Banker finansierer klimavenlige aktiviteter for 834 mia. kroner
15.5.2024 07:00:00 CEST | Finans Danmark | Pressemeddelelse
For fjerde år i træk gør Finans Danmark status over finanssektorens bidrag, som er med til at understøtte den bæredygtige omstilling af samfundet. Resultaterne viser, at finanssektoren allerede har indfriet sin egen forventning til finansiering af klimavenlige aktiviteter i 2030 og sat drivhusgasreduktionsmål for store dele af dens investeringer og udlån.
Den bæredygtige omstilling er modsvaret på den klima- og biodiversitetskrise, som verden står over for. Derfor er omstillingen af samfundsøkonomien en bunden opgave, og den finansielle sektor spiller en væsentlig rolle i at accelerere og understøtte den. Finans Danmarks bæredygtighedsredegørelse for 2023 viser, at landets penge- og realkreditinstitutters finansiering af klimavenlige aktiviteter er mere end fordoblet siden 2019. Det skyldes både den generelle prisudvikling og en intensiveret sektorindsats. Dermed har sektoren allerede i 2023 indfriet sine egne forventninger til, at man i 2030 ville finansiere klimavenlige aktiviteter for 700 mia. kroner.
”Finanssektoren er med i alle dele af økonomien, og spiller derfor en vigtig rolle i omstillingen til en grøn og bæredygtig samfundsøkonomi. Det er et ansvar, vi som sektor tager alvorligt og har investeret i at kunne løfte. Efter en årrække med intensiveret indsats taler tallene deres eget tydelige sprog: Penge- og realkreditinstitutternes bidrag til samfundets bæredygtige omstilling er mere end fordoblet fra 400 mia. kroner i 2019 til 834 mia. kroner i 2023. Det er en udvikling, vi er stolte af,” siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark.
Resultaterne i årets redegørelse kommer på baggrund af de senere års indsats. Sektoren har blandt andet investeret i grønt kompetenceløft til næsten samtlige medarbejdere, den er gået sammen om at udvikle en CO2-model, der nu anvendes bredt i branchen, og via aktivt ejerskab har sektoren bidraget til at understøtte virksomhedernes omstilling i en bæredygtig retning.
Reduktionsmål
For at sætte yderligere fart på rejsen mod en mere bæredygtig fremtid er der behov for en omfattende omstilling hos finanssektorens kunder og de virksomheder, som bankerne finansierer og investerer i. Og i kraft af den daglige kontakt med deres kunder har banker og kapitalforvaltere mulighed for at understøtte virksomhederne og boligejerne i at træffe grønnere valg. Derfor har banker og kapitalforvaltere også sat drivhusgasreduktionsmål for store dele af bankernes udlån og investeringer på kundernes vegne: 80 pct. af bankernes investeringer og 61 pct. af udlånet er omfattet af reduktionsmål for udledninger af drivhusgasser.
”Selv om vi som sektor står for en meget lille del af den samlede udledning af drivhusgasser i Danmark, har vi som investor og långiver en mulighed for og en ambition om at bidrage til, at fremtiden bliver grønnere. Med reduktionsmål for udlån og investeringer har finanssektoren forpligtet sig til at understøtte den bæredygtige omstilling, som deres kunder i de kommende år skal igennem, ” siger Ulrik Nødgaard, og fortsætter:
”På kreditsiden har fokus i første omgang været på at fastsætte reduktionsmål for erhvervskunder inden for sektorerne shipping, transport, landbrug, energiforsyning og erhvervsejendomme, hvor udledningen eller intensiteten er størst. Forventningen er dog, at flere og flere områder og virksomheder vil blive omfattet af reduktionsmålene i takt med, at bankerne vil få bedre klimadata fra virksomhederne om deres klimaaftryk. Det vigtigste er, at vi har taget de første ambitiøse skridt – og det vil komme hele samfundet til gode!”
Finans Danmark
Finans Danmark er interesse- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.
Følg pressemeddelelser fra Finans Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Finans Danmark
Tre organisationer på jagt efter mere arbejdskraft6.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Tre organisationer samles om at styrke mulighederne for medfølgende partnere til international arbejdskraft i Danmark
Der står penge på skemaet for tusindvis af skoleelever fra på mandag i årets Pengeuge6.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
I år med fokus på de råd unge møder på nettet - både de gode, de dårlige - og dem der ligner svindel
Nyt rekordår: 167.000 danskere åbnede en aktiesparekonto i 202523.2.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Antallet af danskere med en aktiesparkonto voksede i 2025 med rekordhøje 167.000. Den store stigning betyder, at der ved udgangen af året var 658.000 ejere af en aktiesparekonto, svarende til lidt flere end 1 ud af 10 danskere. Finans Danmark peger på to tiltag, der vil kunne få endnu flere med.
Gode elementer i bankudspil – men vigtigt at undgå unødvendige byrder19.2.2026 07:09:42 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har i dag fremlagt et udspil med fokus på konkurrence, transparens og regelforenkling på det danske bankmarked. Finans Danmark hilser flere af initiativerne velkommen, men kan ikke genkende billedet af, at konkurrencen i sektoren er udfordret, og frygter, at flere af forslagene kan øge andelen af byrder i en tid, hvor målet er det modsatte.
Trenden fortsætter: Danske investorer køber fortsat stort op i europæiske aktier16.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Lysten til at købe danske investeringsfonde har været stor i starten af 2026. Det gælder ikke mindst for fonde med europæiske aktier, hvor der blev købt for netto 1,9 mia. kr. i januar. Det er markant mere end i de øvrige store regionale aktiekategorier.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum