Korrektion: Prinsesse Benedikte åbner ”Prinsessekjoler” på Koldinghus
15.4.2024 10:23:54 CEST | Den Kongelige Samling | Pressemeddelelse
(Datoer er korrigeret)
Fra 25. april kan man på Koldinghus komme tæt på et udvalg af kongelige gallakjoler, skabt af Jørgen Bender til H.K.H. Prinsesse Benedikte, der er æresprotektor for Koldinghus. Udstillingen, der vises i anledning af Prinsessens 80-års fødselsdag, åbnes af Prinsessen selv onsdag 24. april kl. 14.00.

En kongelig kjole skabes som oftest til en given anledning, og designet bliver til i tæt samarbejde med bæreren. Derfor har udstillingen på Koldinghus fokus på samarbejdet mellem Prinsessen og modeskaberen Jørgen Bender, som kreerede et væld af kjoler til Prinsessen. Jørgen Bender (1938-1999) var nemlig Kongehusets mest betydningsfulde modeskaber, der gennem fire årtier og skiftende modetendenser designede og syede bl.a. for Prinsessen, men også for Prinsessens mor og søstre; Dronning Ingrid, H.M. Dronning Margrethe og H.M. Dronning Anne-Marie.
Udstillingen vises i anledning af H.K.H. Prinsesse Benediktes 80-års fødselsdag i 2024, og den er med sin iscenesættelse af mere end 20 smukke dragter udtryk for Prinsessens mangeårige virke. ”Prinsessekjoler” er både en markering af Prinsessens runde fødselsdag 29. april 2024, men også en kreativ hyldest til modeskaberen Jørgen Bender, der mærkede det kunstneriske kald i en ung alder. Allerede som 14-årig kom han i lære i den legendariske modeskaber Holger Bloms salon, som han overtog ved grundlæggerens død i 1965.
Haute couturens klassiske dyder præger Jørgen Benders arbejde, som er kendetegnet ved både fantasirigdom og traditionsbevidsthed, og hans kreationer er blevet til i tæt dialog med de kongelige kunder. Kjolerne er typisk skabt til særlige begivenheder, og Prinsesse Benedikte lod ofte Bender ændre og omsy sine kjoler, så de kunne præsenteres på ny.
Der udstilles mere end 20 kjoler, der spænder over fødselsdagskjoler, en sølvbryllupskjole samt almindelige selskabskjoler til en ventekjole og Prinsessens brudekjole. Udover at give et indblik i Jørgen Benders æstetiske og detaljerige håndværk, giver udstillingen også et vue over fire årtiers modehistorie, idet udvalget er skabt i perioden 1968 til 1999.
Udstillingen blev vist på Amalienborgmuseet i en mindre version i 2020. I den aktuelle opsætning på Koldinghus er kjolerne iscenesat i en ny scenografi og suppleres med interviews med Prinsessen selv. Dertil kommer to nyere dragter skabt af Benders lærling Johnny Wichmann fra Wichmann Couture, som udtryk for Prinsessens fortsatte arbejde med design og kunsthåndværk også efter Benders død. Dragterne blev båret ved hhv. Prinsessens egen 75-års fødselsdag i 2019 og fejringen af H.K.H. Kronprins Christians 18-års fødselsdag i 2023.
FAKTA
Udstillingstitel: Prinsessekjoler - Modeskaber Jørgen Benders kreationer til H.K.H. Prinsesse Benedikte
Periode: 25. april – 1. september 2024
Sted: Koldinghus
PRESSEAKKREDITERING TIL ÅBNING
Akkreditering til udstillingsåbning til kommunikationschef for Kongernes Samling Nanna Ebert: ne@kosa.dk, 51336644 senest mandag 22. april. Bemærk, at der er begrænset presseplads ved åbningen.
PROGRAMPUNKTER FOR PRESSEN ONSDAG 24. APRIL
13.10:Fælles briefing for pressen med gennemgang af udstilling og pressepools
14.00:Prinsesse Benedikte ankommer i Ruinsalen
14.05:Officiel åbning af udstillingen i Ruinsalen på Koldinghus
14.45:Prinsessen vises rundt i udstillingen
Kontakter
Nanna EbertKommunikationschef, Kongernes Samling
Tlf:51336644ne@kosa.dkBilleder

Om Kongernes Samling
Kongernes Samling er organisationen bag Rosenborg Slot, Amalienborgmuseet og Koldinghus. Vi formidler monarkiets historie på vores tre slotte gennem udstillinger, events og vores enestående samling af malerier, møbler, klædedragter, kroner, kronjuveler og andre kulturskatte, som har tilknytning til den danske kongefamilie fra Christian 4.s regeringstid til i dag.
Følg pressemeddelelser fra Den Kongelige Samling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Den Kongelige Samling
Jubilæum på Rosenborg Slot: 125 år med offentlig adgang22.6.2026 07:35:15 CEST | Pressemeddelelse
22. juni 1901 fik Rosenborg Slot faste åbningstider og blev tilgængeligt for alle mod betaling. Selvom der havde været offentlig adgang til slottet på særlige betingelser siden begyndelsen af 1800-tallet, markerer nyordningen i 1901 starten på Rosenborg som et moderne museum. I dag besøger mere end en halv million gæster hvert år det historiske slot, som drives af Den Kongelige Samling og blandt andet huser de danske kronjuveler.
Sådan bevares historiske tekstiler – oplev det live på Koldinghus29.5.2026 14:52:15 CEST | Pressemeddelelse
30. og 31. maj inviterer Koldinghus publikum indenfor i et arbejdsrum, som normalt er lukket for offentligheden. I Det Historiske Værksted kan gæster komme helt tæt på konserveringen af historiske tekstiler og møde fagfolkene bag arbejdet.
Koldinghus inviterer til gratis aftenfestival 4. juni29.5.2026 08:59:11 CEST | Pressemeddelelse
Torsdag 4. juni kan gæster komme gratis til Koldinghus by Night og opleve det historiske slot fra et nyt perspektiv. Denne aften sættes der i forbindelse med særudstillingen Vævede mesterværker fokus på gobelinen som kunstform, og aftenen byder blandt andet på koncert, danseperformance, talk, DJ og drinks i de historiske rammer.
Kongelig historie foldet i papir19.5.2026 10:37:02 CEST | Pressemeddelelse
Den Kongelige Samling og Livingly præsenterer en ny serie eventyrlige papirornamenter og -figurer, der omsætter fortællinger om dansk historie og kulturarv til nutidig papirkunst. Serien er inspireret af de historiske genstande og slotte, som Den Kongelige Samling har ansvaret for at formidle – herunder Rosenborg Slot, Christiansborg Slot, Amalienborgmuseet og Koldinghus.
Børn indtager Koldinghus: Prisnomineret udstilling og bestsellerbog i centrum7.5.2026 15:57:14 CEST | Pressemeddelelse
Mandag 11. maj kl. 10–12 fyldes Koldinghus af liv, når 120 lokale skoleelever deltager i en børnereception i anledning af udgivelsen af Kongebørnene og den magiske karet. Arrangementet markerer mødet mellem en prisnomineret udstilling og en bestsellerbog, som begge formidler danmarkshistorien i børnehøjde. Pressen er inviteret med.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum