Regionshospitalet Randers fylder 70 år
24.4.2024 09:58:47 CEST | Regionshospitalet Randers | Pressemeddelelse
Da Randers Centralsygehus blev opført i 1954, blev det kaldt ’landets mest moderne’. Med sin smukke beliggenhed på toppen af Østervangsvej samlede det områdets hospitalsfunktioner på samme adresse. Søndag 28. april er det 70 år siden, sygehuset blev indviet.

28. april 1954 kunne Randers By og Randers Amt slå dørene op til et nybygget Randers Centralsygehus, som i forbindelse med åbningen blev kaldt ’landets mest moderne sygehus’ i den lokale presse. Søndag 28. april fylder hospitalet 70 år.
Centralsygehuset, som skulle samle områdets hospitalsfunktioner, var på tegnebrættet allerede i 1935. Projektet blev godkendt og sendt i licitation omkring 1940, men indledningen af 2. Verdenskrig betød, at selve byggeriet måtte udsættes.
I 1948 gik byggeriet i jorden, og efter seks år stod et færdigt hospital med bl.a. 13 sengeafsnit, skadestue, operationsafdeling, røntgenafdeling, blodbank, køkken, vaskeri og administrative funktioner. Byggeriet kostede 28,8 millioner kroner, svarende til knap 550 millioner i nutidskroner.
Flere patienter, færre senge
Sygehuset har gennem årene haft vokseværk både i antal patienter og medarbejdere. I 1954 behandlede og udskrev sygehuset knap 10.000 patienter. I 2023 var der 29.900 akutte indlæggelser og 149.000 ambulante besøg.
Antallet af medarbejdere er vokset fra ca. 500 i 1954 til knap 2000 i 2023.
Indlæggelsen har undervejs ændret karakter. Hvor en indlæggelse i 1954 gennemsnitligt varede 18 dage, så varede den i 2023 2,3 dage. Langt flere patienter behandles i dag ambulant, dvs. uden indlæggelse.
Antallet af sengepladser er i løbet af de 70 år reduceret fra godt 400 til knap 200.
Bygningerne vokser
Vokseværket har også materialiseret sig fysisk. Sygehuset, som siden er blevet til Regionshospitalet Randers, er bygget ud flere gange siden 1985. I 2016 blev sidste del af den nuværende akutbygning taget i brug, og senest blev hospitalets nybyggede sterilcentral indviet i 2022.
Hospitalet har også aktuelle planer om en udvidelse, som i løbet af de kommende 10 år vil rejse sig ved Østervangsvej. Projektet omfatter et nyt byggeri på 19.000 kvadratmeter, som skal rumme operationsafsnit, opvågning, intensiv, fødestuer og neonatalsenge. Byggeriet er netop sendt i udbud.
70 års fødselsdagen markeres med flag og fødselsdagskage til patienter og personale.
Vidste du?
Randers Centralsygehus var i 1955 det første sygehus uden for Aarhus og København, som oprettede en særskilt børneafdeling. Indtil da var børnene indlagt i Medicinsk Afdeling.
Senere indførte Randers Centralsygehus som det første i landet undervisning af indlagte børn. Kommunen ansatte en lærerinde, som underviste børnene et par timer om dagen.
I dag er det nærmest en selvfølge, at indlagte patienter får besøg af deres pårørende. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere mente læger ikke, at det ’fremmede helbredelsen, at patienten havde for mange kontakter med dagliglivet’. Også forældre til indlagte børn har gennem tiden måtte kæmpe for retten til at se deres børn.
Randers Centralsygehus fusionerede i 2003 med Grenaa Centralsygehus.
Med kommunalreformen i 2007 skiftede Randers Centralsygehus navn til Regionshospitalet Randers og Grenaa.
Nøgleord
Kontakter
Mette HeilskovJournalistKommunikation
Tlf:20 42 61 60metgja@rm.dkBilleder




Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers
Hvordan skal fremtidens sundhedsvæsen se ud? Nu får borgerne ordet13.10.2026 08:11:56 CEST | Pressemeddelelse
Hvor langt skal man rejse for at få behandling? Hvordan skaber vi bedre sammenhæng mellem hospital, egen læge og kommune? Og hvilke sundhedstilbud skal være tættere på hjemmet? Den 20. og 21. oktober inviterer Sundhedsråd Kronjylland til dialogmøder i Hadsten og Kolind, hvor borgernes erfaringer og idéer skal være med til at forme Kronjyllands første nærsundhedsplan.
Hjertemedicinsk tilbud på vej til Grenaa Sundhedshus21.9.2026 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. november 2026 kan hjertemedicinske patienter tilknyttet Regionshospitalet Randers få klaret en del af deres udredning i Grenaa Sundhedshus.
Nyt studie: Kontrol efter fjernelse af tarmpolypper kan udskydes med to år17.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et stort, internationalt studie viser, at patienter med forstadier til tyk- og endetarmskræft kan nøjes med fem år mellem kontrollerne i stedet for tre – uden øget risiko for kræft. Det kan både skåne patienterne og frigøre ressourcer i sundhedsvæsenet.
Regionshospitalet Randers klar til næste fase i stort hospitalsbyggeri15.9.2026 08:11:35 CEST | Pressemeddelelse
Mange måneders forberedelser skal nu omsættes til praksis på den store byggeplads i Randers, hvor det nye hospitalsbyggeri, der er blevet døbt Vita, skal stå færdigt i 2033.
Vi er klar til at vaccinere mod covid-19 og influenza fra den 1. oktober14.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De første invitationer er sendt ud med tilbud om at blive vaccineret, og snart følger flere efter. Regionshospitalet Randers er klar på vaccinationscentrene.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum