DI og Dansk Metal: Behov for store ændringer af gymnasiet
24.4.2024 06:58:00 CEST | DI - Dansk Industri | Pressemeddelelse
I dag vælger 7 ud af 10 unge en gymnasial uddannelse efter grundskolen, men det er langt fra det rette valg for alle. Derfor foreslår Dansk Industri og Dansk Metal at tage et opgør med den måde, som gymnasiet i dag er indrettet på.

Dansk Industri og Dansk Metal offentliggør i dag et fælles forslag til en reform af de gymnasiale uddannelser, der dels hæver det faglige niveau, dels tilbyder et ligeværdigt og mere praktisk alternativ til det teoretiske gymnasium.
- Det nuværende treårige gymnasium er i dag det eneste valg for de fleste af de unge, som ikke rigtig ved, hvad de vil. Men det betyder ikke, at det almene gymnasium er et godt valg for dem. Derfor foreslår vi et bredere og mere praksisrettet gymnasium, som med mere varieret undervisning bedre kan løfte rigtig mange unge. Jeg tror, at en stor del af dem vil trives godt i en mere ligelig kombination af praksis og teori. Og på den måde have lettere ved at finde deres rette vej i arbejdslivet bagefter, siger adm. direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen.
Dansk Metal og Dansk Industri foreslår, at der fremover skal være to gymnasiale hovedveje: en treårig boglig uddannelse, der er rettet mod videregående uddannelser, og en toårig uddannelse, hvor det teoretiske kombineres med praksisorienteret undervisning, hvor man kan prøve et fagområde af og tone sin uddannelse i en bestemt retning, uden at det lukker døre.
- Vi anerkender, at gymnasiet er det populære førstevalg for mange efter folkeskolen. Men i dag er der alt for mange unge, som mistrives, fordi de finder ud af, at det ikke er noget for dem. Det er for teoritungt. Med vores forslag bliver der skabt plads til de unge, som har interesse for det praktiske og anvendelsesorienterede og samtidig gerne vil have en gymnasial uddannelse. Jeg håber, det kan inspirere mange af de unge til at vælge en faglært karriere bagefter, siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal.
De to organisationer foreslår, at adgangskravet til det treårige gymnasium hæves til syv, så det faglige niveau bliver højere end i dag og undervisningen kan være mere målrettet og udfordrende for dem, der vil læse en længere videregående uddannelse.
Den toårige gymnasiale uddannelse bliver en mere lige vej mod erhvervslivet via f.eks. en erhvervsuddannelse eller en af velfærdsuddannelserne. Det vil altså blive en vej til et fag og en profession for de 40 procent af gymnasieeleverne, der ifølge en undersøgelse fra VIVE gerne vil have studenterhuen, men også efterspørger en mere praksisorienteret tilgang til en gymnasial uddannelse.
- Der er alt for mange unge, som ikke kommer videre end gymnasiet, og står som ufaglærte. Det er et klokkeklart tegn på, at systemet ikke fungerer, som det skal. Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for den enkelte unge eller fællesskabet. Folketinget er nødt til at tænke nyt, modigt og ambitiøst. Vi kommer til at mangle endnu flere faglærte på arbejdsmarkedet i de kommende år. Derfor er vi nødt til at skrue på de lidt større strukturelle håndtag, hvis vi skal kunne vende den udvikling, siger Claus Jensen.
Med forslaget vil alle døre stadig være åbne for de unge. Men håbet er, at ændringerne vil flytte flere over i et erhvervsrettet uddannelsesspor og tiltrække nye målgrupper – både fra de uafklarede og fra den gruppe, der i dag ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse efter gymnasiet. På den måde løftes det faglige niveau for alle, samtidigt med at det er et trygt sted at være i tvivl, lyder det fra de to organisationer.
- Det er essentielt, at vi ikke bare ser på de gymnasiale uddannelser som en naturlig forlængelse af skolegangen, men som en reel forberedelse og afklaring til livet efter. De ændringer, vi foreslår, vil gøre det muligt for flere unge at blive rustet til at træffe velinformerede beslutninger om deres fremtid. Dette er ikke en lukning af døre, men en åbning mod flere veje og muligheder. Vores forslag vil tilbyde danske unge et bredere gymnasium, som respekterer deres behov og drømme, siger Lars Sandahl Sørensen, der understreger, at det toårige gymnasium ikke lukker de unges mulighed for en lang videregående uddannelse. Det kræver blot et halvt års overbygning.
Du kan læse meget mere om gymnasieudspillet fra Dansk Industri og Dansk Metal her:
https://www.danskindustri.dk/politik-og-analyser/dis-politiske-udspil/det-brede-gymnasium/
Kontakter
Dansk Industri, pressekoordinator Lars Bøgeskov, 22363138, larb@di.dk
Dansk Metal, Rasmus Thye Lynghøj, 30767127, raly@danskmetal.dk
Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Historisk lav tilfredshed: Kommuner skal gøre det lettere at komme på arbejde2.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er frustrerende, når bussen ikke passer med arbejdstiden, cykelruten mangler det sidste sikre stykke, eller trængslen gør pendlingen uforudsigelig. Så når danske virksomheders vurdering af kommunernes indsats for god mobilitet er faldet jævnt siden 2020, bør det være et klart signal til handling, mener landets største erhvervsorganisation DI.
DI: God start på drøftelser med regeringen om USA’s prispolitik på lægemidler28.8.2026 12:52:48 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen har i dag taget fat på drøftelserne om USA’s såkaldte “Most Favored Nation (MFN)”, som er USA’s nye prispolitik på lægemidler. Regeringen har nedsat en taskforce om sagen som havde første møde i dag. MFN kan få alvorlige konsekvenser for danske life science-virksomheder, og derfor mener landets største erhvervsorganisation Dansk Industri (DI), at det er vigtigt, at regeringen kommer med konkrete initiativer for at afbøde de værste følger af reguleringen.
Ny nordjysk alliance vil kæmpe for mere ørenlyd på Christiansborg25.8.2026 17:03:19 CEST | Pressemeddelelse
En historisk bred alliance på tværs af det offentlige og private virksomheder i Nordjylland vil kæmpe for at få markant mere ørenlyd på Christiansborg. Samtlige 11 kommuner, Region Nordjylland, Aalborg Universitet og DI Nordjylland står bag den nye alliance, Nordjysk Vækstalliance. Alliancen vil kæmpe for, at en række konkrete nordjyske udfordringer kommer til at fylde mere i den politiske debat herhjemme. Det gælder f.eks. spørgsmål om investeringer i infrastruktur og elnettet.
Nordjysk Erhvervstopmøde 2026 drøfter landsdelens fremtidige vækst20.8.2026 07:30:00 CEST | Presseinvitation
Nordjysk Erhvervstopmøde samler omkring 700 virksomhedsledere, politikere, forskere, uddannelsesledere og andre centrale beslutningstagere fra hele landsdelen. Topmødet er blevet et af Nordjyllands vigtigste mødesteder for dialog om erhvervsudvikling, vækst og fremtidige rammevilkår. På årets topmøde sættes der særligt fokus på, hvordan Nordjylland kan styrke sin konkurrencekraft og skabe grundlag for vækst og arbejdspladser i de kommende år.
DI: Et stærkt forsvar kræver en stærk forsvarsindustri19.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark og Europa står i den mest alvorlige sikkerhedspolitiske situation i årtier. Derfor er der brug for et stærkere forsvar, men også for en stærkere forsvarsindustri, der kan udvikle teknologi, levere kapaciteter og understøtte Forsvaret. Det kræver et langt tættere samarbejde mellem Forsvaret og danske virksomheder, lyder budskabet fra DI Forsvar og Sikkerhed forud for DALO Industry Days.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum