Uddannelses- og Forskningsministeriet

DNA-forsker støvsuger prisuddeling

Del

Årets forskningskommunikationspris går til en forsker, der med stor kreativitet og skarp sans formidler sin forskning. Lektor Kristine Bohmann vinder prisen for formidling af sin forskning om DNA-støvsuger, som suger dyrs DNA ud af luften.

Årets vinder af Forskningskommunikationsprisen 2024 er fundet. På torsdag overrækker uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund Forskningskommunikationsprisen og de 200.000 kr., der følger med prisen.

En plastkasse fra et byggemarked og en blæser fra en computer danner rammen om den DNA-støvsuger, der kan suge dyrs DNA ud af luften og dermed kortlægge deres DNA, som lektor i biologi Kristine Bohmann fra Københavns Universitet er ophavskvinde til.

Forskeren vinder på torsdag Forskningskommunikationsprisen, som overrækkes i Pressen, JP/Politikens Hus.

Prisen gives hvert år til en forsker, der har gjort en særlig indsats for at kommunikere sin forskning til den brede offentlighed. Den skal skabe større opmærksomhed om og anerkendelse af forskeres populærvidenskabelige formidling.

Kristine Bohmann vinder prisen for sin unikke evne til at formidle kompleks og teknisk forskning, så den bliver forståelig og let tilgængelig for modtagerne.

Til daglig er hun lektor ved Globe Institute på Københavns Universitet, hvor hun sammen med sin forskningsgruppe har udvist en særlig god evne til at kommunikere om sin forskning. I 2008 tog hun en tillægsuddannelse i journalistisk formidling fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Pressen er inviteret, når prisen på torsdag den 18. april overrækkes i Pressens Hus, JP/Politiken. Tilmelding sker til presse@ufm.dk.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

- Kristine Bohmann har formået at formidle sin forskning på en måde, som gør det utilgængelige tilgængeligt for den almene dansker. Det er vigtigt, for vi lever i en tid, hvor mange er mistroiske over for noget, de ikke helt forstår. I stedet tyr de til konspirationsteorier eller pseudovidenskab på de sociale medier. Derfor er det vigtigt, at den komplekse forskning formidles på en måde, så den er tilgængelig for den brede befolkning. Vi skylder Kristine Bohmann stor tak for hendes forskning og formidling, og jeg er meget glad for at overrække hende dette års Forskningskommunikationspris.

Lektor Kristine Bohmann siger:

- Det er et kæmpe skulderklap at modtage Forskningskommunikationsprisen 2024. Jeg er meget beæret over at følge efter en række af fantastiske forskningsformidlere, og prisen er et kæmpe skub for mig i forhold til at komme yderligere ud over stepperne med at formidle min forskning. Det er fantastisk, at der findes en pris, der hylder forskningskommunikationen.

Læs mere og se videoportræt af Kristine Bohmann 

Fakta

  • Uddannelses- og forskningsministeren uddeler hvert år Forskningskommunikationsprisen til en forsker eller et forskerhold, der med deres forskning har skabt opmærksomhed om et vigtigt forskningsemne. Prisen blev uddelt første gang i 2004 og uddeles i forbindelse med videnskabsfestivalen Forskningens Døgn.

  • Det er bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond, der vurderer indstillingerne og nominerer tre kandidater, som et ekspertpanel fra Videnskab.dk evaluerer.

  • Den samlede indstilling gives til uddannelses- og forskningsministeren, der udpeger vinderen og uddeler prisen.


For yderligere oplysninger:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Følg pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye