Ny park skal danne ramme om mere fællesskab på Aalborg Universitet
I anledningen af Aalborg Universitets 50-års jubilæum har Spar Nord Fonden bevilget knap 6 mio. kroner til realiseringen af Kirstine Roepstorffs værk: Den Galaktiske Fællespark. Nu skal en græsplæne i Aalborg Øst omdannes til et magisk univers, der indbyder til fællesskab for alle i lokalområdet.

I Storbritannien har man i århundreder opført universiteter med unikke campusmiljøer. Og inden årets udgang kan studerende, medarbejdere og gæster på Aalborg Universitet opleve noget tilsvarende.
I anledningen af Aalborg Universitets 50-års jubilæum har Spar Nord Fonden bevilliget knap 6 mio. kroner til realiseringen af kunstner Kirstine Roepstorffs værk Den Galaktiske Fællespark.
Parken bliver anlagt på en i dag vindblæst græsplæne tæt ved Aalborg Universitets bibliotek, og med sine 6000 kvm. skal den fungere som et socialt og foranderligt fritids- og studierum i flere niveauer. Der skal være kroge og hjørner til læsning, samtale og spil i et landskab af træer, frugtbuske, stier, farvestrålende lamper og pavilloner.
Indfrier de studerendes ønske
Den store bevilling kommer i forlængelse af universitetets nye kunststrategi One Campus, der lægger op til, at kunsten på Aalborg Universitet ikke blot skal være udsmykning, men samtidig løse flere større udfordringer på campus.
Som led i udviklingen af strategien er de studerende blevet inddraget. I en række workshops har de tilkendegivet, at Aalborg Universitets campus i Aalborg Øst mangler et sted, hvor man kan mødes på tværs af studieretninger og semestre, og hvor der er plads til at samle mange på én gang.
Rektor Per Michael Johansen er begejstret for, at det nu bliver muligt at indfri de studerendes ønsker, samtidig med at det også kan være til glæde og gavn for områdets mange beboere og gæster:
- På Aalborg Universitet leverer vi verdensførende uddannelse og forskning. Men dialogen med de studerende har vist, at der er vigtige og basale ting, som campus ikke understøtter i sin nuværende form. Aalborg Universitet skal være et godt og attraktivt sted at være studerende, og derfor ser vi med stor glæde frem til, at Den Galaktiske Fællespark bliver realiseret. Det er manifestationen af One Campus – et område, der vil skabe liv og blive et aktivt mødested for studerende og lokale i Aalborg Øst.
Anerkendt kunstner bag ny park
Kunstner Kirstine Roepstorff har tidligere stået bag en række store udsmykningsopgaver og har bl.a. udstillet på Statens Museum for Kunst og Museum of Modern Art i New York. Hun håber, at Den Galaktiske Fællespark kan danne rammen om både intentionelle og spontane møder. Det kan være på parkens amfi-scene eller i en af de mange kroge, hvor man kan trække sig tilbage og snakke mere privat.
- Parken har én slags liv om dagen, og når mørket falder på, tændes de farvede lys, og parken forvandles til et nyt landskab, en kulisse af farver og rum. Et gesamtkunstwerk. Som kunster kan jeg skabe muligheder, tegne rammer og foreslå tempoer, men ønsket er selvfølgelig, at de studerende selv tager over og skaber deres helt egen dynamiske gensidige fælleskabsoase, siger Kirstine Roepstorff.
Hos Spar Nord Fonden, der finansierer parken, passer kunstnerens tanker godt ind i fondens vision om at styrke sammenholdet i lokalsamfundet og gavne store og små fællesskaber.
Fondsdirektør Bo Uggerhøj siger:
- Med Den Galaktiske Fællespark får de studerende et mødested for både socialt og fagligt samvær, som de netop har efterspurgt. Der bliver højt til loftet og mulighed for at tænke stort, tænke nyt og vise omtanke. De studerende kan selv definere indholdet, og de kan mødes på tværs af studieretninger og semestre. Samtidig bliver parken åben for alle i lokalområdet, som frit kan benytte dens forskellige rum. På den måde bliver universitetet og lokalområdet forhåbentlig også bragt tættere sammen.
Kunstprojekt skal lette vejvisningen
Udover Den Galaktiske Fællespark kan de studerende og ansatte på Aalborg Universitet glæde sig over, at yderligere to fonde - Det Obelske Familiefond og Salling Fondene (Købmand Herman Sallings Fond) - har bevilget henholdsvis to mio. kr. og en mio. kr. til realiseringen af yderligere et kunstprojekt på campus.
Det drejer sig om Hesselholdt & Mejlvangs værk Flags of Knowledge. Værket består af farvestrålende flagstænger med flag og vindfløje opsat på busstoppesteder. Målet er, at værket skal gøre det lettere at finde rundt på campus, set i lyset af det meget store areal, som universitetet strækker sig over.
De første spadestik til både Den Galaktiske Fællespark og Flags of Knowledge bliver taget her i foråret.

FAKTA OM DEN GALAKTISKE FÆLLESPARK
Kunstner: Kirstine Roepstorff
Bevilling: 6 mio. kroner fra Spar Nord Fonden
Om værket: Parken anlægges på græsplænen i området mellem Kroghstræde 3 og Bertil Ohlins Vej.
Intentionen med Den Galaktiske Fællespark er at skabe et socialt - og foranderligt fritids- og studierum, som skal være:
- et møde- og hæng-ud sted med masser af kroge og rum til samtaler, spil, leg, læsning, samarbejde og afslapning
- et nyt landskab, hvor man kan gå på opdagelse
- en ny natur, der afskærmer, beskytter, giver plads og nærer sind, nerver, og maver
- en stimulans med biodiversitet til mennesker, dyr og insekter på AAU
Den Galaktiske Fællespark indeholder mange former for kunstneriske greb, som alle er funktionelle kunstværker i deres egen ret. Parken er desuden rig på træer, planter, buske og vilde græsser, hvoraf meget kan sankes, spises og drikkes.
Udover studerende er håbet, at områdets lokale beboere også vil få glæde og gavn af parken.
FAKTA OM FLAGS OF KNOWLEDGE
Kunstner: Hesselholdt & Mejlvang
Bevilling: 2 mio. kroner fra Det Obelske Familiefond og 1 mio. kroner fra Salling Fondene (Købmand Herman Sallings Fond)
Om værket: Flags of Knowledge er et omfattende site-specific forløb af farvestrålende flagstænger med flag og vindfløje.
Formålet er at skabe forbindelse i campusområdet og fremhæve de forskellige lokaliteter, så det er nemmere at finde rundt.
Der er tale om en sammenhængende, men også knopskydende installation, der har til formål at knytte universitetet tættere sammen og understøtte identitet og tilhørsforhold.
Kontakter
Nina HermansenJournalist, AAU Kommunikation og Public Affairs
Tlf:22940459ninah@adm.aau.dkKatrine LøvgaardProjektleder og presseansvarligSpar Nord Fonden
Tlf:92 15 18 10katrine@sparnordfonden.dkKirstine RoepstorffKunstner
info@kirstineroepstorff.netHesselholdt & Mejlvang Studio
Tlf:6072 1997studio@hesselholdt-mejlvang.dkBilleder






Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Ny forskning: "Vi straffer mere, flere og hårdere"1.7.2025 14:15:10 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra AAU har for første gang kortlagt alle ændringer af den danske straffelov siden 1980. Resultatet viser over 900 lovændringer. De fleste ændringer har fundet sted efter år 2000 og har en skærpende karakter.
Forsker: Bonusklubber og nye regnemodeller kan redde den kollektive trafik1.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet vurderer, at det vil koste fire trafikdræbte mere hvert år, når 17-årige i dag får lov til at køre bil uden ledsager. Lektor Laura Bang Lindegaard fra Aalborg Universitet peger på nye økonomimodeller og bonusklubber som tiltag, der kan bringe busser og tog ud af den nedadgående spiral.
Undseelig fisk fra 500 mio. år gammel slægt fundet i stort antal i nordjysk bæk30.6.2025 10:09:54 CEST | Pressemeddelelse
Fisken stammer fra de allerførste hvirveldyr, der kom til verden før dinosaurerne. Navnet er bæklampret, og forskere fra Aalborg Universitet har fundet den lille fisk i stort antal i en nordjysk bæk, hvor den ikke tidligere er fundet.
Ny chatbot hjælper unge med at vælge det rette studie30.6.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forud for ansøgningsfristen til videregående uddannelser på kvote 1 den 5. juli er mange unge i syv sind over deres uddannelsesvalg. Aalborg Universitet præsenterer nu en ny AI-studievælger, som skal hjælpe unge i deres søgen efter den rette karrierevej.
Ny database fra AAU skal hjælpe myndigheder, virksomheder og andre med klimaberegninger26.6.2025 07:01:46 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt gratis værktøj udviklet af forskere fra bl.a. Aalborg Universitet skal gøre det nemmere for en række organisationer at sikre bæredygtighed i deres arbejde
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum