Svingende kaffepriser presser vietnamesiske bønder mentalt
Vietnamesiske kaffebønder oplever markant større stress og psykiske vanskeligheder. Det skyldes meget omskiftelige kaffepriser på de internationale markeder, viser en ny undersøgelse, som udviklingsøkonomer står bag.

Mens din opkvikkende morgenkaffe kan blive billigere, når der er store udsving i verdensmarkedsprisen, er konjunkturerne en stor ekstra psykisk belastning for de bønder, der dyrker kaffen.
Det dokumenteres i et nyt internationalt studie om effekten af indkomstusikkerhed på vietnamesiske kaffebønders mentale sundhed.
"Vores resultater tyder på, at ikke alene fattigdommen, men også den risiko for fattigdom, som svigende priser forårsager, har en betydelig ekstra negativ effekt på det mentale velbefindende hos bønderne i lavindkomstlande," siger Finn Tarp, professor ved Københavns Universitet og leder af den udviklingsøkonomiske forskergruppe DERG.
Fattigdom og psykisk sygdom hænger sammen
Dårligt mentalt helbred er ifølge WHO en af de tungeste komponenter i den globale sygdomsbyrde. Denne byrde bæres i høj grad af mennesker i lavindkomstlandene, for psykisk sygdom og fattigdom hænger nøje sammen. Det anslås, at ikke mindre end 80% af verdens depressive lidelser forekommer i lav- og mellemindkomstlande, men de overses ofte, selvom de burde stå centralt i bekæmpelsen af fattigdommens mange dimensioner.
”De kraftigt voksende socioøkonomiske omkostninger ved psykiske sygdomme vækker med rette stigende bekymring internationalt. Derfor er det bydende nødvendigt at undersøge de underliggende kilder til psykisk sygdom og formulere effektive økonomisk-politiske modsvar og sociale indsatser,” påpeger Finn Tarp.
I Vietnam bidrager de ustadige kaffepriser til den mentale sundhedsbyrde ved at forringe bøndernes forventninger til fremtidig økonomi, øge deres kognitive belastning og alkoholforbrug – og ved at reducere bøndernes sociale kapital. De sover også dårligere, føler sig mere ensomme, er deprimerede, kan slet ikke koncentrere sig, som de plejer, og føler markant større diffus angst i en allerede ekstremt presset dagligdag.
Behov for et sikkerhedsnet
Den nye undersøgelse fortæller ikke alene noget om folkesundheden i Vietnam. Resultaterne kan med stor sandsynlighed overføres til andre lav- og mellemindkomstlande, hvis befolkninger er stærkt afhængige af landbrugseksport, vurderer forskerne.
Undersøgelsen peger på behovet for effektive sociale sikkerhedsnet, der kan beskytte småbønder mod prisudsving på verdensmarkedet.
"Regeringerne bør overveje at indføre politikker, der stabiliserer landbobefolkningens indkomster, f.eks. ved at tilbyde prisforsikring eller øge adgangen til markedsbaseret risikostyring," foreslår Finn Tarp og uddyber:
"Det er samtidig vigtigt at øge bevidstheden om det særlige problem med psykiske lidelser hos bønderne og tilbyde støtte til dem, der er ramt. Bedre materiel velstand er nødvendig for at bekæmpe fattigdommen, men der skal mere til for at øge den enkeltes livskvalitet."
Studiet ”Commodity price volatility and the psychological well-being of farmers” har Finn Tarp gennemført sammen med Saurabh Singhal fra Lancaster University. Det er publiceret i American Journal of Agricultural Economics og kan læses her.
Kaffe – en risikofyldt afgrøde
- Vietnam er en af de største kaffeproducenter i verden. Kaffe er en flerårig afgrøde, og produktionen finder primært sted i det centrale højland på små familiedrevne gårde.
- Kaffetræer har en levetid på mere end 50 år, og det er en dyr og arbejdskrævende opgave at fælde træerne for at gøre jorden egnet til andre former for landbrugsproduktion. Det koster at omlægge. Det betyder, at når kaffepriserne er lave, er bønderne ikke i stand til at opgive kaffeproduktionen for at satse på andre afgrøder.
- Når man ikke hurtigt kan justere arealet med kaffetræer, er bønderne udsatte, når der er store udsving i de internationale råvarepriser. Det giver økonomisk usikkerhed, som fører til øget mental mistrivsel blandt kaffebønderne.
Kontakter
Finn TarpProfessorDevelopment Economics Research Group (DERG), Økonomisk Institut, Københavns Universitet
Tlf:93509161Finn.Tarp@econ.ku.dkSimon Knokgaard HalskovPresse- og kommunikationsrådgiver
Tlf:+45 93 56 53 29sih@samf.ku.dkOm Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har forskningsmiljøer inden for antropologi, psykologi, statskundskab, sociologi og økonomi.
Fakultetets forskning er førende inden for en lang række sociale, økonomiske og politiske områder. Læs mere om fakultetet samt dets institutter og centre.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Important phenomenon discovered in the Arctic – could boost marine life20.10.2025 11:01:00 CEST | Press release
Researchers from the University of Copenhagen have discovered an important phenomenon beneath the Arctic sea ice that was previously thought impossible. This phenomenon could have implications for the food chain and the carbon budget in the cold north.
Vigtigt fænomen opdaget i Arktis – kan betyde mere liv i havet20.10.2025 11:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Københavns Universitet har opdaget et vigtigt fænomen under den arktiske havis, som man indtil nu troede var umuligt. Og fænomenet kan få betydning for fødekæden og CO2-regnskabet i det kolde nord.
Forskere på vej til at løse mexicansk mysterium6.10.2025 14:58:26 CEST | Pressemeddelelse
Christophe Helmke og Magnus Pharao Hansen har taget de første skridt til at løse et stort arkæologisk mysterium om den mexicanske oldtidsby Teotihuacan. Hidtil har ingen vidst, hvilket sprog teotihuacanerne talte og skrev.
Kirken var 1700-tallets distriktspsykiatri6.10.2025 10:30:05 CEST | Pressemeddelelse
Det var ofte den lokale præst, som var med til at diagnosticere og behandle personer med psykiske lidelser i 1700-tallet. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet.
Forskere genopliver yoghurt lavet af… myrer3.10.2025 17:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En gammel opskrift på yoghurt lavet på myrer er blevet genskabt af forskere fra Københavns Universitet. I et studie viser de, hvordan myrer og de bakterier, der lever på dem, kan forvandle mælk til yoghurt. Det giver både ny viden om fortidens madtraditioner og en af nutidens store madtrends, og så kan studiet give inspiration til nye bæredygtige fødevarer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum