Flere leaser deres bil
Over halvdelen – 56,4 pct. – af de nye biler i 2023 var leaset. Det er en stigning på 13,2 procentpoint i forhold til 2020. Elbilerne udgjorde 25,7 pct. af de leasede biler i 2023 mod 3,8 pct. i 2020.
Skal man købe eller lease sin bil? Det spørgsmål er der mange, der forholder sig til, når der skal erhverves en ny bil. Sidste år blev 56,4 pct. af de nye biler, svarende til 97.800 biler, leaset. Heraf stod erhvervene for 64,8 pct., mens husholdningerne stod for 35,2 pct.
I 2020 udgjorde leasing totalt set 43,2 pct. af de nye biler. Dermed er der siden 2020 sket en stigning i leasings andel af nye biler på 13,2 procentpoint. I husholdningerne er de leasede bilers andel af tilgangen i årene 2020 til 2023 steget fra 23,5 pct. til 34,6 pct., mens leasingandelen af tilgangen i erhvervene er steget fra 76,0 pct. til 85,9 pct.
”Mange finder det attraktivt at lease frem for at eje i disse år. Det kan bl.a. skyldes, at leasing kan bidrage til at eliminere en del af de økonomiske usikkerheder, der er ved at have egen bil i indkørslen, bl.a. usikkerhed om værditabet, samtidig med at de månedlige udgifter er kendte. Den hastige teknologiske udvikling på især elbilsmarkedet er sikkert også en parameter, når mange vælger at lease,” siger Søren Dalbro, specialkonsulent hos Danmarks Statistik.
Leasing af den samlede tilgang af nye biler fordelt på husholdninger og erhverv, 2020-2023
![null](https://via.ritzau.dk/data/images/public/3274962/13827970/03276fd5-af30-4163-b5fc-f5cfdf48a804-w_720.png)
Kilde: www.statistikbanken.dk/BIL55
26 pct. af de nye leasingbiler i 2023 var elbiler mod 3,8 pct. i 2020
Ser vi på fordelingen af leasingbilerne på drivmidler, er elbilernes andel steget fra 3,8 pct. i 2020 til 25,7 pct. i 2023. Stigningen modsvares af en nedgang i benzinandelen fra 61,0 pct. til 51,0 pct. og en nedgang i dieselandelen fra 29,7 pct. til 12,3 pct. Plugin hybriderne udgjorde 11,0 pct. af de leasede biler i 2023 mod 5,4 pct. i 2020.
13,4 pct. af alle privatleasede elbiler i perioden 2020-2023 ’bor’ i Københavns Kommune
Ser man på, hvor de nye privatleasede elbiler ’bor’, havde 13,4 pct. af de 16.300 leasede elbiler i perioden 2020-2023 en bruger med adresse i Københavns Kommune. Dernæst følger Aarhus Kommune med 5,8 pct., Gentofte Kommune med 4,5 pct., Rudersdal Kommune med 3,3 pct. og Aalborg Kommune med 3,1 pct. Det er nogle markant større andele end fordelingen af de købte elbiler – 74.900 – hvor 6,1 pct. var i København, 1,2 pct. i Århus, 0,8 pct. i Gentofte og 0,4 pct. i Rudersdal og Aalborg.
Hvis vi i stedet kigger på den andel, som privatleasede elbiler udgør af de privatleasede biler i kommunerne i samme periode, er der betydelige forskelle. Mens landsgennemsnittet er 15 pct., kører mere end 20 pct. af de leasede biler på el i Favrskov, Samsø og Lejre Kommuner, mens det samme kun gør sig gældende for omkring 10 pct. af de leasede biler i Brøndby og Rødovre og Langeland Kommune.
Andel af eldrevne leasingbiler af alle leasingbiler, 2020-2023
![null](https://via.ritzau.dk/data/images/public/3274962/13827970/f5ea40a8-330b-468a-9eca-06a06a893313-w_720.png)
Kilde: Særkørsel på baggrund af Danmarks Statistiks bilregister. En ny leaset bils geografiske placering er opgjort ved brugerens hjemkommune ved første registrering af den nye bil.
Husholdninger leaser flest SUV’er
Inddeler man de leasede biler i husholdningerne på segmenter, så viser tallene, at 44,9 pct. af de leasede biler i 2023 var SUV’er, og 24,2 pct. var af størrelsen small. De to segmenter er også de største, når vi ser på, hvilke segmenter husholdningerne købte sidste år. Her var tallene for SUV og small hhv. 57,8 og 14,7 pct.
Fordeling af købte og leasede biler i husholdninger på segmenter i 2020-2023
![null](https://via.ritzau.dk/data/images/public/3274962/13827970/8bdab8f5-e8bf-409b-ac2c-4d91bf01c7c3-w_720.png)
Kilde: Særkørsel på baggrund af Danmarks Statistiks bilregister.
Kilder og fakta: Opgørelserne er foretaget fra Danmarks Statistiks bilregister og Erhvervsregistret. Se mere i statistikdokumentationen og på emnesiden. Segmentinddelingen af personbiler foretages primært ud fra en vurdering af køretøjernes dimensioner (længde, bredde og højde), men vægt, motoreffekt og udstyr samt anvendelse mv. kan også spille ind.
Nøgleord
Kontakter
Hvis du har spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at kontakte Søren Dalbro på telefon 2935 7460 eller mail sda@dst.dk.
Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Indvandrere og efterkommere fordeler sig forskelligt geografisk3.7.2024 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Andelen af indvandrere og efterkommere varierer mellem kommunerne, og forskellige oprindelseslande dominerer i forskellige dele af landet. Fx er Ukraine det dominerende oprindelsesland i en gruppe nord- og midtjyske kommuner, mens Tyrkiet er det dominerende oprindelsesland i midt- og nordsjællandske kommuner.
En tredjedel af årets cykeltyverier sker om sommeren1.7.2024 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommeren er højsæson for cykeltyverier, og politiet modtager næsten en tredjedel af årets anmeldelser i 3. kvartal. Set over en lang årrække anmeldes der samlet set færre cykeltyverier, men niveauet er nu lidt højere end før COVID-19.
Kulturforbruget tager endnu et nøk opad14.6.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Befolkningens kulturforbrug inden for næsten alle kulturområder er steget i forhold til året før, viser den nye publikation ’Kultur 2022/2023’ fra Danmarks Statistik. På flere kulturområder er niveauet dog lavere end før COVID-19.
Unge oplever i højere grad hadtale og fake news end resten af befolkningen6.6.2024 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere blandt de unge mellem 16 og 24 år har mødt hadtale og fake news online end i resten af befolkningen. Forklaringen kan blandt andet ligge i, at de unge i højere grad er på sociale medier. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Udsatte børn og unge: Halvdelen har ikke en uddannelse ud over grundskolen3.6.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
51 pct. af personer fra årgang 1992, som har modtaget en social indsats, mens de var barn eller ung, havde ingen uddannelse ud over grundskolen i 2022. Blandt resten af årgangen var andelen 10 pct. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, som dykker ned i årgang 1992’s uddannelsesniveau, indkomst, tilknytning til arbejdsmarkedet og medicinforbrug i 2022.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum