Nyt formandskab i Andel

Del

Bestyrelsen i energi- og fibernetkoncernen har valgt ny formand og næstformand. Erhvervschef Bart Gyldenløve Roetink er ny bestyrelsesformand, og virksomhedsrådgiver Lone Hass indtager posten som næstformand.

Efter 12 år som medlem af Andels bestyrelse, heraf syv år som bestyrelsesformand, har Jens Stenbæk valgt ikke at genopstille til Andels bestyrelse. Han afløses af næstformand, erhvervschef Bart Gyldenløve Roetink, der har været medlem af bestyrelsen siden 2017.

Om baggrunden for sin beslutning peger Jens Stenbæk på ”Anbefalingerne for god selskabsledelse i forbrugerejede selskaber”.

”Det er et centralt tema i anbefalingerne om god selskabsledelse at sikre bestyrelsens uafhængighed gennem løbende udskiftning af medlemmerne. Tiden er således kommet til, at jeg viger for nye kræfter. Timingen er helt rigtig, og det er kompetente profiler med stor indsigt i Andel og energiens verden, som nu tager over på både formands- og næstformandsposten”.

Fra regionalt til nationalt energiselskab
Andel har i Jens Stenbæks formandsperiode udviklet sig fra et regionalt energi- og fibernetselskab til en ledende energikoncern med national betydning - accelereret i kraft af opkøbet af netselskabet Radius og Ørsteds privatkunde- og udelysforretning i 2019.

Hertil kommer flere betydningsfulde beslutninger, herunder vedtagelse af Andels værdiskabelsespolitik, som sætter langsigtede ejermål for, hvordan Andel skal skabe værdi for andelshavere, kunder og samfund, samt udvikling af en levende og aktiv ejerform. Jens Stenbæk peger ligeledes på Andels ambitiøse investeringsprogram frem mod 2035 på 90 mia. kr. Investeringerne er målrettet til at øge produktionen af vedvarende energi og den nationale forsyningssikkerhed:

”Andel har som andelsselskab en stolt tradition for at tage ansvar og gå forrest. Når kriser kradser eller samfundsudfordringer vokser som fx det aktuelle behov for grøn omstilling. Her træder andelsselskabet til og investerer langsigtet i fremtidens løsninger. Jeg er stolt over vores massive investeringer i vedvarende energi, national udbygning af ladeinfrastruktur til elbiler og udrulning af fibernet i Region Sjælland”.

Nyt formandskab følger sporet
Den nye formand Bart Gyldenløve Roetink ser sammen med næstformand Lone Hass frem til at fortsætte og videreudvikle de spor, som det tidligere formandskab har lagt sammen med bestyrelsen og ledelsen.

”Det er et privilegie at træde ind på posten som bestyrelsesformand efter Jens Stenbæk. Hele energiområdet har aldrig været vigtigere eller spillet en mere afgørende rolle i vores samfund, og jeg glæder mig til at gribe opgaven som formand. Vores udgangspunkt er godt. Andel står på et stærkt fundament samtidig med at vi omsætter vores grønne ambitioner til handling og yder et stærkt bidrag i den grønne omstilling af det danske energisystem gennem vores investeringer, som når et historisk højt niveau i 2024”.

Som en af de nye vigtige opgaver peger Bart Gyldenløve Roetink på bæredygtighedsområdet, der med ny EU-lovgivning og krav indtager en central rolle i Andel-koncernen.

Supplerende oplysninger

Bart Gyldenløve Roetink: Valgt i Guldborgsund til Andels repræsentantskab i 2011 og indtrådt i bestyrelsen i 2017. Næstformand i bestyrelsen siden 2021. Stor erfaring med ledelse, forretningsudvikling, regnskaber og virksomhedsøkonomi fra mange års arbejde i den finansielle sektor. Desuden indsigt i værdiansættelse af virksomheder, opkøb og fusioner.

Lone Hass: Valgt i Odsherred til Andels repræsentantskab i 2022 og indtrådt i bestyrelsen i 2023. Selvstændig virksomhedsrådgiver. Mange års bestyrelseserfaring og ledelseserfaring på direktions- og toplederniveau fra blandt andet COWI og Novo Nordisk. Solid forståelse for virksomhedsøkonomi og stor erfaring med strategieksekvering, organisationsudvikling og integration i forbindelse med opkøb. 

Valg af tre bestyrelsesmedlemmer: På repræsentantskabsmødet tirsdag den 30. april skulle der vælges tre bestyrelsesmedlemmer for en treårig periode. Der blev genvalg til Trine Engel Madsen og Niels Nicolaisen, og Ulrik Theophil Jørgensen blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem.

Om rekruttering af bestyrelsesmedlemmer: Andel rekrutterer sine bestyrelsesmedlemmer efter en model, der sikrer både ejerdemokrati og kompetencemæssigt fokus. Bestyrelsen i Andel vælges således af repræsentantskabet, hvis medlemmer kan stille op til bestyrelsen. Til bestyrelserne i koncernens datterselskaber udpeges eksterne erhvervsprofiler med særlige, målrettede kompetencer i forhold til det pågældende selskabs aktiviteter og forretningsmål. Senest er Torben Möger Pedersen og Anne Broeng indtrådt i Energi Danmarks bestyrelse i november 2023.

Yderligere oplysninger: 
Andels presseafdeling
2170 3799

Billeder

Andel er med 2,8 millioner kundeforhold Danmarks ledende energi- og fibernetkoncern. Vi er et andelsselskab ejet af 400.000 andelshavere i form af private husstande og virksomheder i Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne. Vi tager ansvar for at skabe en fælles fremtider og er en del af ambitiøs grøn omstilling, når vi investerer i havvindmøller, ladeinfrastruktur og visionære, kunderettede energiløsninger.

Følg pressemeddelelser fra Andel

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Andel

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye