Brøndby får plejehjem i Vesterled
Brøndby Kommune har den 7. maj 2024 indgået en aftale med PensionDanmark Ejendomme, der køber grunden på Fagervangen 2. Det nye, energieffektive friplejehjem skal opføres af pensionsselskabet og drives af Diakonissestiftelsen.
Brøndby kommer til at få et moderne og energieffektivt plejehjem i Brøndbyvester. Plejehjemmet har længe været et stort ønske for kommunalbestyrelsen for fortsat at sikre tidssvarende og gode rammer for de ældste borgere.
Derfor er det også en meget tilfreds borgmester, der netop har underskrevet en aftale med PensionDanmark, om køb af den grund i Vesterled, hvor Brøndby Kommune oprindelig selv havde planer om at opføre et plejehjem.
”Det er to meget kompetente partnere, der nu skal opføre og drive et friplejehjem i Brøndby. Samarbejdet forener Diakonissestiftelsens fokus på kærlig og respektfuld pleje med
PensionDanmarks fokus på at udvikle moderne byggerier med lavt klimaaftryk. Derfor er jeg også helt tryg ved, at det nye friplejehjem både kommer til at levere velfærd på et højt niveau og samtidig vil bidrage til en positiv og bæredygtig udvikling af Brøndby”, siger borgmester Kent Magelund.
Louisehjemmet Vesterled vandt udbuddet
PensionDanmark har med skitseprojektet ’Louisehjemmet Vesterled’ vundet Brøndby Kommunes udbud ifm. salget af Fagervangen 2.
Det nye friplejehjem vil blive opført med en certificering på minimum DGNB Guld, som har været et af kriterierne i udbudsbetingelserne. Det betyder, at byggeriet skal leve op til høje krav om klima- og miljøpåvirkning, sundhed, samspil med lokalområdet og en række sociale faktorer.
Brøndby Kommune har ligeledes stillet krav om, at friplejehjemmet opføres i naturlig sammenhæng med villakvarteret og at de grønne arealer og byrummet omkring plejehjemmet er åbne, så der er adgang for alle. Der bliver desuden fokus på biodiversitet, der skal fungere som ledetråd i udformningen af de grønne arealer.
"Vi er stolte af at blive valgt til at opføre Louisehjemmet Vesterled til Brøndbys ældre. Det bliver et moderne byggeri, der understøtter fællesskab, natur, sammenhæng og naboskab, og vi glæder os til et nyskabende samarbejde med kommunen og Diakonissestiftelsen, som forener de bedste rammer om en god seniortilværelse med et godt afkast til vores medlemmers pensionsopsparinger,” siger Marius Møller, direktør for PensionDanmark Ejendomme.
Louisehjemmet Vesterled bliver det første friplejehjem, der opføres efter den partnerskabsmodel, som PensionDanmark og Diakonissestiftelsen er gået sammen om.
”Jeg er glad for, at Diakonissestiftelsen snart skal være en del af ældreplejen i Brøndby. Omsorg, faglighed og medmenneskelighed er nøgleværdier for os, og sammen med PensionDanmark og Brøndby Kommune vil vi sikre kvalitet og tryghed for alle vores kommende beboere,” siger Diakonissestiftelsens adm. direktør, Anette Christoffersen.
Tæt samarbejde og borgerdialog
Louisehjemmet Vesterled, der bliver tegnet af ERIK arkitekter, vil få 104 boliger med tilhørende fælles- og servicearealer. PensionDanmarks skitseprojekt lægger op til, at der blandt andet arbejdes med træ som byggemateriale i flere afskygninger, der skal give en god sanseoplevelse og et lavt klimaaftryk.
Friplejehjemmet vil blive opført i tæt samarbejde med Brøndby Kommune og PensionDanmark vil arbejde aktivt med kommunikation og åbenhed gennem hele fasen. Der planlægges med både møder og løbende orientering til naboer samt borgermøde, ligesom de også planlægger at invitere til byggepladsbesøg.
Louisehjemmet Vesterled skal efter planen stå klar til de første beboere ultimo 2027.
Fakta om Brøndbys kommende friplejehjem:
Navn: Louisehjemmet Vesterled
Adresse: Fagervangen 2, 2605 Brøndby
Areal: 9.244 m2
Certificering: Minimum DGNB Guld
Faciliteter: Produktionskøkken, fællessal, gårdhaver mm.
Byggestart: Primo 2025
Forventet indflytning: 2027
Bygherre: PensionDanmark Ejendomme
Operatør: Diakonissestiftelsen
Arkitekt: ERIK arkitekter
Kontakter
Kommunikationskonsulent Line Rønø Baun, Brøndby Kommune, tlf. 60 22 79 44, ligub@brondby.dk
Kommunikations- og pressechef Jacob Therkelsen, PensionDanmark, tlf. 31 12 67 08, jth@pension.dk
Kommunikationschef Flemming Schultz, Diakonissestiftelsen, tlf. 28 92 00 60, flsc@diakonissen.dk
Billeder
Brøndby Kommune
Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 39.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.
PensionDanmark
PensionDanmark A/S administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for over 827.000 medlemmer beskæftiget i 21.200 private og offentlige virksomheder. PensionDanmark er et kundeejet selskab, hvor hele overskuddet går til medlemmerne. De samlede indbetalinger udgjorde 15,8 mia. kr. i 2023. Balancen er 330 mia. kr.
Diakonissestiftelsen
Diakonissestiftelsen blev stiftet i 1863 og er i dag en af Danmarks førende velfærdsaktører med plejehjem, hjemmehjælp, seniorboliger, hospice og børneinstitutioner. Diakonissestiftelsen uddanner desuden sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere. Diakonissestiftelsen er en erhvervsdrivende, almennyttig fond og dermed nonprofit.
ERIK arkitekter
ERIK arkitekter, der har tegnet Vesterled, er en dynamisk organisation med fokus på dialog og udvikling. ERIK arkitekter er i dag en af de største og ældste arkitektvirksomheder i Danmark med rødder tilbage til 1930. ERIK arkitekter har gennem årene opbygget en solid erfaring med arkitekt- og bygherrerådgivning inden for alle varianter af byggeri. Bolig-, pleje- og sundhedsbyggeri, erhverv, indretning og adfærd, restaurering og kulturarv, life science, transformation samt landskab. ERIK arkitekter søger de holdbare løsninger, uanset skala. Tegnestuens værdier er baseret på engagement, relationer, inspiration, kontekst og ordentlighed. ERIK arkitekter beskæftiger ca. 180 medarbejdere fordelt på kontorer i København og hele landet.
Følg pressemeddelelser fra PensionDanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PensionDanmark
Nyt friplejehjem på vej i Allerød Kommune9.10.2024 14:19:28 CEST | Pressemeddelelse
PensionDanmark og Allerød Kommune har indgået en udviklingsaftale om byggeriet af et nyt og moderne friplejehjem, der skal drives af Diakonissestiftelsen. Friplejehjemmet forventes at være klar om lidt over tre år.
PensionDanmark invests in the supercomputers of the future19.9.2024 11:29:54 CEST | Press release
With an investment in the American company Atom Computing, the members of PensionDanmark are now positioned to earn returns from the company's quantum computers, which hold significant commercial potential.
PensionDanmark investerer i fremtidens supercomputere19.9.2024 11:29:54 CEST | Pressemeddelelse
Med en investering i amerikanske Atom Computing er PensionDanmarks medlemmer nu positioneret til at få afkast fra selskabets kvantecomputere, som rummer et stort kommercielt potentiale.
Pensionsindbetalinger er et overenskomstanliggende og ikke op til politikerne at reformere5.7.2024 10:41:17 CEST | Pressemeddelelse
Arbejdsmarkedets parter skabte for 30 år siden det pensionssystem, der bliver kaldt det bedste og mest bæredygtige i verden. I kraft af det kan almindelige lønmodtagere se frem til en fornuftig levestandard, når de forlader arbejdsmarkedet, og systemet bidrager samtidig til at mindske belastningen på det offentlige velfærdssystem.
Mænds Sundhedsuge: PensionDanmark tager kampen op mod ulighed i sundhed13.6.2024 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Blandt PensionDanmarks medlemmer er mænd i øget risiko for kritisk sygdom, og de benytter sig mindre af deres sundhedsordning end kvinder. Derfor sætter PensionDanmark spot på ulighed i sundhed i anledning af Mænds Sundhedsuge.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum