Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Rodinia henter ny kapital til at løse tøjindustriens overproduktion

Del

Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, og Climentum Capital investerer 22 mio. kr. i den danske Tech-startup Rodinia Generation, der har udviklet et produktionskoncept, der kan revolutionere tøjindustrien. Investeringen skal sætte skub i nye markeder.

Rodinias stifter Trine Young har fået investeringer på 22 mio. kr. til international udbredelse af sine mikro-tøjfabrikker.
Rodinias stifter Trine Young har fået investeringer på 22 mio. kr. til international udbredelse af sine mikro-tøjfabrikker. Foto: Jeppe Carlsen

Selvom bæredygtighedskrav til den globale tøjindustri vokser, er det svært for den at omstille sig. Produktionen sker i vid udstrækning fortsat i unødvendigt store mængder i lavprislande, hvor transport, helbredsskadelige kemikalier og et stort vandforbrug er med til at gøre industrien til den fjerde mest miljøbelastende i verden.

Det vil den københavnske Tech-startup Rodinia Generation gøre op med - og det har de fået en investering på knap 22 mio. kr. til. Bag investeringen står EIFO og Climentum Capital. 

Et nyt paradigme for tøjindustrien

”Det bør kun være muligt at fremstille tøj, når det rent faktisk bliver købt, og uden at skulle transportere det fra den ene ende af planeten til den anden og forårsage alle mulige skader på mennesker og miljøet undervejs," siger Rodinias grundlægger og administrerende direktør, Trine Young.

Hun peger på, at traditionelle tøjfabrikker kræver et areal på 2.000 m² og bruger næsten 150 millioner liter vand til at producere 700.000 stykker tøj. Rodinia kan med deres mikrofabrik-koncept producere den samme mængde på kun 200 m², uden brug af vand samt reducere tøjets CO2-aftryk med 40 pct.

"Siden 2021 har vi haft vores første mikrofabrik kørende midt i København. Vi tillader kun miljøvenlige certificerede kvalitets tekstiler, som vi farver, hærder og udskærer i en automatiseret proces, helt uden brug af vand og farlige kemikalier. Derefter får vi tøjet syet lokalt," siger hun videre og påpeger, at det er et paradigmeskifte i en branche, der i dag forsøger at pynte på en forældet forretningsmodel, hvor man designer, fremstiller og derefter sælger varen. 

"Investeringen skal kickstarte et helt nyt paradigme for modebranchen, hvor man kan designe, sælge og derefter fremstille tøjet ”just in time” tæt på sit marked."

Mikrofabrikker er 19 gange hurtigere

”I dag går der ni måneder fra design til salg. Vi har forkortet produktionsprocessen til under to uger og i visse tilfælde endda helt ned til 48 timer, afhængig af tøjets type og volumen. Det giver mulighed for, at tøjmærkerne hurtigt kan tilpasse produkterne – og endda sælge dem, før de er fremstillet,” siger Trine Young.

Konceptet har givet Rodinia en SDG Tech Award i 2023, men det har også vakt interesse hos flere store internationale brands, som fx Hummel, der allerede er kunde hos Rodinia.

“For Hummel er det en ny og innovativ måde at fremstille tøj på, som også imødekommer en stigende efterspørgsel i markedet. Samtidig giver det os en unik mulighed for at rykke produktionen tættere på og levere endnu hurtigere til vores kunder uden at gå på kompromis med den høje kvalitet. Derfor ser vi også rigtig store muligheder i det her samarbejde, som vi glæder os til at udforske nærmere i de kommende år,” siger Andreas Kattenhøj, der er produktudvikler hos Hummel.

Ny kapitalrunde skal give international ekspansion i de kommende år

Rodinias ambition er, at flere mikrofabrikker skal etableres på det europæiske marked, og senere i USA, ligesom virksomhedens organisation skal udbygges.

“Vi ser en fremtid, hvor et netværk af mikrofabrikker fremstiller tøj for forskellige tøjmærker på deres respektive markeder. Det er gået rigtig stærkt det sidste års tid, og nu er det blevet tid til at udvide til andre markeder. Det er derfor essentielt, at vi har fået EIFO og Climentum Capital ind i ejerkredsen,” forklarer Trine Young.

Potentialerne for tøjindustrien fik investorkronerne op af lommen

Rünno Allikvi, der er investment manager i EIFOs Green Transition-team, er begejstret for potentialerne for tøjindustrien:

”Vi investerer i Rodinia, fordi EIFOs ambition netop er at understøtte virksomheder, der kan gøre en forskel. Rodinia gør det muligt at mindske overproduktion af tøj, reducerer vand- og kemikalieforbrug og fjerner behovet for transport over store distancer. De mindsker drivhusgasudledninger og forurening fra tøjindustrien. Det er ikke bare et potentiale for klimaet, men også et forretningsmæssigt bidrag til industrien,” siger Rünno Allikvi, der på vegne af EIFO er trådt ind i Rodinias bestyrelse.

Hos Climentum Capital hæfter General Partner Stefan Maard sig ved den dataopsamling, der er forbundet med Rodinias teknologi:

”Som en artikel 9 fond er vi meget imponerede over Rodinias evner til gennemskueligt at opsamle og behandle data fra deres produktionsenheder, uanset hvor i verden de måtte være. Dermed får modeindustrien ikke bare stor gavn af Rodinias højeffektive teknologi til produktion af små serier, de får også en optimal dataopsamling, der vil få stor betydning for deres bæredygtighedsrapportering, i takt med at kravene øges,” siger Stefan Maard.

Om Rodinia Generation

Rodinia Generation er en dansk Tech-startup, hvis målsætning er at gøre modebranchens fremstillingsprocesser mere tidssvarende og bæredygtige.

Rodinia Generation er stiftet af designer Trine Young i 2017. Efter en årrække i den traditionelle modeindustri bl.a. med ansvar for print og forsyningskæder, besluttede hun at udvikle eget skalérbart produktionskoncept baseret på innovativ software og hardware. 

Rodinia’s vision er at operere et netværk af automatiserede mikrofabrikker, der fremstiller tøj on-demand, tæt på forbrugeren, i præcis de mængder der er solgt. Rodinias egen software indsamler og behandler produktionsdata fra processen, hvilket gør det muligt for modeindustrien at forbedre sin effektivitet, reducere omkostninger og levere transparent impact-rapportering. Virksomhedens første mikrofabrik i København har været i drift siden 2021 og leverer til flere førende modevirksomheder, herunder sportsmærket Hummel, modebrandet Mads Nørgaard Copenhagen og børnetøjsmærket Wheat, med reduktion af tøjets CO2-aftryk på 40 pct. (jf. mini LCA-Screening foretaget af Impact Forecast) og uden brug af vand i processen.

Rodinias mikrofabrik-teknologi imødekommer således ønsker og krav om:

  • Data drevet produktion (til de stigende krav om bæredygtighedsrapportering)
  • Eliminering af overproduktion vha. nearshore og on-demand produktion
Læs mere på Rodinia Generations hjemmeside
Om Climentum Capital

Climentum Capital er en venture kapital fond med kontorer i København, Berlin og Stockholm. Her investerer de fire General Partners Malin Carlström, Dörte Hirschberg, Morten Halborg og Stefan Maard i europæiske B2B klimateknologiske startups.

Climentum har fokus på virksomheder i de sene Seed-faser og serie A investeringer I de fem sektorer, der genererer mere end 90 pct. af de europæiske udledninger: energi, industri, fødevarer og landbrug, byggeri og transport.

Som en artikel 9 fond har Climentum en dobbelt incitamentsstruktur som baserer sig på både indekserede CO2e-reduktioner og et finansielt afkast.

Climentums portefølje indkluderer bl.a. virksomhederne Qvantum, Aegir og Jolt.

Læs mere på Climentum Capitals hjemmeside

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Rodinias stifter og CEO, beklædningsdesigner Trine Young.
Rodinias stifter og CEO, beklædningsdesigner Trine Young.
Foto: Jeppe Carlsen
Download
Rodinias stifter og CEO, beklædningsdesigner Trine Young.
Rodinias stifter og CEO, beklædningsdesigner Trine Young.
Foto: Jeppe Carlsen
Download
Med hurtig produktion og mulighed for små serier, gør mikrofabrikkonceptet det muligt kun at fremstille den mængde tekstiler, der på forhånd er solgt.
Med hurtig produktion og mulighed for små serier, gør mikrofabrikkonceptet det muligt kun at fremstille den mængde tekstiler, der på forhånd er solgt.
Foto: Robin Nilzon
Download
Med Rodinias teknologi kan CO2e pr. tøjstykke nedbringes med 40 pct. Det fremgår af virksomhedens LCA-analyse.
Med Rodinias teknologi kan CO2e pr. tøjstykke nedbringes med 40 pct. Det fremgår af virksomhedens LCA-analyse.
Download
Trine Young foran mikrofabrikkens automatiserede produktionsanlæg.
Trine Young foran mikrofabrikkens automatiserede produktionsanlæg.
Download
Farverige og flotte designs på øko-certificerede tekstiler i en proces uden brug af vand og helbredsskadende kemikalier.
Farverige og flotte designs på øko-certificerede tekstiler i en proces uden brug af vand og helbredsskadende kemikalier.
Download

Om Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) er danske virksomheders fælles indgang til risikovillig, statslig finansiering.

EIFO er Danmarks nationale erhvervsfremmende bank, investeringsfond og eksportkreditinstitut i én og samme finansielle institution. Vi udnytter synergier på tværs og bidrager med lån, garantier, kautioner, egenkapital- eller fondsinvesteringer til virksomheder, projektudviklere, banker m.m.

EIFO har mere end 5.000 kunder og et samlet forretningsomfang på omkring 150 mia. kr.

EIFO er skabt ved en sammenlægning af EKF Danmarks Eksportkredit, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond i 2023.

Med finansiering baner vi vejen for dem, der tør tænke større. Sammen gør vi Danmark rigere på det, der gør en forskel. 

Læs mere på www.EIFO.dk

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye