Forskere: Motion bør udskrives som medicin til Parkinsons-patienter

Der findes på nuværende tidspunkt ingen farmakologisk medicin, som kan helbrede eller bremse Parkinsons sygdom.

Men på baggrund af en omfattende litteraturgennemgang, der netop er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift JNNP, konkluderer forskere fra Aarhus Universitet, at fysisk træning bør være en væsentlig faktor i behandlingen af Parkinsons-patienter.

”Baseret på den nuværende evidens foreslår vi et paradigmeskifte: Træning bør ordineres individuelt som medicin til personer med Parkinsons sygdom på et tidligt sygdomsstadium - sideløbende med konventionel medicinsk behandling,” siger lektor Martin Langeskov Christensen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Neurologi, Regionshospitalet Viborg.

Han er én af forskerne bag artiklen, som samler og opsummerer de væsentligste studier, der kobler motion og Parkinsons sygdom. Konklusionen er, at træning både kan forebygge sygdomstilfælde, potentielt forsinke sygdommens udvikling og være en effektiv behandling mod en række fremtrædende symptomer.

Kan give livskvaliteten tilbage

Motion er allerede en hjørnesten i rehabiliteringen af Parkinsons-patienter, men forskerne fra Aarhus Universitet understreger, at træning kan have endnu mere grundlæggende fordele, som kan ændre klinisk praksis.

I forhold til forebyggelse er træning en meget potent faktor, siger Martin Langeskov Christensen:

”Evidensen er stærk for, at moderat til højintens fysisk aktivitet nedsætter risikoen for at udvikle Parkinsons markant – på tværs af de eksisterende studier finder man, at et højt fysisk aktivitetsniveau kan nedsætte risikoen med helt op mod 25 pct.,” forklarer han.

Evidensen er også stærk i forhold til behandling af en række fremtrædende symptomer, som der ofte ikke findes farmakologisk medicin imod.

”Fx har mange personer med Parkinsons sygdom besværet gang, og det kan træning minimere væsentligt. Det er noget, der kan give livskvaliteten tilbage. Hvis du har svært ved at rejse dig fra stolen, skal du måske fokusere på styrke- eller balancetræning. Hvis du er i risiko for højt blodtryk, skal du lave konditionstræning. Det er vigtigt med en velovervejet træningsplan, for man kan ikke forvente, at den enkelte ved, hvilken træning der forbedrer symptomerne mest muligt,” siger han.

Derfor mener han, at patienter med Parkinsons sygdom bør modtage individualiserede træningsprogrammer med løbende opfølgninger sammen med den farmakologiske medicin.

”Det er et drømmescenarie, at patienter får ordineret motion i et kontinuerligt samarbejde mellem fysioterapeuter, træningsfysiologer, neurologer og andre relevante professioner. Som minimum skal vi have bedre retningslinjer, der anerkender vigtigheden af træning for patientgruppen og giver fuldt opdaterede træningsanvisninger. Rationalet og evidensen er der nu, så på den måde er banen kridtet op,” siger han.

Mindre behov for medicin

Det store spørgsmål er, om træning også har et sygdomsmodificerende potentiale – altså om det kan bremse sygdommen, der gradvist ødelægger hjerneceller med svigt i nervesystemet som resultat.

”Beviserne for, at træning kan bremse sygdommens udvikling, er mindre robuste, selvom det er meget plausibelt. Men Parkinson-forskningen mangler den afgørende biomarkør, der siger noget om sygdomsprogression hos alle patienter. Der er dog meget overbevisende træningsstudier på dyr, som påføres en sygdom, der ligner Parkinsons sygdom - selvom man ikke altid kan sætte lighedstegn mellem de effekter der ses hos dyr og mennesker,” fortæller Martin Langeskov Christensen.

 ”Vi prøver ikke at udråbe en vidundermedicin - du kan ikke bare træne Parkinsons væk. Men studier viser, at mængden af medicin kan stabiliseres, når man træner - eller endda at mindre medicin er nødvendig, hvis man højner aktivitetsniveauet. Derudover ser vi flere studier, der efter træning viser forbedringer i den, for nuværende, bedste markør for sygdomsprogression, nemlig det kliniske testbatteri MDS-UPDRS,” siger han.

Skal man spille fodbold eller styrketræne?

De fleste studier om Parkinsons sygdom og motion undersøger enten effekten af styrketræning eller konditionstræning. I helikopterperspektiv kan man sige, at det hele virker, men på forskellige domæner, forklarer Martin Langeskov Christensen.

”Hvis man har Parkinsons sygdom, skal man lave den træning, man bedst kan lide. Man er ramt på hjernens belønningssystem - de nerveceller der producerer dopamin – så man kan i forvejen have svært ved at motivere sig,” siger han og påpeger, at patienter, som har svært ved at udføre højintensiv træning på grund af komplikationer, stadig kan opnå positive effekter ved fx at deltage i lavintense aktiviteter derhjemme som f.eks. havearbejde eller daglige gåture med hunden.

Der er ingen argumenter for at blive siddende i stolen, understreger forskeren.

”Når man har en neurologisk sygdom som Parkinsons, kan man have fatigue - en overvældende følelse af træthed, som man ikke kan sove fra. Hvis man lider af det, skal man vide, at det potentielt kan forværres i opstartsfasen, når man skruer op for træning. Men sklerosestudier viser, at træning faktisk kan hjælpe på fatigue, og vi har nye studier på vej, der handler om, hvad træning gør ved træthed hos Parkinson-patienter,” siger han.

”Kernebudskabet er, at det er bedre at gøre noget, for fordelene opvejer langt de potentielle ulemper. Træning er en sikker, billig, lettilgængelig og ikke mindst effektiv intervention for mennesker med Parkinsons sygdom, og fra studier i den generelle population ved vi, at det samtidig reducerer risikoen for følgesygdomme som forhøjet blodtryk, diabetes og knogleskørhed.”
 

Bag om forskningsresultatet

• Studiet er et review med referencer via søgninger i PubMed mellem 1969 og februar 2023, og via referencer fra relevante artikler. Forskerne har brugt kombinationer af de medicinske emneoverskrifter 'Parkinsons sygdom', 'motionsterapi', 'fysisk aktivitet', 'motion' og 'træning'.
• Samarbejdspartnere er professor Ulrik Dalgas og lektor Lars Hvid fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet og professor Erika Franzén fra Karolinska Instituttet i Sverige.
• Læs den videnskabelige artikel:  https://doi.org/10.1136/jnnp-2023-332974 eller jnnp.bmj.com/content/early/2024/02/28/jnnp-2023-332974.full