Klimaforandringer gør din chokolade dyrere
21.5.2024 06:30:00 CEST | Roskilde Universitet | Pressemeddelelse
Klimaforandringer, uhensigtsmæssige dyrkningsmetoder og samfundsmæssige udfordringer er vigtige årsager til den nuværende krise for kakaoproduktionen, som medfører højere priser på chokolade, ifølge forsker fra Roskilde Universitet.

Ghana er en af verdens største kakaoproducenter. I et nyt forskningsprojekt har lektor i internationale udviklingsstudier Mette Fog Olwig undersøgt vilkårene for kakaoproduktionen i det vestafrikanske land som del af et dansk-ghanesisk forskningssamarbejde.
Forskerne har lavet et omfattende studie, der viser, at klimaforandringer kombineret med uhensigtsmæssige dyrkningsmetoder – samt sociale og økonomiske hindringer for at introducere nye grønne metoder – er væsentlige faktorer bag krisen, der truer verdens kakaoproduktion.
”Det er ikke naturligt, at træerne står i direkte sol, som ofte er tilfældet nu. Kakaotræer kommer fra Sydamerikas regnskove, hvor de oprindeligt stod i skygge. Problemet er, at man skal bruge mere gødning og dyre kemikalier, når de gror direkte i solen, og klimaforandringerne betyder mere varme og tørke, som ikke er optimalt for væksten,” forklarer Mette Fog Olwig.
Studiet har resulteret i bogen Agroforestry as Climate Change Adaptation: The Case of Cocoa Farming in Ghana, der undersøger mulighederne for at gå tilbage til mere oprindelige dyrkningsmetoder, hvor man benytter såkaldte skyggetræer til at skabe en mere bæredygtig dyrkning.
”Men det er ikke alle skyggetræer, der har en positiv effekt på kakao. Det er meget mere komplekst end blot at plante nogle træer. Man skal bruge tid og ressourcer på at lære bønderne om de mest hensigtsmæssige skyggetræer,” forklarer Mette Fog Olwig.
Guldminer konkurrerer med kakaotræer
Hun understreger, at der, uanset hvad man gør, vil være steder i Ghana, hvor der sandsynligvis ikke kan dyrkes kakao i fremtiden på grund af klimaforandringerne, da kakaotræet er meget sårbart over for ændringer i miljøet. Samtidig overtager guldminer mere og mere af den jord, der er blevet brugt til kakaoproduktion. Derudover peger RUC-lektoren på flere andre problemer, som kan være med til at hæmme høsten og gøre chokolade dyrere.
”Mange kakaobønder befinder sig i en svær position, hvor de ikke har ressourcer eller tid til at vente på, at skyggetræerne vokser sig store. Et særligt problem i denne forbindelse er, at bønderne ofte ikke har rettigheder til deres jord og træer, hvilket gør det svært for dem at foretage langsigtede investeringer,” siger hun.
Hun tilføjer, at der også er et andet problem, idet de fleste af de eksisterende kakaobønderne er ved at være oppe i årene. Det er en udfordring, fordi mange unge i Ghana ikke længere har lyst til at være kakaobønder i en tid, hvor produktionen er så usikker.
”Det er vigtigt, at vi forstår bøndernes perspektiver. Der er mange hensyn at tage – både til menneskene og miljøet. Hvis vi gerne vil have chokolade i fremtiden, bliver vi nødt til at investere i at forstå de lokale behov – herunder hvordan træer, planter og mennesker spiller sammen,” konkluderer Mette Fog Olwig.
Kort om bogen
- Agroforestry as Climate Change Adaptation: The Case of Cocoa Farming in Ghana er et tværfagligt studie af kakaoproduktionen i Ghana.
- Bogen er redigeret af Mette Fog Olwig sammen med Aske Skovmand Bosselmann, Københavns Universitet, og Kwadwo Owusu, University of Ghana.
- Du kan læse mere om den her.
Nøgleord
Kontakter
Mette Fog OlwigLektor
Tlf:4674 3596Tlf:2866 6940mettefo@ruc.dkFølg pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Modtager af RUC’s forskningsformidlingspris: ”Forskningsformidlingen kan være med til at kvalificere forskningen”17.9.2026 08:44:25 CEST | Pressemeddelelse
I år går Roskilde Universitets forskningsformidlingspris til lektorerne Sabina Pultz og Magnus Paulsen Hansen for formidlingen af deres forskningsprojekt, som sætter fokus på arbejdsløshed og behandlingen af arbejdsløse.
Nyt masterforløb skal ruste Danmark mod kriser og trusler16.9.2026 10:02:53 CEST | Pressemeddelelse
Center for Samfundssikkerhed og Resiliens (SECURE) på Roskilde Universitet tager imod det første hold studerende på et nyt masterforløb i samfundssikkerhed og totalberedskab – det første af sin art i Danmark. Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen deltager i åbningen.
Årets æresalumne på Roskilde Universitet er Lars Frelle-Petersen16.9.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvad gør en god leder – og hvad undervurderer ledere ofte? Departementschef Lars Frelle-Petersen deler sine erfaringer. Han modtager i år Roskilde Universitets æresalumnepris.
Roskilde Universitet og Sjællands Universitetshospital indgår strategisk partnerskabsaftale15.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Målet med det strategiske samarbejde er at udvikle, igangsætte og drive indsatser inden for parternes kerneområder til gavn for regionen.
Nyt værktøj skal styrke samarbejde mellem Danmark og Tyskland10.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når Femern Bælt-forbindelsen åbner, bliver Østdanmark og Nordtyskland knyttet langt tættere sammen. Men en tunnel skaber ikke i sig selv en sammenhængende region. Derfor har Roskilde Universitet som led i det dansk-tyske Interreg-projekt Dannelsesregionen udviklet Femern Bælt Kompasset – et nyt værktøj til organisationer, der samarbejder på tværs af grænsen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum