Assens Kommune

Ny naturoplevelse med vikingevibes indvies ved Haarby

Del

Nu indvies et nyt vådområde, som ikke bare gavner miljø, natur og klima, men hvor du også kan gå på opdagelse og lære noget om vikingerne, som byggede vikingeskibe i Strandby ved Helnæsbugten for ca. 1000 år siden.

Kan man hjælpe natur, miljø og klima og samtidig bevare og fortælle om fortidens vikinger, så besøgende kan gå på opdagelse i Danmarkshistorien? Svaret er ja! Og det er lige nøjagtigt det, som er skabt med det nye naturområde i Strandby, der ligger syd for Haarby.

Fredag den 3. maj 2024 bliver det nye naturområde indviet af minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen, og formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune, Jens Jakobsen.

”Med vådområdet i Strandby demonstrerer vi, hvordan man i tæt samarbejde med lodsejere, lokalforening og museer kan tænke forbedringer af klima, miljø, biodiversitet og kulturhistorie ind i ét og samme projekt, og samtidig skaber vi helt nye oplevelsesmuligheder i lokalområdet”, fortæller Søren Steen Andersen, borgmester i Assens Kommune.

Natur- og vådområdet fjerner kvælstof, så Helnæsbugtens og Lillebælts tilstand forbedres, det højner biodiversiteten og giver samtidig plads til naturoplevelser, friluftsliv og formidling af kulturhistorien.

”Som klimakommune, er vi er stolte af at være én af de førende kommuner i at etablere nye vådområder. Med dette projekt demonstrerer vi yderligere, hvordan man kan kombinere flere formål på én gang. Noget som er nødvendigt, hvis vi skal lykkes med alle de mange interesser, ønsker og behov, der er for at etablere projekter i det åbne land”, fortæller Jens Jakobsen, formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune.

Oplevelser i naturen har haft høj prioritet
Strandby ligger naturskønt syd for Haarby lige ud til Helnæsbugten, og Lillebæltsstien går på tværs af området. Det nye naturområde er lavet i samarbejde med lodsejere, som har ønsket, at det var muligt at naturområdet kunne bruges af lokalbefolkningen og andre besøgende til forskellige formål.

Derfor er der etableret shelter, toiletforhold, madpakkehus, hegn, trampestier og en lang boardwalk over det mest våde område, så interesserede har mulighed for at gå i området. Samtidig er områdets Valkyriesti forbundet til den eksisterende Lillebæltsti i Assens Kommune. På sigt arbejdes der på, at det også bliver muligt at gå på en sti imellem Haarby og Strandby.

Samtidig rummer området mange arkæologiske fortællinger om, hvordan potteskår, jernnagler, glasperler og jernslagger har afsløret, hvordan vikinger har opholdt sig ved Helnæsbugten for at bygge og vedligeholde langskibe, der skulle på handels- og krigstogt i ind- og udland.

”Kulturhistorien bliver mest nærværende, når den kan formidles på det sted, hvor fortidens begivenheder fandt sted. Det bliver således et ekstra perspektiv til vandreturens naturoplevelse ved Helnæs Bugt, når man kan få viden om de vikinger, der slog sig ned her for mere end 1000 år siden for at bygge langskibe og planlægge handels- og plyndringstogter ude i den store verden”, fortæller museumsinspektør på Museum Odense, Mogens Bo Henriksen.

Mindre kvælstof og mere biodiversitet
Strandbyprojektet fjerner årligt 3 tons kvælstof til Helnæsbugten, hvilket bidrager til bedre vandmiljø og vilkår for dyr og planter under vandoverfladen i fjorden. Det reducerer også udledningen af CO2 med ca. 184 tons årligt, og derudover er der skabt markant bedre vilkår for biodiversiteten i hele naturområdet.

I samarbejde med lodsejerne er der sat hegn op, så området kan blive afgræsset af kvæg. Det skal sikre en naturlig vedligeholdelse, så der kan komme lys ind i området, så naturlige planter får mulighed for at udvikle sig til gavn for biodiversiteten generelt.

Jordfordeling er nøglen
Nøglen til, at projektet nu løser så mange forskellige samfundsmæssige udfordringer, er det unikke samarbejde mellem en lang række velvillige lodsejere, Landbrugsstyrelsen og Assens Kommune omkring jordfordeling og synergi tiltag i området.

”Jordfordeling går i sin enkelthed ud på, at jordfordelingsplanlæggeren i samarbejde med lodsejer og kommune forsøger at finde en løsning, hvor landmændenes jord kan indgå i projektet, og hvor landmændene eventuelt tilbydes anden jord, som erstatning for de marker, de afstår”, fortæller teamleder i Landbrugsstyrelsen, Jesper Graversen.

”Vi er så glade for og stolte af, at vi nu kan indvie endnu et naturområde, som gavner på så mange forskellige måder. Det kunne ikke lade sig gøre uden den store velvilje, som vi har mødt hos lodsejerne”, fortæller Jannik Seslef, projektleder i Assens Kommune, og fortsætter:

”Projektet viser tydeligt, at de lokale muligheder som et projekt kan give, er mindst lige så vigtig som den samfundsdagsorden, som projektet bidrager til at løse”.

Du kan også deltage i indvielsen
Indvielsen af det nye område finder sted fredag den 3. maj 2024 kl. 12.30 – 14.00.

Her vil området blive indviet af Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen, og formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune, Jens Jakobsen.

Derefter vil projektleder fra Assens Kommune, Jannik Seslef, fortælle og vise rundt i området.  Vi slutter af ved shelteret med kaffe og brunsviger.

Mødestedet er på parkeringspladsen, Nabben 12, 5683 Haarby. Det vil blive markeret med flag, så det er nemt at finde.

Kontakter

Søren Steen AndersenBorgmesterAssens Kommune

Tlf:29 37 90 65

Jens JakobsenFormand for Miljø, Teknik og PlanudvalgetAssens Kommune

Tlf:29 31 99 40

Mogens Bo HenriksenMuseumsinspektørMuseum Odense

Tlf:20 90 13 18

Jesper GraversenTeamlederLandbrugsstyrelsen

Tlf:21 81 26 34

Jannik SeslefProjektleder i Miljø og NaturAssens Kommune

Tlf:24 90 44 63

Om Assens Kommune

I vores fællesskab er der hjerterum, albuerum og højt til loftet. Vi har plads både til dem, der bidrager til fællesskabet og til dem, der har brug for det. Hos os lever det gode nærdemokrati og aktive medborgerskab.

Følg pressemeddelelser fra Assens Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Assens Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye