Tredobbelt OL-medaljevinder udtaget til legene i Paris
Danmarks Olympiske Komité har udtaget Emma Aastrand Jørgensen til OL i Paris til sommer. Kajakroerne vandt sølv i Rio og to gange bronze i Tokyo og er dermed en af Danmarks mest vindende OL-atleter.

Tre OL-medaljer, ni VM-medaljer og otte EM-medaljer. Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensens meritter taler for sig selv. Nu har DIF, som er Danmarks Olympiske Komité, udtaget Emma Aastrand Jørgensen officielt til den danske OL-trup frem mod Paris 2024, hvor hun vil deltage ved OL for tredje gang. Den danske kajakroer glæder sig til at tage til OL med en masse rutine og erfaring i bagagen.
”Jeg har udviklet mig meget siden mit første OL i Rio i 2016. Jeg er blevet ældre, og jeg har lært en masse om at træne og konkurrere. Udover erfaring tager jeg også en masse oplevelser, følelser og minder med. Min far og søster og mine veninder var med i Rio, og det var fantastisk at dele så stor en oplevelse med dem. Hele min familie tager med til Paris, og det betyder meget for mig. Muligheden for at vinde en medalje er der helt sikkert. Jeg vil rigtig gerne vinde guld, men det er jeg jo ikke den eneste, der vil. Så nu handler det om en masse træning og om at være så godt forberedt som muligt. Det er jo vildt motiverende at få chancen for at vinde en medalje og stå på podiet i Paris,” siger Emma Aastrand Jørgensen.
28-årige Emma Aastrand Jørgensen er udtaget i 500 m K1, hvor hun har vundet medalje ved de to seneste OL og senest vandt sølv ved VM i 2023. Siden det store gennembrud med sølv ved OL i 2016 har Emma Aastrand Jørgensen været en fast del af den absolutte verdenstop, og hun er blandt Danmarks største medaljehåb, når det går løs ved legene i Paris.
”Emma var allerede som 18-årig med til at vinde VM-guld i K2 på 1000 m, og siden hun i 2016 vandt OL-sølv i K1 i Rio har hun stået på medaljeskamlen ved samtlige store mesterskaber. Jeg glæder mig meget til at følge Emma til sommer i Paris. Hun er en komplet kajakroer, og hun beviser igen og igen, at hun er i stand til at præstere sit ypperste, når det virkelig gælder,” siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.
Ved OL i Paris til sommer deltager Emma Aastrand Jørgensen ved sit tredje OL, hvor det bliver spændende at følge hende i jagten på mere OL-metal. Med en medalje i Paris vil hun nå op på historiske fire OL-medaljer, hvilket vil gøre hende til Danmarks mest vindende kvindelige OL-atlet.
”Det siger sig selv, at det ville være en historisk præstation. Jeg fulgte Emma ved European Games sidste år. Her vandt hun flere medaljer (to x guld og to x sølv red.) end nogen af de øvrige 4.000 deltagere. Hun er bare en helt særlig atlet, som danskerne skal glæde sig til at følge i Paris til sommer,” siger Søren Simonsen, der er DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris.
Emma Aastrand Jørgensen er udover K1 også udtaget i 500 m K2, hvor hun sammen med Frederikke Hauge Matthisen vandt VM-guld i 2023. Den endelige udtagelse til den anden plads i K2 finder sted efter World Cup i Szeged i maj.
Læs meget mere om OL og det danske OL-hold på www.ol.dk, hvor der også er frie pressebilleder af Emma Aastrand Jørgensen til redaktionelt brug. Følg også ’Danmark til OL’ på Facebook og Instagram for løbende OL-nyt.
Fakta: Emma Aastrand Jørgensen
Født: 30. januar 1996 (28 år)
Sportsgren: Kajak, K1 500 m og K2 500 m.
Klub: Nybro-Furå Kano- og Kajakklub
Bedste resultater: OL-sølv 2016 i K1 500 m, OL-bronze 2021 K1 500 m og K1 200 m
Har tidligere deltaget ved OL 2016 i Rio og 2021 i Tokyo
Nøgleord
Kontakter
Yderligere kommentarer:
Emma Aastrand Jørgensen via Torben Koue, sportschef, Dansk Kano og Kajak Forund: 44122395, tko@kano-kajak.dk
Søren Simonsen, OL-Chef de Mission, DIF: 29420443, sos@dif.dk
Lars Balle Christensen, sportsdirektør, Team Danmark: 25145640, lbch@teamdanmark.dk
Jakob DraminskySouschef / OL-presseansvarlig
Tlf:28893678jdr@dif.dk
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Poul Schmith og dansk idræt forlænger OL-partnerskab6.5.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det stærke partnerskab mellem advokatfirmaet Poul Schmith og dansk bredde- og eliteidræt fortsætter. Efter fire år som olympisk partner for Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark er der nu indgået en ny aftale, som løber frem til og med OL i Los Angeles i 2028.
Medbestemmelse og fokus på sociale relationer: Ekspertgruppe klar med anbefalinger til trivsel i idrætsforeninger6.5.2025 07:29:49 CEST | Pressemeddelelse
Med hjælp fra 13 førende forskere og eksperter på børn og unges trivsel i idrætten offentliggør DIF nu anbefalinger til, hvordan idrætsfællesskaberne understøtter Trivselskommissionens anbefalinger om at fremme børn og unges trivsel. I FC Holte har de med 10 ritualer vist vejen.
Surf & SUP Danmark er Årets Specialforbund 20253.5.2025 13:20:15 CEST | Pressemeddelelse
Surf & SUP Danmark har vundet DIF’s pris Årets Specialforbund 2025. Med i opløbet var også Rugby Danmark og Bordtennis Danmark. Udover æren modtager Surf & SUP Danmark 100.000 kr. og et bidragsbevis fra Klimaskovfonden.
Hans Natorp genvalgt som formand for DIF3.5.2025 12:53:32 CEST | Pressemeddelelse
Formanden for Danmarks Idrætsforbund hedder også de to kommende år Hans Natorp. Det står klart efter forbundets årsmøde i Idrættens Hus. Ny i bestyrelsen er Pia Johansen fra SvømDanmark.
DIF-formand: Giv de unge mere indflydelse3.5.2025 09:55:58 CEST | Pressemeddelelse
Der er brug for flere unge i idrættens bestyrelser og udvalg, og de unge skal anerkendes mere. Sådan lød et par af budskaberne, da formand Hans Natorp talte på Danmarks Idrætsforbunds årsmøde i Idrættens Hus.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum