16. maj besøg af statsministeren.
Her kunne Red Barnets analysemedarbejdere give et indblik i arbejdet med at bekæmpe seksuelt overgrebsmateriale med børn, herunder også hvordan Red Barnet ser et akut behov for en opdatering af den danske straffelov, så den bedre beskytter børn mod seksualisering i billeder og videoer.
– På daglig basis ser vi billeder og videoer med alvorlige seksuelle krænkelser af børn. Materialet er tydeligvis produceret med det formål at skabe seksuelle associationer hos voksne, og vi mener, at billederne selvfølgelig skal kriminaliseres og kunne fjernes fra nettet. Det kræver, at straffeloven ændres, så vi kan gribe ind og sikre børn den beskyttelse, de har ret til, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
SletDet Rådgivningen
Red Barnets SletDet Rådgivning er Danmarks eneste professionelle rådgivning, der giver specialiseret hjælp til børn og unge, der har været udsat for digitale krænkelser. Siden 2016 har SletDet Rådgivningen hjulpet børn og unge samt deres forældre og fagpersoner med at håndtere digitale krænkelser som eksempelvis deling af billeder uden samtykke, voldsomt indhold, mobning på digitale platforme, afpresning med seksuelt materiale, grooming m.m.
Tjenesten AnmeldDet
Red Barnets tjeneste AnmeldDet er en civil internet-tjeneste, hvor borgere anonymt kan anmelde links med seksuelt overgrebsmateriale med børn, som de er stødt på på nettet. Det ulovlige materiale bliver sendt videre til NC3 (National Cyber Crime Center). Siden tjenesten åbnede i 2001, har AnmeldDet modtaget over 97.000 anmeldelser, og hver af dem kan indeholde flere hundrede billeder eller videoer af seksuelt overgrebsmateriale med børn. AnmeldDet samarbejder med Interpol og 53 øvrige civile internet-tjenester fra over 50 lande.
Kontakter
Gitte Bank de ThurahPresseansvarlig
Tlf:2155 2045gbj@redbarnet.dkOm Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og flere end 120 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Ny stor indsats skal styrke børns digitale dannelse i skole, fritid og hjem25.3.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I dag går en ny platform i luften med den hidtil bredeste indsats for at styrke digital dannelse og trivsel hos børn og unge i Danmark. Skoler over hele landet får adgang til gratis undervisningsmaterialer og et ung til yngre-program, ligesom der er tilbud til fritidsklubber og familier. Bag indsatsen står On, der er et samarbejde mellem Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik.
Red Barnet på Skolernes Trivselsdag: Et godt fritidsliv er afgørende for børns trivsel7.3.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et stort antal skoler - i alt 330 - sætter sammen med Red Barnet fokus på børns fritidsliv og hobbyer på Trivselsdagen den 7. marts. Et meningsfyldt fritidsliv spiller en vigtig rolle for børns trivsel, lyder det fra Red Barnet, som er begejstret over den massive interesse fra skoler over hele landet.
Skoleklasser hædres som vinderne af årets Mediekonkurrence5.3.2025 10:08:17 CET | Pressemeddelelse
I skarp konkurrence med hundredvis af andre skoleklasser fra hele landet står seks skoleklasser fra 6. til og 10. klasse tilbage som årets vindere af Mediekonkurrencen 2024. Bag konkurrencen står Red Barnet, Ole Kirk’s Fond, Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, der den 5. marts hædrer vinderne ved en stor fest i Pressen, JP/Politikens Hus i København.
Red Barnet: Amerikansk bistandstop får katastrofale konsekvenser for millioner af børn i verdens fattige og konfliktramte lande3.3.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
USA’s beslutning om at stoppe livsvigtig bistand vil få katastrofale konsekvenser for børn og deres familier i en række af lande i verden, hvor børns behov aldrig har været større. Organisationen forventer at skulle afskedige omkring 2300 medarbejdere globalt.
Dansk cykelstjerne bliver ambassadør for Red Barnet: Cykling blev min vej til trivsel21.2.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den professionelle cykelrytter og tidligere danske mester Mattias Skjelmose har som barn selv oplevet, hvordan det er at føle sig udenfor og ikke altid at passe ind i fællesskabet. Cyklingen blev hans vej ind i et godt fællesskab, og nu bliver han ambassadør for Red Barnet, fordi han gerne vil være med til at styrke børns trivsel.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum