Ingeniørforeningen, IDA

Cyberværnepligt kan gøre Danmark mere robust

Del

Der er brug for en udvidet og forbedret cyberværnepligt, som kan bidrage til at styrke den kritiske infrastruktur mod fjendtlige cyberangreb, mener IDA og Industriens Fond.

Partierne bag den nye forsvarsaftale bør hurtigst muligt gøre alvor af planerne om at øge antallet af cyberværnepligtige, som kan komme til at spille en vigtig rolle i at sikre den kritiske infrastruktur mod fjendtlige cyberangreb.

Sådan lyder det fra Ingeniørforeningen IDA og Industriens Fond, som i forvejen driver et Fast Track-projekt, der efteruddanner kvinder med flygtningebaggrund samt neurodivergente og ledige akademikere til at kunne håndtere cybersikkerhed i små og mellemstore virksomheder.

”Cyberværnepligten er en oplagt mulighed for at uddanne flere unge til at mestre grundlæggende cyberkompetencer, som er stærkt efterspurgt i samfundet. I dag er krig og konflikt meget mere end krudt og kugler. Hvis vi bliver ramt af et massivt cyberangreb fra en fjendtlig stat, kan en lang række kritiske funktioner i vores samfund blive fuldstændig lammet”, siger Laura Klitgaard, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA.

Hun peger på, at samfundet er så gennemdigitaliseret, at driften af alt fra hospitaler og energiforsyning til betalingssystemer og kollektiv transport kan blive alvorligt påvirket af cyberangreb.

Sidste år blev den kritiske infrastruktur på hele energiområdet således ramt af det hidtil mest omfangsrige cyberangreb, som var tæt på at slukke for el, vand og varme for flere end 100.000 danskere.

Malene Stidsen, der er programchef for cybersikkerhed i Industriens Fond, som også står bag cyberlandsholdet, peger på, at de cyberværnepligtige efter endt uddannelse kan bidrage til at styrke cybersikkerheden i det civile samfund og i erhvervslivet.

”Hvis vi skal øge samfundets og virksomhedernes robusthed over for den voksende cybertrussel, kræver det adgang til flere cyberkompetencer. En styrket cyberværnepligt, der bygger på den nyeste viden, og som også orienterer sig mod cybertrusler uden for forsvaret, vil være en vigtig løftestang til at hæve sikkerhedsniveauet til gavn for hele samfundet”, siger Malene Stidsen.

Forsvarsaftalen lægger op til en evaluering af den eksisterende cyberværnepligt for at sikre, at uddannelsen har bredere fokus end det rent militære og også inddrager cybersikkerhed i den civile infrastruktur.

IDA og Industriens Fond opfordrer til, at cyberværnepligten fremover tilrettelægges, så den appellerer til flere unge mennesker end i dag, hvor man først skal aftjene fire måneders normal værnepligt.

”Det er vigtigt, at flere unge får lyst til at blive cyberværnepligtige. Det gælder også unge med et handicap eller andre udfordringer, som udelukker dem fra den traditionelle værnepligt. Måske er der ikke behov for, at alle skal kunne marchere tyve kilometer med tung oppakning, hvis deres evner er bedst brugt på cyberforsvar”, siger Laura Klitgaard.

Kontakter

Ole Hoff-Lund, presserådgiver i IDA, telefon 26 83 81 84
Anders Brandtoft, presse-og kommunikationschef i Industriens Fond, telefon 31 12 27 43

Følg pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye