Danmarks NaturfredningsforeningDanmarks Naturfredningsforening

Flere gylleulykker bør føre til skrappere krav

Del

En række alvorlige ulykker med gylleudslip får nu Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund til at kræve skrappere krav til opbevaring og håndtering af gylle og andet forurenende biologisk materiale.

Flere gylleulykker er sket, fordi gyllen er blevet kørt ud på vandmættede marker, der ikke kan opsuge gyllen. Istedet er den i store mængder løbet ud i åer og søer, hvor den har forurenet og ødelagt vandmiljøet.
Flere gylleulykker er sket, fordi gyllen er blevet kørt ud på vandmættede marker, der ikke kan opsuge gyllen. Istedet er den i store mængder løbet ud i åer og søer, hvor den har forurenet og ødelagt vandmiljøet. Thyge Nygaard, Danmarks Naturfredningsforening

I sidste uge gik det galt igen med hele to gylleulykker. Ved Mern Å i Sydsjælland - og nær Struer ved Limfjorden, hvor Hummelmose Bæk blev sort af gylle. Begge gange har landmænd kørt gylle ud på vandmættede marker, der ikke kunne suge gyllen. I stedet er den løbet ud i eller nær vandløb og har forurenet naturen.

Rundt om i Danmark er der de seneste måneder sket en række lignende miljøulykker med gylle og andet næringsrigt biologisk affald, der er løbet ud i åer og søer og har slået fisk og andet liv ihjel. Eller har krævet, at beredskabet rykkede ud og hindrede, at det gik helt galt.

Problemerne skyldes især de meget regnfulde våde vintre de seneste år, som ifølge eksperter skyldes klimaforandringer. Det har givet vandmættede marker og overfyldte gylletanke og ført til miljøulykker.

- Det kan have fatale konsekvenser for vandmiljøet, hver gang der sker gylleudslip. Flere steder i landet er det gået galt – andre steder har det været tæt på. Derfor bør der strammes op på kravet til opbevaring og opsyn, når man håndterer store mængder biomateriale, der kan forurene og dræbe naturen, lyder det fra Thyge Nygaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.    

Krav om mere plads i gylletank

Vinterens store regnmængder har gjort markerne så våde, at de ikke kan suge den regn, der er faldet. Markerne ligner flere steder fortsat blanke søer og har generelt været så våde, at landmænd i år først har kunne komme ud med gyllesprederen med måneders forsinkelse.

Flere steder er det sket på fortsat vandmættede marker, hvor gyllen har svært ved at trænge ned i den våde jord. I stedet løber den ud i vandmiljøet, hvor den forurener de i forvejen belastede søer og fjorde.

De våde vintre og marker vil med klimaforandringerne være et tilbagevendende problem. Derfor foreslår Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund bl.a., at kravene til opbevaringskapacitet for gylle hæves med minimum én måned. Så svinebrug skal kunne opbevare 10 måneders gylleproduktion og kvægbrug 8-10 måneders.

- De langt større regnmængder, der følger med klimaforandringerne, kræver større kapacitet alle steder, hvor man opbevarer gylle og andet biologisk affald, der kan forurene vandmiljøet. Derfor skal der stilles krav til, at landets gylletanke bliver opgraderet, så der ikke er risiko for overløb og miljøulykker, lyder det fra Lars Brinch Thygesen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Samtidig foreslår de to organisationer, at der stilles krav om, at alle gylletanke skal overdækkes, så de ikke bliver fyldt med regn, der får gyllen til at løbe over. Lige nu gælder overdækningskravet kun for nyere gylletanke.

Skærpet opsyn med gylle   

Flere miljøulykker sker, når teknik svigter, uden at det bliver opdaget. Til stor skade for det omkringliggende vandmiljø. Bl.a. i Nordjylland, hvor en pumpe uden opsyn svigtede og sendte gylle med 12-15 tons forurenende kvælstof ud i Spøttrup sø. Den har udløb til Limfjorden, hvor kvælstoffet kan forværre det i forvejen meget dårlige vandmiljø.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund bør der strammes op på sikkerheden.

- Både landmænd og virksomheder, der opbevarer og håndterer store mængder forurenende materiale skal sikre, at pumper og andet teknik virker. For konsekvenserne for naturen kan være store, når de svigter, siger Lars Brinch Thygesen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Det er kommunerne, der har tilsynspligten med håndteringen af gylle, og med henvisning til de seneste måneders - og års miljøulykker, mener Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, at kommunerne i deres tilsyn bør skærpe indsatsen for at håndhæve de regler, der kan hindre gylleulykker, og at der ikke må blive set gennem fingrene med forhold, som er på kant med husdyrsgødningsbekendtgørelsen.

- Det er vigtigt, at myndighederne forebygger miljøulykkerne ved en grundig kontrol. Når der fx i bekendtgørelsen står, at man ikke må bringe gylle ud på markerne, når der er fare for vandmiljøet, så skal kommunerne håndhæve den regel, før ulykken sker, og ikke først skride ind, når gyllen er bragt ud på den vandmættede mark og truer med at forurene naturen, siger Thyge Nygaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.   

Nationale myndigheder har intet overblik over gylleulykker

En aktindsigt som DN har foretaget, viser, at Miljøstyrelsen ikke har nogen opgørelse eller overblik over, hvor ofte kommunernes beredskab er rykket ud for at forhindre eller rydde op efter et gylleudslip.

Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund opfordrer derfor til, at kommunerne fremadrettet får pligt til at indberette til Miljøstyrelsen, når det sker. Så vi som samfund får et overblik over miljøproblemets omfang og kan tage hånd om det.

En opgørelse over medieomtale af gylleulykker foretaget af Danmarks Naturfredningsforening via søgning i Infomedia og på danske nyheds-websides, viser, at der blot i de seneste tre måneder (st. februar- st. maj 2024) har været omtale af mindst 19 udslip af gylle og andet lignende biologisk affald, der har forurenet naturen og ofte krævet akut indsats fra det kommunale beredskab.

Samtidig indikerer søgningen på medieomtale af gylleulykker i de seneste år, at antallet af omtalte hændelser er steget. Med omtale af mindst 13 gylleulykker i 2023, mindst 6 omtalte hændelser i 2022 og mindst 7 omtalte hændelser i 2021. Opgørelsen over problemet via mediesøgning er selvklart forbundet med stor usikkerhed, men peger i klar retning af, at problemet er vokset markant med de to meget våde vintre i 2023 og 2024.  

Se herunder oversigt over gylleulykker i perioden st. februar- st. maj 2024 med links i teksten til medieomtale af hver enkel hændelse:

Fakta:

Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund forslag til skrappere krav til gyllehåndtering:

  1. Kravene til opbevaringskapacitet for gylle hæves med minimum én måned. Så svinebrug skal kunne opbevare 10 måneders gylleproduktion og kvægbrug 8-10 måneders.
  2. Krav om at alle gylletanke bliver overdækket.
  3. Skærpet indsats fra kommunerne for at håndhæve reglerne i husdyrsgødningsbekendtgørelsen.
  4. Indberetningspligt til Miljøstyrelsen for kommunerne, når der har været et gylleudslip.

Kontakter

Thyge Nygaard
Landbrugspolitisk seniorrådgiver, Danmarks Naturfredningsforening
Mobil: 31 19 32 55
E-mail: tny@dn.dk

Lars Brinch Thygesen
Natur- og miljøkonsulent, Danmarks Sportsfiskerforbund
Mobil: 40 14 10 77
E-mail: lbt@sportsfiskerforbundet.dk

Claus Garde BergmannPresseansvarlig for hav og fiskeriDanmarks Naturfredningsforening

Tlf:61782480claus@dn.dk

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

Børnefamilier trækker stikket og rykker ud i naturen på Black Friday25.11.2024 10:41:57 CET | Pressemeddelelse

Mens butikker og storcentre holder længe åbent og lokker med timetilbud og lysreklamer på Black Friday, rykker børnefamilier ud i naturen for at finde ro og hygge i aftenmørket. Danmarks Naturfredningsforening inviterer til gratis mørkevandringer flere steder i landet som et alternativt ’Black Friday’-tilbud, der ikke bidrager til overforbrug men i stedet giver smil og røde kinder.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye