Hvem ejer jorden? Og betyder det overhovedet noget?

Af Ulrik Larsen

I ni år har kapitalfonde og andre eksterne investorer haft fri adgang til at købe op i dansk landbrug. Døren åbnede sig, da et bredt flertal i Folketinget vedtog at liberalisere landbrugsloven ganske vidtgående med virkning fra 1. januar 2015. 

Det skete blandt andet med henvisning til, at bedrifterne efterhånden var blevet så store, at der var opstået et behov for at finde en bredere vifte af finansieringskilder. I 2014 havde en gennemsnitlig dansk heltidsbedrift således jordbrugsaktiver (jord, bygninger, m.v.) for ca. 40 mio. kr., svarende til godt en tidobling i forhold til i 1990.

Dertil kom, at finanskrisen havde skærpet kravene til udlån og solvens i finanssektoren. Derfor afskaffede Folketinget blandt andet kravet om, at et selskab kun kan erhverve en bedrift, hvis der er tilknyttet en landmand med bestemmende indflydelse.

Ny statistik skal skabe klarhed over, hvem der ejer jorden

Siden den nye lov trådte i kraft, har investorer fra både ind- og udland købt sig ind i mange danske bedrifter. Sidste år anslog en tværministeriel arbejdsgruppe, at et areal på omtrent 80.000 hektar ud af de samlet 2.600.000 hektar dansk landbrugsjord, dvs. lige godt 3 procent, er på udenlandske investorers hænder.

Opgørelsen er imidlertid behæftet med stor usikkerhed; ikke mindst som følge af, at selskabsloven gør det muligt for selskaber ikke at registrere deres reelle ejere, men blot at registrere medlemmer af deres direktion. Dermed er der fortsat ikke fuldt overblik over, hvordan ejerskabet præcist fordeler sig på hhv. selskaber (såvel danske som udenlandske) og på personligt ejede landbrug.

Men det skal der nu rådes bod på. Således har landbrugs- og fødevareminister Jacob Jensen (V) taget initiativ til, at der etableres en årlig statistik over udenlandsk ejerskab af dansk landbrugsjord, så udviklingen kan følges. Danmarks Statistik er i den forbindelse allerede godt i gang med at samkøre Landbrugsstyrelsens kortdata og Geodatastyrelsens ejerfortegnelse med både CPR- og CVR-registret.

- Vi er lige nu godt i gang med at etablere statistikken. Det gør vi ved at skaffe data fra eksisterende registre, så vi skal ikke indhente oplysninger fra erhvervet, oplyser Troels Pade, der er kontorchef hos Danmarks Statistik.

Målsætningen er, at det herefter så vil kunne gøres op, hvordan landbrugsjorden er ejet – fordelt på såvel selskabs- og ejerform som på nationalitet. Hvordan statistikken skal bidrage til at skabe forøget klarhed om, hvem de reelle ejere er, står imidlertid ikke helt klart.

- Det er korrekt, at vi i statistikken ikke kan korrigere for selskabslovens rammer for registrering, siger Troels Pade og fortsætter:

- Vi anvender udelukkende eksisterende registeroplysninger. Hvis Erhvervsstyrelsens deltagerregister ikke har oplysninger om de reelle ejere, kan vi heller ikke vise det i statistikken. De vil i stedet blive opgjort som ukendt.

14.000 bedrifter står over for et generationsskifte

Med udsigt til, at cirka 14.000 bedrifter – svarende til godt hvert tredje landbrug i Danmark – skal igennem et generationsskifte inden 2030, er man i visse kredse bekymret for, at stadig flere af disse fremover kommer til at ende på eksterne investorers hænder. Bekymringen går bl.a. på, at unge danske landmænd dermed ikke vil få mulighed for at blive selvejende.

Blandt de kritiske stemmer er bl.a. koalitionen ’Hvem Ejer Jorden?’, der er dannet af en række ngo’er og organisationer fra landbruget, som mener, at der mangler gennemsigtighed i forhold til, hvem der ejer den danske landbrugsjord.

Derfor har koalitionen igennem en årrække presset på for, at der fra politisk side bliver oprettet et offentligt tilgængeligt register over, hvor meget landbrugsjord der er ejet af hhv. inden- og udenlandske selskaber og kapitalfonde. Lone Andersen, der er formand for Familielandbruget, er blandt koalitionens stiftere. Og hun, ærgrer sig over, at den nye statistik umiddelbart ikke i alle tilfælde kommer til at kunne afdække, hvem de reelle ejere er:

- Det er utilfredsstillende, at der stadig er et mørketal. Så bliver statistikken jo ikke retvisende. Det undrer mig, at man ikke kan få det med, når vi befinder os i et land, hvor vi opsamler data på alt. Vi mangler i den grad et overblik over, hvem der ejer vores jord. Det er snart ti år siden, at landbrugsloven blev liberaliseret.

Derfor mener jeg også klart, at tiden må være inde til at evaluere, inden det løber løbsk, siger hun og fortsætter:

- I 2015, da landbruget var presset, og den finansielle sektor var ekstra forsigtig, blev loven liberaliseret for at få ny kapital ind. Men hvorfor har vi ikke et register over, hvem der ejer jorden, og hvad den bliver brugt til, for eksempel om den bliver brugt til at producere fødevarer eller til energiproduktion?

Jord er kritisk infrastruktur

Ifølge Lone Andersen er landbrugsjord reelt at betragte som kritisk infrastruktur. Derfor mener hun også, at der følger et særligt ansvar med for både natur, klima, drikkevand og fødevarer, når man ejer jord.

- Danmark ligger et rigtig godt sted, når det kommer til at dyrke fødevarer. Det ejerskab må ikke glide os af hænde. Jeg er bekymret over at se, hvor stærkt det er gået de seneste år med opkøb fra aktører, som har andre interesser end at dyrke jorden.

Hos ’Hvem Ejer Jorden’ mener man, at udenlandsk ejerskab af dansk landbrugsjord ligefrem kan hæmme den grønne omstilling af landbruget. Lone Andersen peger i den sammenhæng på, at projekter med udtagning af lavbundsjorder f.eks. ofte er drevet af lokale dynamikker, der let bliver sat ud af spil, når ejerne ingen tilknytning har til lokalområdet.

Det gælder også projekter med f.eks. skovrejsning, etablering af vådområder og øvrige multifunktionelle løsninger i forhold til klima, miljø og natur. Lone Andersen vurderer samtidig, at også det kommende generationsskifte i dansk landbrug risikerer at komme til at lide under den frie adgang for udenlandsk kapital.

- Jeg synes jo, at vi skal hjælpe vores unge danske landmænd i gang. Men jeg kan også godt forstå, at sælgeren, som jo skal have en vis pris og ikke kan få det fra den unge, siger ja til bud udefra. Dansk jord er betydeligt billigere end for eksempel tysk og hollandsk jord, og er en ret sikker investering. Derfor er det også logisk, at udlændingene slår til, når døren står helt åben. Jeg håber derfor, at en statistik over, hvordan ejerskabet fordeler sig, kan få vores politikere til at overveje, om vi har åbnet for meget op.

Er det overhovedet vigtigt at kende ejerskabet?

Michael Friis Pedersen er seniorrådgiver på Københavns Universitet ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, hvor han bl.a. forsker i udviklingen i både de finansielle forhold og i ejerforholdene inden for dansk landbrug. Og han vurderer, at vi generelt har ganske god viden om ejerskabet.

- De personligt ejede ejendomme har vi styr på. Måske er der 10 procent, som vi ikke helt ved, hvem ejer. Det kan både være udenlandske og danske selskaber, hvor ingen er registreret som reel ejer, hvis ingen har en ejerandel på over 25 procent, der er kravet for at blive registreret som reel ejer af selskabet.

Men i forhold til generationsskifte ser jeg det ikke som et problem. Tværtimod kan en sådan investor hjælpe den unge landmand i gang, som vi for eksempel har set det med AP Pension, bemærker Michael Friis Pedersen.

I det hele taget køber han ikke præmissen om, at det skulle være problematisk, at vi i Danmark ikke har fuldt overblik over, hvem der ejer landbrugsjorden.

- Altså, vi ved jo heller ikke, hvem der ejer Novo Nordisk. Er det et problem? Vi skal ikke frygte, at det meste jord hen over natten kommer på udenlandske hænder. I gennemsnit er det cirka 5 procent af jorden – eller cirka 130.000 hektar – der handles om året, hvoraf det meste stadig ender på danske hænder.

Michael Friis Pedersen påpeger derudover, at over halvdelen af de 80.000 hektar, der i fjor blev anslået at være på udenlandske hænder, tilhører landmænd, som er bosat i Danmark, men som er statsborgere i andre lande.

Typisk er der ifølge ham tale om hollandske mælkeproducenter, som slog sig ned i Danmark, før landbrugsloven blev liberaliseret, og som også bidrager positivt til lokalsamfundet.

Eksterne investorer kan bane vej for de unge

Michael Friis Pedersen medgiver, at liberaliseringen af landbruget har givet eksterne investorer – både danske og udenlandske – bedre adgang til at købe jord, hvilket har været med til at presse prisen på jord i vejret og udsætte de unge landmænd for større konkurrence.

- Omvendt indebærer det også, at dem, som skal låne dig pengene, er mere sikre på, at andre står klar til at tage over, hvis du går konkurs. Det kan betyde, at långiver måske er mere velvilligt indstillet over for dig, fordi andre nu har lov at købe konkursboet og dermed minimere långivers risiko for tab.

Dog ser han frem for alt effekten af liberaliseringen være den, at jordprisen er blevet mere stabil, end den ellers ville have været.

- Op til finanskrisen var det blevet lettere at låne penge, hvilket pressede jordprisen op. Da krisen så kom, kunne landmændene ikke længere låne. Hvis kun landmænd med selveje har lov at købe jord, og de ikke kan låne så mange penge mere, falder jordprisen. Jorden er landmændenes vigtigste aktiv. Så når prisen falder, daler egenkapitalen også, og deres gældsprocent stiger eksplosivt. Den landmand, som er solvent den ene dag, er ikke solvent den næste. Det er en selvforstærkende proces, forklarer Michael Friis Pedersen og tilføjer:

- At der nu er adgang for andre købere end traditionelle landmænd, gør det mindre sandsynligt, at prisen falder meget voldsomt. Det er en kæmpe fordel for erhvervet. Jeg siger ikke, at det er blevet nemmere at etablere sig for en ung landmand, men hvis du er etableret, er du mere sikker nu.

En bedrift kan overtages i bidder

Michael Friis Pedersen mener ligefrem, at den ændrede ejerstruktur kan blive en fordel for unge landmænd, som gerne vil i gang med at drive landbrug.

- Du kan tænke generationsskifte af driften eller af aktiverne. I andre industrier begynder du jo heller ikke med at købe hele fabrikken, hvis du er direktør og gerne vil være ejer. Du kan købe den i bidder i takt med, at den og din formue, udvikler sig, siger han og fortsætter:

- En fond, der køber jord, vil typisk gerne have nogen til at passe jorden. Det er der masser af karrieremuligheder i for unge landmænd. Jeg tror også, at mange unge faktisk gerne vil være i et landbrug uden at løbe en meget stor økonomisk risiko. Du kan have et godt og vellønnet job uden at skulle være nervøs for, hvad jordprisen gør for din egenkapital.

Om de eksterne investorer er danske eller udenlandske, gør samtidig ikke nogen forskel for Michael Friis Pedersen. For ham er det derimod afgørende, at erhvervet har fået adgang til kapital udefra.

- Nationaliteten er ligegyldig. Det er jo heller ikke nyt, at udlændinge køber landbrug i Danmark. Hvis det endelig skulle være et problem, så er det vel også problematisk, at danskere i realiteten ejer mere jord i udlandet end udlændinge gør i Danmark? Jeg forstår ikke den bekymring.

Minister: Ny kapital udefra kan hjælpe unge i gang

En bekymring, som landbrugs- og fødevareminister Jacob Jensen har luftet flere gange, er at generationsskiftet i dansk landbrug går trægt. Og her anser han netop udenlandske investeringer for at være et af de redskaber, der kan bane vejen for at få flere unge i gang som kommende ejere eller medejere.

- Danmark er et stolt landbrugsland, og det skal vi blive ved at være. Det kræver, at nye kræfter kan og vil være med til at udvikle landbruget. Vi ser ind i et uundgåeligt generationsskifte. Derfor er jeg meget optaget af, at vi fra politisk side får lavet bedre rammer for ungdommen til at vælge landbruget til.

 Ministeren finder det samtidig vigtigt at sikre den nødvendige kapital til at investere i erhvervet:

- Det må også gerne være investeringer fra udlandet, men vi skal selvfølgelig kunne følge udviklingen i udenlandsk ejerskab af dansk landbrugsjord. Derfor har jeg igangsat et arbejde med at få etableret en fast statistik over andelen af landbrugsjord, som er på udenlandske hænder, oplyser Jacob Jensen.

Det har ikke været muligt inden deadline at få ministerens kommentar til, hvordan statistikken skal kunne afdække omfanget af udenlandsk ejerskab, når selskabsloven gør det muligt for virksomheder ikke at registrere deres reelle ejere.

Danmarks Statistik forventer, at den første statistik vil kunne offentliggøres i løbet af foråret 2024. Den vil dække perioden 2020-2022. Herefter skal der udkomme en ny statistik hvert år.

NY STATISTIK OM EJERSKAB TIL LANDBRUGSJORD

»Der etableres en ny officiel statistik om ejerskab, herunder udenlandsk, til dansk landbrugsjord. Statistikken opgør arealet af landbrugsjord i Danmark og tilknytter nationalitet og selskabsform til ejerskabet. Statistikken opgøres årligt og den første offentliggørelse vil omfatte perioden 2020-2022. Statistikken finansieres af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og udarbejdes ud fra registeroplysninger, dvs. uden nye indberetninger fra erhvervet.« Kilde: Danmarks Statistik: Arbejdsplan 2024.

ÅBEN DØR FOR SELSKABER I DANSK LANDBRUG

»Et aktieselskab, et anpartsselskab, et partnerselskab, et iværksætterselskab, et europæisk selskab (SE), en erhvervsdrivende fond, en alternativ investeringsfond eller et forsikringsselskab kan erhverve adkomst på en eller flere landbrugsejendomme i landzone, hvis en person inden 6 måneder efter erhvervelsen tager fast bopæl på en landbrugsejendom, der ejes af selskabet, fonden eller forsikringsselskabet. Kravet om fast bopæl skal opfyldes i 10 år.« Kilde: Lov om landbrugsejendomme (2015), § 20.

HVEM STÅR BAG KOALITIONEN ’HVEM EJER JORDEN’?

Koalitionen består af organisationerne Regenerativt Jordbrug, Økologisk Landsforening, Andelsgaarde, Den Grønne Studenterbevægelse, Landsforeningen Praktisk Økologi, NOAH, Danmarks Jægerforbund, Greenpeace, Frie Bønder – Levende Land, Familielandbruget og Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur. Kilde: hvemejerjorden.dk.