KL

Anbefalinger på socialområdet sætter retningen – nu skal der handling bag ordene

Del

Det er ikke nogen nem nød at knække at bryde udgiftsstigningen på socialområdet. Ekspertudvalget kommer med gode bud på, hvilke greb der skal til. Det skal vi have en seriøs snak med regeringen om i årets økonomiforhandlinger, lyder det fra KL.

Ekspertudvalget på socialområdet har onsdag præsenteret anden og sidste del af sine anbefalinger til, hvordan man kan sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet.

Udvalget kommer med 19 anbefalinger, som KL’s formand Martin Damm ser frem til at drøfte med regeringen i årets økonomiforhandlinger.

”Ekspertudvalgets rapport viser den kompleksitet, der er på socialområdet, og at de eksisterende rammer og strukturer er med til at drive udgifterne i vejret. Det er udfordringer, som vi også har peget på fra kommunernes side gennem flere år. Men ekspertudvalgets arbejde viser også, der ikke er et quickfix til at få indsatserne og økonomien til at gå mere hånd i hånd,” siger Martin Damm og fortsætter:

”Det er ikke nogen nem nød at knække at bryde udgiftsstigningen på socialområdet. Ekspertudvalget er kommet med gode bud på, hvilke greb der skal til. Men hvis vi skal gennemføre anbefalingerne, kommer det til at kræve noget af både lovgiver og af kommunerne. Det skal vi nu have en seriøs snak med regeringen om frem mod årets økonomiforhandlinger."

Et stort arbejde venter forude

KL-formanden kvitterer især for anbefalingerne om et nyt takstsystem på botilbudsområdet, en revision af magtanvendelsesreglerne, forenkling af Socialtilsynets tilsyn og regelforenklinger ift. bl.a. borgerstyret personlig assistance (BPA), tabt arbejdsfortjeneste og hjælpemidler. 
 
”Der ligger nu et stort arbejde forude, hvor regeringen skal i arbejdstøjet for at få omsat anbefalingerne til konkret handling. Det vigtige er nu, at vi får udmøntet mest muligt. Nogle anbefalinger vil kræve, at der arbejdes videre med konkrete modeller. Det gælder fx en ny takstmodel for botilbud, hvor vi skal have fundet en klog model. Andre skal vi bare ud over stepperne med. Det er fx i forhold til tilsyn, revision af magtanvendelsesreglerne og regelforenkling,” siger Martin Damm og uddyber:
 
”Fx ligger der allerede et lovforslag om magtanvendelse, som både kan være med til at nedbringe de administrative byrder og skabe bedre omsorg for borgerne. Det vil blandt andet give mulighed for, at vores medarbejdere må bruge kamera-kig til at se, om en borger ligger trygt og sover, i stedet for at skulle gå ind og forstyrre vedkommende flere gange om natten.”
 
Martin Damm understreger, at det bliver et langt sejt træk at få vendt udviklingen på socialområdet – og derfor er der også brug for handling nu. 
 
”Det afgørende bliver, at regeringen har viljen til at kigge på alle anbefalingerne – også dem, der kan være svære og vil give nogle knubs. Der vil herefter være en kæmpe opgave for kommunerne i forhold til at turde prioritere og sætte et serviceniveau. Der er ingen nemme, tekniske løsninger,” siger KL-formanden.

Kontakter

Om KL

KL er interesseorganisation for de 98 kommunalbestyrelser og arbejder for, at kommunerne har de bedst mulige rammer til at prioritere velfærd og økonomi og til at udvikle kommunen lokalt. KL bidrager til – sammen med kommunerne – at videreudvikle det danske kommunestyre og lokaldemokrati. KL er samtidig arbejdsgiverorganisation og forhandler overenskomster for kommunernes ca. 500.000 ledere og medarbejdere.

Læs mere: www.kl.dk

Følg pressemeddelelser fra KL

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra KL

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye