Region Sjælland: Ny vejledning skaber klarhed
15.4.2024 13:44:24 CEST | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Rigsrevisionen udtaler i sin nye beretning kritik af en allerede kendt problematik på kræftområdet om forskellige fortolkninger af reglerne for maksimale ventetider for kræftpatienter. Vi er glade for, at Sundhedsstyrelsen netop er kommet med en ny vejledning, der skaber klarhed på området, siger koncerndirektør i Region Sjælland.
Region Sjælland er enig i den kritik, som Rigsrevisionens i dag har offentliggjort, hvor de påpeger, at der har været forskellige fortolkninger af reglerne om maksimale ventetider for kræftpatienter. Her indikerer de et forbedringspotentiale med hensyn til registrering, dokumentation og information, når det gælder maksimale ventetider på kræftområdet. Problematikker, som regionerne og Sundhedsstyrelsen allerede er i gang med at løse.
- Vi tager kritikken alvorligt. Problematikken har været kendt siden vores faglige gennemgang af
kræftområdet i foråret 2023. Vi har siden da været i fuld gang med at løse problematikken. Derfor er vi glade for, at Sundhedsstyrelsen netop er kommet med en ny vejledning, der skaber klarhed for området, siger Jesper Gyllenborg, lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland.
Regionen er gået i gang med at tilpasse sine arbejdsgange til den nye vejledning for at sikre, at der bliver dokumenteret korrekt i journalerne, så de afspejler den tætte dialog, der er og skal være mellem patienten og sundhedspersonalet under hele udrednings- og behandlingsforløbet og ved overskridelser af de maksimale ventetider.
Nye tal viser fremskridt
Region Sjællands nyeste tal for de to første måneder i 2024 viser, at over 95 procent af patienterne behandles og udredes indenfor tidsfristerne. Medtages patienter, som selv ønsker at vente længere på grund af eksempelvis ferie, samt patienter hvor det af hensyn til helbredet anbefales at vente, ligger tallet over 99 procent.
- Patienterne skal vide, hvad de kan forvente og har ret til. Medarbejderne skal vide, hvad der forventes af dem. Og politikerne og styrelsen skal være trygge ved, at de får de informationer, de har brug for. Derfor er vi også enige i kritikken fra Rigsrevisionen om, at der har været forskellige tolkninger af reglerne på området. Det er vores forventning, at den nye vejledning fra styrelsen kan være med til at sikre en fælles forståelse af reglerne. Samtidig tyder de første tal for i år på, at vi næsten har fuld overholdelse af reglerne, siger Jesper Gyllenborg.
Af de nye tal fremgår det, hvad årsagen til eventuelle overskridelser er. Også selvom det skyldes årsager, hvor reglerne for de maksimale ventetider er overholdt. Samtidig sætter den nye vejledning nogle klare rammer for hvilken dokumentation, der skal fremgå af patienternes journaler. Til sammen skal det være med til at sikre gode forløb for patienterne, klare rammer og forventninger til medarbejderne og det nødvendige overblik hos myndighederne.
Kontakt patientvejledning ved tvivl
Region Sjælland opfordrer alle patienter, som er i tvivl eller har spørgsmål om, hvorvidt de har fået opfyldt deres patientrettigheder, til at henvende sig til regionens patientvejledning på tlf. 70 15 50 01, som har åbent hverdage kl 9-12, eller patientvejledningen@regionsjaelland.dk.
- Hvis man føler sig utryg, eller er usikker på, om man er blevet udredt eller behandlet inden for den tid, man har krav på, så vil jeg anbefale, at man kontakter patientvejledningen i Region Sjælland. De kan hjælpe med svar eller med at blive sendt videre til rette vedkommende, siger Jesper Gyllenborg.
Læs pressemeddelelse fra Danske Regioner
Rigsrevisionens beretning om overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter
Fakta: Hvad er de maksimale ventetider?
De maksimale ventetider er en patientrettighed, der er fastsat i sundhedslovens § 88 samt Bekendtgørelse nr. 584 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdommeDesuden har Sundhedsstyrelsen netop opdateret og offentliggjort en opdateret Vejledning om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme
De maksimale ventetider gælder for de fleste typer kræftpatienter. Patienter med kræftsygdomme, der kræver knoglemarvstransplantation, samt patienter med hudkræft, der ikke er modermærkekræft, er ifølge reglerne dog ikke omfattet.
Læs mere om de maksimale ventetider her
Fakta: De maksimale ventetider i Region Sjælland
Vedhæftet findes fire diagrammer over de nyeste tal i Region Sjælland for maksimale ventetider for januar og februar 2024. Opdelt i hhv. udredning, initial behandling, efterbehandling samt et samlet overblik.
Fakta: Rigsrevisionens beretning baseret på stikprøve
Rigsrevisionen har til deres beretning anvendt en stikprøve på 380 patientforløb fra perioden juli 2019 til juni 2023. Rigsrevisionen har brugt konklusionerne fra stikprøven til at beregne et samlet antal forløb, hvor Rigsrevisionen estimerer, at dokumentationen i journalerne ikke er tilstrækkelig og patienterne har dermed ikke fået opfyldt deres rettigheder.
Det er en stikprøve, hvor der for Region Sjællands vedkommende er udvalgt 58 forløb, der går ud over de maksimale ventetider:
- 30 forløb er patientens eget ønske eller hensynet til patientens helbred
- 2 er fejlregistreringer
- 26 forløb er patienterne informeret og har accepteret at vente
De 26 forløb er grundlag for Rigsrevisionen estimat for, hvor mange forløb, der ikke har overholdt handlepligten og tilbudt behandling på et andet sygehus. Ud af disse 26 gælder:
- 1 forløb er dokumentationen i overensstemmelse med sundhedsministeriets fortolkningen af handlepligten
- 12 forløb er dokumentationen i overensstemmelse med regionernes fortolkning af handlepligten
- 13 forløb er der ikke dokumenteret yderligere i journalen
For alle 26 forløb gælder det, at der i de enkelte patientjournaler er dokumenteret, at patienten er informeret om rettigheder og accepterer at vente. Denne dokumentationspraksis vurderes af
Rigsrevisionen ikke at være tilstrækkelig dokumentation for tilbudt behandling, og derfor er konklusionen i rapporten, at patienterne i de 13 forløb ikke har fået tilbudt behandling på et andet sygehus.
Kontakter
Pressetelefon, Region Sjælland
Pressetelefonen omstilles til pressevagten. Der kan ikke sendes sms.
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Ny forskning giver forklaring på, hvorfor overvægt øger risikoen for kræft25.3.2026 07:17:41 CET | Pressemeddelelse
Forsker og cheflæge fra Holbæk Sygehus har spillet en vigtig rolle i et nyt internationalt studie, der giver forklaring på, hvorfor svær overvægt øger risikoen for kræft.
Ny lægemiddelforsyning skal fremtidssikre medicin til hospitaler23.3.2026 18:25:06 CET | Pressemeddelelse
Det første spadestik er taget til Region Sjællands nye lægemiddelforsyning ved Køge. Den skal sikre, at regionens hospitaler også i fremtiden hurtigt og sikkert kan få de nødvendige lægemidler.
Mere end 8 ud af 10 patienter er tilfredse med hospitalerne i Region Sjælland18.3.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
84 procent af omkring 73.000 adspurgte patienter med fysiske lidelser i Region Sjælland er tilfredse med deres hospitaler. Det viser den nyeste Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser for 2025, som har til formål at belyse patienternes oplevelser i mødet med sundhedsvæsnet og give et grundlag for løbende forbedringer
Ny sundhedsprofil: Sådan har vi det i Region Sjælland5.3.2026 07:10:33 CET | Pressemeddelelse
Færre ryger, alkoholforbruget falder og stigningen i svær overvægt er stoppet. Men der er fortsat alt for mange, der mistrives, særligt blandt de unge og dem, der er i starten af voksenlivet. Det viser Sundhedsprofilen 2025, som giver et overblik over trivsel, sundhed og sygdom i Region Sjælland.
Nyt samarbejde sikrer gratis tilbud til sorgramte i Region Sjælland4.3.2026 09:30:00 CET | Pressemeddelelse
Region Sjælland og Det Nationale Sorgcenter opretter sammen et nyt sorgcenter i Næstved, der skal hjælpe børn, unge og voksne i sorg.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



