Midt- og vestjysk folkemøde sætter fokus på et Danmark i balance

Del

Politikere, meningsdannere, journalister og erhvervsfolk sætter hinanden stævne for at debattere ”Danmark i balance”, når det midt- og vestjyske folkemøde, Skivemødet, afvikles på Strandtangen i Skive fredag og lørdag den 24. og 25. maj 2024. 

Det tager godt fire en halv time at tage toget fra København H til Skive. Og det tager omtrentligt lige så lang tid den anden vej. På papiret vel at mærke. 

For skibonitterne er turen til hovedstaden nemlig sjældent nogen sag. Derimod kniber det lidt mere med at trække hovedstadens politikere, meningsdannere og journalister den anden vej. 

Det er baggrunden for, at Branding Skiveegnen nu for syvende gang, afvikler det midt- og vestjyske folkemøde, Skivemødet. 

- Det er lettere for beslutningstagere og meningsdannere at forstå, hvad der er på spil ude i det midt- og vestjyske, når de selv har stået ansigt-til-ansigt med de mennesker, som udkantsdebatten handler om. Os, der bor herude, ved, at der er fantastisk i Midt- og Vestjylland. Der er masser af lokalt engagement, en entreprenant kultur hvor det meste kan lade sig gøre, og der er arbejdspladser i vækst. Men der er også ting, som kunne være meget bedre – ting som står i vejen for, at vi kan få et Danmark i bedre balance. Det er det, vi gerne vil sætte på dagsordenen ved at invitere til folkemøde i Skive, siger Bo Sundroos, formand for Branding Skiveegnen. 

SE HELE PROGRAMMET HER... 

Statsminister og toppolitikere
Fredag den 24. maj er Skivemødets store debatdag, hvor der blandt andet er politisk topmøde med deltagelse af en lang række toppolitikere fra Christiansborg. Blandt andre Troels Lund Poulsen (V), Morten Messerschmidt (DF), Pia Olsen Dyhr (SF), Martin Lidegaard (R) og Inger Støjberg (DD). Desuden gæster statsminister Mette Frederiksen også skivemødet til en samtale om skævheden i Danmark.

Derudover debatterer borgmestrene fra Skive, Herning, Nykøbing Mors, Holstebro, Lolland Falster og Struer fælles udfordringer i kommuner med under 100.000 indbyggere. 

- Debatterne kører fra én scene i pladsens største telt. Det betyder, at folkemødet bliver meget overskueligt, og man kan gå til og fra i det omfang, man har lyst. Vi har tilrettelagt programmet, så der mellem de seriøse politiske debatter vil være samtaler med meningsdannere med masser på hjerte og et glimt i øjet, siger Bo Sundroos.

Familiedag om lørdagen
Lørdag den 25. maj er i højere grad på familiens præmisser. Her skal Mads & A-holdet blandt andet løse dilemmaer fra det midt- og vestjyske, TV2’s USA-korrespondent Jesper Steinmetz taler om verden i balance – eller mangel på samme – og madentusiasten Simon Jul og kokken Umut Sakarya taler om vigtigheden af lokale råvarer. 

Derudover er Ask Rostrup (TV2 NEWS) og Klaus Knudsen Pedersen (TV Midt-Vest) moderatorer for en EU-debat, som transmitteres direkte på TV2 News. 

- Jeg synes, at vi har skabt et program, som er værd at køre langt for – også helt fra København. Debatten om et Danmark i bedre balance er fortsat relevant, og Skivemødet er et godt sted at fortsætte samtale, hvor vi slap sidste år, siger Bo Sundroos.

Sammen med Skivemødet afholdes der samtidig Skive Jobfestival, Ungemødet, Børnemødet, Skive College og Street Food. Arrangørerne forventer op imod 10.000 besøgende i løbet af de to dage.    

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Skivemødet er to dage med samtaler og meningsudvekslinger. Med den brede vifte af samtaler vil der være noget for alle. Skivemødet er et talerør for at få et ”Danmark i balance”, som skal sætte Midt- og Vestjylland på mediernes landkort og skabe opmærksomhed om alt det positive, der udgår herfra. Det være sig nye initiativer inden for erhverv, bæredygtighed, kultur og oplevelser, såvel som de muligheder, der knytter sig til et liv i uden for ringgaden.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye