Ny behandling godkendt til brystkræftpatienter
24.4.2024 21:24:44 CEST | Kræftens Bekæmpelse | Pressemeddelelse
Glæde hos patientforeninger og fagfolk: Medicinrådet godkender Enhertu til patienter med HER2-low brystkræft

Medicinrådet har på et møde 24. april anbefalet lægemidlet Enhertu til kvinder med en særlig form for uhelbredelig brystkræft med spredning.
Afgørelsen vækker stor glæde hos patientforeninger og lægelige fagfolk:
- I Kræftens Bekæmpelse er vi lettede og glade på vegne af de kvinder, der nu får adgang til ny behandling. Det betyder alverden for dem og deres pårørende, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Brystkræftforeningen: Vigtigt og rigtigt
Der har herhjemme været stor opmærksomhed om Enhertu. Kvinder har købt sig til behandling, fordi de ikke har kunnet få medicinen i det offentlige sundhedsvæsen, da den ikke har været anbefalet af Medicinrådet.
Medicinen er godkendt til kvinder med HER2-low brystkræft af medicinråd i bl.a. Sverige og Norge. Læger, patientforeninger og kvinder med kræftformen har kritiseret, at man i Danmark har været ringere stillet end kvinder i andre lande.
- Det er en vigtig og rigtig afgørelse til gavn for de kvinder, der har siddet og ventet på, at Enhertu blev godkendt herhjemme. Det er helt urimeligt, at nogle kvinder selv har måttet finde penge til behandling med medicin, som er gratis i vores nabolande. Det har haft store konsekvenser for deres økonomi, og det har skabt ulighed, fordi ikke alle har haft mulighed for at betale af egen lomme, siger Anja Skjoldborg Hansen, formand for Brystkræftforeningen.
Anbefalet af brystkræftlæger
Også brystkræftlægerne er glade for Medicinrådets afgørelse:
- Vi er så glade for, at behandlingen nu endeligt er godkendt i Danmark, så vi også her i landet har mulighed for at give den bedst mulige behandling til vores patienter, siger Ann Søegaard Knop, overlæge og lægelig leder af Onkologisk Klinisk Forskningsenhed på Rigshospitalet og formand for medicinsk udvalg i DBCG (Danish Breast Cancer Group).
På baggrund af overbevisende resultater, der kom i juli 2022, har DBCG allerede skrevet Enhertu ind i deres evidensbaserede retningslinjer for behandling af brystkræft med det forbehold, at medicinen ikke er godkendt. Det forbehold kan nu fjernes.
Anbefalingen gælder for patienter i god almentilstand, i fagsprog kaldet performancestatus 0 og 1. Medicinrådet opfordrer til, at der samles data for behandlingens effekt og bivirkninger og vil om to år se på disse data og vurdere, om anbefalingen fortsat skal være gældende.
Om Enhertu
- Et lægemiddel til behandling af brystkræft af typen HER2-positiv og HER2-low, der har bredt sig
- Indeholder et antistof i kombination med kemoterapi, som infiltrerer og ødelægger kræftceller
- Behandlingen gives via drop i en vene med behandling hver 3. uge
- Med Enhertu lever kvinder med HER2-low brystkræft i gennemsnit omkring seks måneder længere end med den sammenlignede behandling
- Enhertu blev i starten af 2023 godkendt til patienter med brystkræft af typen HER2-positiv
Kontakter
Lise BondesenPressechefKræftens Bekæmpelse
Tlf:+45 31 32 63 53Liseb@cancer.dkOm Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.
Besøg os på Cancer.dk.
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
7 ud af 10 tæller aldrig ugentlige genstande30.5.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvis du ikke kender dit alkoholforbrug, ved du ikke, om det er for højt, advarer Kræftens Bekæmpelse.
Kræftens Bekæmpelse uddeler 122 mio. kr. til kræftforskning28.5.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
52 nye forskningsprojekter skal give bedre kræftbehandling, færre senfølger og mere håb til patienter og pårørende.
Kræftsygeplejersker i hele Europa hædres i dag - i Danmark får de helt særlig hyldest18.5.2026 13:20:51 CEST | Pressemeddelelse
Det er European Cancer Nursing Day, og herhjemme har Kræftens Bekæmpelse tildelt Hædersprisen til sygeplejersker, der gør en forskel for kræftpatienter.
Nyt kæmpestudie: Mænd har over 50 pct. højere risiko for kræftformer, som både rammer kvinder og mænd14.5.2026 13:23:31 CEST | Pressemeddelelse
Studiet viser også, at deres risiko for at dø af kræft er større end kvinders. Kræftens Bekæmpelse opfordrer til politisk handling.
Sygeplejersker modtager Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 202612.5.2026 12:45:59 CEST | Pressemeddelelse
På Dansk Sygeplejeråds Kongres er sygeplejerskerne i dag blevet hædret for deres store indsats for mennesker med kræft.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum