Københavns Kommune gør status i kampen mod social dumping
Københavns Kommunes indsatsteam mod social dumping gennemfører hvert år over 600 kontroller af løn- og arbejdsvilkår blandt kommunens leverandører. I 2023 førte det til krav om efterbetaling af løn til 112 medarbejdere, viser ny årsrapport.
Når man udfører arbejde for Københavns Kommune, kræver kommunen, at man tilbyder ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Derfor gennemfører kommunens indsatsteam årligt over 600 kontroller blandt de virksomheder, der udfører arbejde for kommunen. Kontrollerne dækker både over fysiske besøg på arbejdspladser og dokumentkontroller af specifikke medarbejderes løn- og arbejdsvilkår.
Nu viser en ny årsrapport, at kommunens indsatsteam mod social dumping i 2023 fandt overtrædelser i over halvdelen af de færdigbehandlede dokumentkontroller, hvor der var en konkret mistanke. Overtrædelserne dækker primært over medarbejdere, der er blevet underbetalt.
”Vi vil ikke acceptere, at virksomheder, der udfører opgaver for Københavns Kommune, udsætter deres medarbejdere for lønsnyd - ét tilfælde er ét for meget. Derfor arbejder vores indsatsteam hver dag for at sikre ordentlige vilkår, og jeg er glad for, at vores kontroller igen i år opdager leverandørernes brodne kar og sikrer efterbetaling til de medarbejdere, som er blevet snydt. Det vidner om en effektiv og nødvendig indsats,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
Overtrædelserne har medført et krav om efterbetaling af løn på cirka en halv million kroner fordelt på 112 medarbejdere. Kravet forventes dog at vokse, i takt med at en række uafsluttede sager færdigbehandles.
Hotline som redskab og ny tendens blandt styringsentreprenører
Indsatsteamet har igennem de seneste seks år indsamlet data om overtrædelsessagerne, og årsrapporten dykker også ned i nogle af tendenserne gennem årene.
En af de tendenser er, at især styringsentreprenører er overrepræsenteret i overtrædelsessagerne. Ved store byggesager fungerer styringsentreprenører som projektledere, der udliciterer alt bygge- og anlægsarbejde til underleverandører. Men blandt netop styringsentreprenører er der altså en højere andel overtrædelser sammenlignet med øvrige hovedentreprenører i samme branche. Derfor planlægger indsatsteamet at intensivere sit fokus på dette område i 2024.
Derudover kan der også ske social dumping hos underleverandører. Længere nede i leverandørkæden, kan det nemlig være sværere at opdage. Derfor er et af de centrale redskaber i kommunens indsats en hotline, som kan benyttes af alle, der oplever eller har mistanke om urimelige arbejdsvilkår eller social dumping.
I 2023 modtog indsatsteamet 30 tip på hotlinen – særligt de interne tip i kommunen har været værdifulde i 2023 og vidner om, at indsatsen er blevet integreret bredt i kommunen.
De 30 tip fra både interne og eksterne kilder gav anledning til at gennemføre 72 dokumentkontroller. Det svarer til, at godt en fjerdedel af det samlede antal dokumentkontroller gennemføres på baggrund af tip.
Fakta
- Københavns Kommune har siden 2011 sat ind mod social dumping med klausuler i kommunens kontrakter med krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold for leverandørernes medarbejdere. Siden 2018 har et internt indsatsteam kontrolleret arbejdsforholdene hos kommunens leverandører.
- I 2023 gennemførte indsatsteamet mod social dumping 611 kontroller af arbejdsklausulen og uddannelsesklausulen. Kontrollerne fordelte sig på 177 screeningsbesøg, 281 dokumentkontroller, som sker på baggrund af en konkret mistanke, 119 uddannelseskontroller og 34 rekognosceringer. Dokumentkontroller og screeningsbesøg udgør tilsammen 458 af de 611 kontroller.
- Over halvdelen af indsatsteamets kontroller i 2023 er foretaget inden for bygge- og anlægsbranchen. I 2023 har renhold- og rengøringsbranchen også været genstand for en omfattende kontrolindsats.
- Styringsentreprenører udgør ca. 19 pct. af alle større bygge- og anlægskontrakter (målt på kontraktsum), som indsatsteamet har kontrolleret igennem årene, men udgør samtidig årligt i gennemsnit 39 pct. af det samlede efterbetalingskrav inden for branchen. For 2023 er tallet 45 pct.
- Når indsatsteamet finder tegn på social dumping, går teamet først i dialog med arbejdsgiver og giver mulighed for at bringe orden i forholdene. Drejer det sig om underbetaling, bliver der rettet krav til hovedleverandøren om, at de berørte medarbejdere bliver efterbetalt. Indsatsteamet stiller både krav om, at der bliver rettet op bagudrettet, samt at der rettes op fremadrettet i hele den resterende kontraktperiode. Sker det ikke, kan kommunen kræve en bod og i sidste ende opsige kontrakten.
Nøgleord
Kontakter
Kontakt til overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via chefkonsulent Daniel Branislav Christensen, tlf. 2310 6247
Links
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
København får spritny svømmehal, botilbud og plejehjem19.12.2025 07:15:00 CET | Pressemeddelelse
Københavns Borgerrepræsentation har vedtaget lokalplan, der baner vejen for et ambitiøst byggeprojekt med svømmehal, botilbud og plejehjem ved Lyngbyvej på Østerbro.
Nyt værktøj skal være med til at halvere CO₂-udledningen i Københavns Kommunes nybyggeri9.12.2025 15:01:17 CET | Pressemeddelelse
For at halvere CO₂-udledningen i nybyggeri tager Københavns Kommune et nyt værktøj i brug fra starten af 2026. Der er allerede et samarbejde med Aarhus Kommune om værktøjet, og på sigt kan det også komme andre kommuner til gavn.
Så meget mere skal førstegangskøbere nu have op af lommen for at købe bolig i København8.12.2025 12:39:27 CET | Pressemeddelelse
Førstegangskøbere skal nu mindst tjene 900.000 kr. om året for at låne til en bolig på 60 m² i København - hele 22 procent mere end i 2024. Det viser Københavns Kommunes årlige boligredegørelse. Den konkluderer blandt andet også, at der er behov for 77.000 nye boliger i byen frem mod 2060, og knap hver anden ung udenfor byen drømmer om at flytte til København.
Konstituering vedtaget i København: Sådan ser den nye Borgerrepræsentation og de forskellige fagudvalg ud5.12.2025 16:15:39 CET | Pressemeddelelse
Sisse Marie Welling (SF) er nu overborgmester i København. Her er de 55 medlemmer af den nye Borgerrepræsentation og de forskellige fagudvalg.
Ny rapport: Sådan kan trygheden øges på københavnske stationer3.12.2025 13:34:17 CET | Pressemeddelelse
Københavnerne føler sig generelt mere trygge end nogensinde før, men stationer og stoppesteder er fortsat de steder, som flest københavnere angiver som mest utrygge. Nu ligger en ny rapport klar med konkrete anbefalinger til, hvordan trygheden kan styrkes på og omkring fire stationer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum