Ny forskning afslører: Børn, der lever de første år i landbrugsområder, har øget risiko for inflammatorisk tarmsygdom
Antallet af danskere, der får en inflammatorisk tarmsygdom, er fordoblet på 20 år. Nu viser ny forskning, at børn, der lever deres første leveår i områder med udbredt landbrugsdrift, har 24 procent større risiko for at udvikle den inflammatoriske tarmsygdom Crohns sygdom. Resultaterne peger på, at nærmiljøet har stor indvirkning på vores sundhed.

En opsigtsvækkende, dansk undersøgelse kaster nyt lys over sammenhængen mellem miljømæssige faktorer og udviklingen af inflammatoriske tarmsygdomme.
Ifølge studiet har børn, der fødes og lever de to første år i områder med landbrugsdrift, 24 procent større risiko for at udvikle den inflammatoriske tarmsygdom Crohns sygdom, sammenlignet med børn, der fødes og bor de første år i områder med mindre landbrug. Omvendt viser resultaterne, at børn, der lever deres tidlige liv i grønne områder med rig biodiversitet, har en reduceret risiko.
Undersøgelsen er udført af forskere fra Center for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease (PREDICT) ved Aalborg Universitet i samarbejde med kolleger fra Icahn School of Medicine på Mount Sinai i New York.
Kristine Allin, lektor ved PREDICT og en af hovedforfatterne bag undersøgelsen, forklarer:
- Vi er selv overraskede over den tydelige sammenhæng. Forekomsten af inflammatorisk tarmsygdom stiger i Danmark og andre industrialiserede lande, men årsagerne er stadig ukendte. I Danmark ser vi en stigning blandt børn, og vores studie antyder, at miljøfaktorer spiller en afgørende rolle.
Antallet af danskere, som får inflammatorisk tarmsygdom i form af enten Crohns sygdom eller colitis ulcerosa (blødende tyktarmsbetændelse) er fordoblet på kun 20 år, og i dag lever mere end 50.000 danskere med en af disse sygdomme. Det er forbundet med bl.a. blødninger, mavesmerter, diarré og træthed, og mange ender med at få fjernet dele af tarmen kirurgisk.
Grønne områder kan have beskyttende effekt
I undersøgelsen har forskerne ved hjælp af registerdata fulgt knap 1.500.000 danskere, der er født i perioden fra 1995 til 2018. Heraf har godt 3700 børn fået en inflammatorisk tarmsygdom. Disse data er sammenholdt med oplysninger om, hvor børnene er født og opvokset i de to første leveår, herunder hvor moren har boet under graviditeten.
Igen er disse data sammenholdt med information om, hvordan arealet bliver brugt de pågældende steder, inklusive faktorer som landbrugsdrift, graden af biodiversitet, bymiljø, vand og grønne områder.
- Resultaterne udfordrer den gamle opfattelse af landbrugsmiljøet, idet det ikke er så idyllisk, som vi gerne vil have det til at være. Det er dog vigtigt at understrege, at vi stadig ikke præcist ved, hvad det er ved landbrugsmiljøet, der bidrager til den forhøjede risiko. Det kræver yderligere forskning, siger Kristine Allin.
Fra den positive side fremhæver Kristine Allin, at det også er værd at undersøge, hvorfor grønne områder og højere biodiversitet tilsyneladende har en beskyttende effekt på udvikling af inflammatoriske tarmsygdomme:
- Undersøgelsen peger ubetinget på vigtigheden af at forstå miljømæssige faktorers indvirkning på vores sundhed – både som børn og voksne. Ikke mindst hvis vi skal forsøge at forebygge, at forekomsten af inflammatoriske tarmsygdomme bliver ved med at stige.
I undersøgelsen kiggede forskerne, foruden forekomsten af Crohns sygdom, også på den inflammatoriske tarmsygdom colitis ulcerosa. I modsætning til Crohns sygdom, var der ikke forskel på forekomsten af colitis ulcerosa baseret på miljø og opvækstområde.
Centerdirektør ved PREDICT og medforfatter til den videnskabelige artikel, Tine Jess tilføjer:
- De danske sundhedsregistre er helt unikke på verdensplan. Vores studie viser, hvordan kombinationen af danske sundhedsdata med miljødata kan være med til at besvare helt nye spørgsmål i en tid, hvor sammenhængen mellem natur og sundhed bliver stadig mere aktuel.
OM INFLAMMATORISKE TARMSYGDOMME
- Antallet af danskere, som får inflammatorisk tarmsygdom i form af enten Crohns sygdom eller colitis ulcerosa (blødende tyktarmsbetændelse) er fordoblet på kun 20 år, og i dag lever mere end 50.000 danskere med en af disse sygdomme.
- Sygdommene er forbundet med bl.a. blødninger, mavesmerter, diarré og træthed, og mange ender med at få fjernet dele af tarmen kirurgisk.
- Danmarks Grundforskningsfond har bevilget 68,5 mio. kr. til Center for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease (PREDICT), AAU.
Kontakter
Kristine AllinLektorCenter for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease (PREDICT), Aalborg Universitet
Tlf:6170 3284allin@dcm.aau.dkTine JessCenterdirektør og professorCenter for Molecular Prediction of Inflammatory Bowel Disease (PREDICT), Aalborg Universitet
Tlf:2857 6038jess@dcm.aau.dkNina HermansenJournalist, AAU Kommunikation og Public Affairs
Tlf:22940459ninah@adm.aau.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Studerendes semesterprojekt sendes til Månen17.12.2025 08:41:01 CET | Pressemeddelelse
Máni-missionen, hvor satellit skal kortlægge mulige landingssteder på Månen, er en milepæl for dansk rumfart. Og Jonas, 24 år og studerende på Aalborg Universitet, har lavet udregninger, der skal få satellitten rundt i baner om Månen.
Julen er i fare: Julemanden har fået ondt i ryggen15.12.2025 12:15:33 CET | Pressemeddelelse
I mere end 100 år har Julemanden båret glæde og gaver verden rundt. Nu er ryggen træt, og spørgsmålet er: Bliver det jul i år? Med støtte fra to forskere fra Aalborg Universitet er der dog håb for julens redning. Men det kræver, at Julemanden kigger indad.
Stadig ulighed i overlevelse efter atrieflimren10.12.2025 07:00:51 CET | Pressemeddelelse
De sociale forskelle i overlevelse af atrieflimren har stort set ikke rykket sig de seneste 20 år. Resultaterne rejser vigtige spørgsmål om, hvordan sundhedssystemet kan sikre lige adgang til livsforlængende behandling.
Historisk dansk forskning kaster unikt lys over mikrobernes rige4.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Aalborg Universitet har sammen med kolleger fra resten af landet kortlagt Danmarks mikroorganismer i projektet Microflora Danica. Forskningen giver en enestående indsigt i naturens maskinrum, og beskriver flere end 140.000 danske bakteriearter, hvoraf de fleste er nye for videnskaben. Det kan blandt andet hjælpe med til at kvalificere, hvilke jorde det giver mening at tage ud af produktion i forbindelse med den grønne trepart. Forskningen er netop udgivet i det internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.
Sådan kan lærere og skoleledere styrke trivslen3.12.2025 11:04:37 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Aalborg Universitet har på baggrund af et samarbejde med lærere udviklet et samlende værktøj, som kan hjælpe lærere og skoleledere til at arbejde med trivsel på skolerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

