Hver tredje i verden dør af åreforkalkning – nyt stort projekt skal udvikle bedre veje til forebyggelse
16.5.2024 10:00:00 CEST | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
Globalt set er hjertekarsygdomme på grund af åreforkalkning den hyppigste årsag til dødsfald. Et nyt dansk-spansk forskningssamarbejde skal udvikle metoder til at opdage åreforkalkning langt tidligere og særligt hos yngre – for at muliggøre tidlig forebyggelse. Novo Nordisk Fonden har netop bevilget 174 millioner kroner til de første 2,5 år af projektet – REACT – ud af projektets samlede planlagte varighed på 8 år.

Hvert tredje menneske i verden dør i dag af hjertekarsygdom, hvor åreforkalkning er den suverænt største enkelt-faktor. Det gør åreforkalkning til den mest udbredte dødsårsag. Yderligere lever mange mennesker med alvorlige helbredsfølger af åreforkalkning, for eksempel efter blodprop i hjertet eller i hjernen. Åreforkalkning har ikke kun alvorlige følger for det enkelte menneske, der rammes, men er også en stor ressourcemæssig belastning for sundhedsvæsenet og det samlede samfund.
- Vi ved, at åreforkalkning kan udvikle sig allerede fra en tidlig alder og ofte er ’tavs’, altså uden symptomer, i mange år, indtil man pludselig rammes, for eksempel af en blodprop. Vi håber med dette projekt at afklare, hvordan vi i praksis kan opdage åreforkalkning langt tidligere – og i yngre alder, det vil sige i den ’tavse’ periode, siger Henning Bundgaard, overlæge ved Afdeling for Hjertesygdomme på Rigshospitalet, professor ved Københavns Universitet og leder af projektet under Region Hovedstaden.
Skanninger skal vise åreforkalkning
Projektet udføres i et omfattende samarbejde mellem flere danske hospitaler og Centro Nacional de Investigaciones Cardiovasculares (CNIC), et spansk forskningscenter i Madrid, der er verdensførende inden for billeddiagnostik ved åreforkalkning. CNIC og Rigshospitalet har i mange år samarbejdet om metoder til diagnosticering og tidlig opsporing af hjertekarsygdom.
- Aktuelt bruger vi blandt andet blodtryk, kolesteroltal, alder og livsstilsfaktorer til at vurdere, om en person kunne være ved at udvikle betydende åreforkalkning. En central del af REACT-projektet er, at vi vil udvikle metoder til direkte at vise på skanninger, om der er åreforkalkning eller ej, siger leder af den spanske del af studiet Borja Ibáñez, professor og videnskabelig direktør i CNIC og overlæge på Fundación Jiménez Díaz Hospital.
I dag er behandlingen af åreforkalkning og følgesygdommene langt hen ad vejen den samme for alle, men de to professorer forventer at kunne hjælpe langt flere med tidlig og individuelt målrettet præcisionsbehandling.
I alt 16.000 personer - 8.000 i hvert land - i alderen 20-70 år inviteres i projektet til at blive undersøgt med blandt andet omfattende skanninger af hals- og lyskekar og hjertets kranspulsårer samt genetiske analyser, blodprøver med videre.
Forebyggelse af sygdom er målet
REACT-projektet skal i første omgang gøre forskerne klogere på, hvor hyppigt åreforkalkning forekommer forskellige steder i kroppen, og hvilke metoder der er bedst til at opdage åreforkalkning – eller risikoen for det - i en tidlig alder og i tidlige stadier, hvor der fortsat er tid til at sætte ind forebyggende. Forebyggelsen kan både være medicinsk behandling og rådgivning om at ændre livsstil, afhængigt af den enkeltes sygdomsbillede og risikofaktorer.
- Studiet taler ind i det paradigmeskifte, der sker i disse år, hvor lægevidenskaben går fra at beskæftige sig primært med behandling af sygdomme til nu at opspore og forebygge i de tidlige stadier, allerede før sygdom udvikler sig i en alvorlig eller måske endda en dødelig retning. Hos Novo Nordisk Fonden ser vi det som en vigtig opgave at støtte den udvikling, siger Martin Ridderstråle, Senior Vice President i fonden.
- Et afgørende formål med REACT er at finde ud af, hvem der skal anbefales hvilken type behandling og hvornår, eller for den sags skyld om behandling frarådes. Det kalder vi præcisionsmedicin, tilføjer han.
Afhængigt af projektets resultater vil det næste trin – fase 2 – være at udvide samarbejdet og undersøge, om behandling af tidligt påvist åreforkalkning er effektiv, og om man globalt set kan forhindre nogle af de mange dødsfald, som åreforkalkning forårsager. Denne del af projektet er planlagt til at vare 5,5 år.
Pressekontakt:
Rigshospitalet: Louise A. Poulsen, presserådgiver, +45 2726 5335, louise.andresen.poulsen@regionh.dk
Novo Nordisk Fonden: Judith Vonberg, Communications Specialist, +45 4172 7925, jvo@novo.dk
CNIC: Fátima Lois, Head of Communications, (+34) 914531200 Ext: 4231, fatima.lois@cnic.es
De involverede parter i forskningssamarbejdet
Rigshospitalet er et specialiseret hospital for hele Danmark med behandling, forskning, innovation og uddannelse på højeste internationale niveau. Rigshospitalet samarbejder med nationale og internationale sundhedsaktører om at bidrage til udviklingen af det samlede sundhedsvæsen, så alle patienter, uanset hvor sjælden eller kompliceret deres sygdom er, har et behandlingstilbud af høj faglig kvalitet.
Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.
CNIC er et center, der forsker i kardiovaskulære sygdomme og er tilknyttet Carlos III Sundhedsinstituttet (ISCIII) under det Spanske Ministerium for Videnskab, Innovation og Universiteter. CNIC arbejder for at omsætte forskningen til fordel for patienterne og er blevet anerkendt af den spanske regering som et Severo Ochoa center of excellence. Centret finansieres gennem et offentligt-privat partnerskab mellem regeringen og Pro CNIC Foundation, som samler 12 af de vigtigste spanske private virksomheder.
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Markant flere lærer at redde liv12.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere end 700 beboere i 13 almene boligområder har alene i år lært livreddende førstehjælp. Det er det højeste antal, siden Region Hovedstadens Akutberedskab begyndte at uddanne beboere i områderne. Indsatsen i netop disse områder er særlig vigtig, fordi der her er flere hjertestop, samtidig med at færre overlever.
Skrøbelige ældre får måltider med hjem: Tilbud sænker risiko for genindlæggelser6.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ældre og skrøbelige patienter får gennem et ernæringsprojekt på Herlev og Gentofte Hospital små, appetitlige retter med hjem til det første døgn efter udskrivelse fra hospitalet. Foreløbige resultater viser, at patienterne er glade for tilbuddet og har en lavere risiko for at blive genindlagt efter udskrivelse.
Nyt ambulatorium skal hjælpe flere unge med psykiske sygdomme4.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden åbner nu et nyt ambulatorium for unge på Rigshospitalet. Op mod 450 unge med psykiske sygdomme vil ugentlig kunne komme til udredning og behandling i ambulatoriet. Dette vil bidrage til at nedbringe ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien.
Ny rapport: Børn af forældre med psykisk sygdom i større risiko for dårlig trivsel27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring tre ud af ti børn og unge i Region Hovedstaden har mindst én forælder, der er diagnosticeret eller behandlet for psykisk sygdom. Langt de fleste trives, men en ny rapport viser, at en gruppe af børnene har udfordringer med blandt andet trivsel, relationer, psykiske vanskeligheder, søvn og sundhed.
Region Hovedstaden fejrer letbaneåbning ved Herlev Hospital22.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag åbner Hovedstadens Letbane hele vejen fra Ishøj til Lundtofte. Ved Herlev Hospital fejrer Region Hovedstaden dagen med is, ultralydsundersøgelse og et bamsehospital for de mindste.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum