13 undervisere og pædagoger hyldes for deres indsats med at skærpe børn og unges interesse for naturfag

Del

Novo Nordisk Fonden hædrer undervisere og pædagoger i hele Danmark.

Hvert år uddeler Novo Nordisk Fonden en række undervisningspriser til pædagoger, lærere og undervisere, der gør en særlig indsats for at fremme interessen blandt børn og unge for naturvidenskabelige fag og emner.

I år hædres i alt 13 undervisere og pædagoger fra hele Danmark.

”Formålet med undervisningspriserne er at hylde og fejre de mange engagerede og dygtige lærerkræfter, som er helt afgørende for at børn og unges interesse inden for naturvidenskab og teknologi fastholdes og styrkes,” fortæller Berith Bjørnholm, Senior Vice President for Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden.

”Gennem deres motiverende undervisning bidrager disse ildsjæle til at styrke de kommende generationers naturvidenskabelige dannelse og kompetencer, og det vil vi gerne hædre.”

Engagement skabes på mange måder
Årets prismodtagere anerkendes for på hver deres måde at levere engagerende undervisning og læring, f.eks. gennem tværfaglige forløb eller fysiske aktiviteter, hvor børnene skal løse konkrete problemer ved hjælpe af naturvidenskabelig og teknologisk tænkning.

De 13 prismodtagere fordeler sig over seks forskellige kategorier, der dækker over naturfaglig undervisning og formidling på forskellige alderstrin.

Således gives den Naturtematiske Pædagogpris til pædagoger, der i daginstitutioner giver små børn positive oplevelser med natur, tal og teknologi, mens der for folkeskolen gives to priser: én målrettet faget Natur og Teknologi i grundskolens indskoling og mellemtrin, og én for undervisning i fysik/kemi, biologi, geografi og matematik i udskolingen.

Den Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris er målrettet undervisning på ungdomsuddannelserne, og endelig uddeles der to priser til naturfagsundervisere på henholdsvis lærer- og pædagoguddannelserne.

Priserne uddeles til enkeltundervisere/-pædagoger eller teams. Derudover gives der for flere af kategorierne en pris både øst og vest for Storebælt, for at anerkende den store indsats, der udføres af lærerkræfter over hele landet.

Prismodtagerne 2024

Naturtematisk Pædagogpris:
Rasmus Holst Jensen, Børnehaven Tryllefløjten, Skårup (Vest)

Kristina Eggers Larsen, Vuggestuen Rugvej, Brønshøj (Øst)

Natur- og Teknologilærerpris:

Martin Dannevang Jensen, Løsning Skole, Løsning (Vest)

Karima Bruun Henriksen, Harry Andrew Osborne og Morten Fich Lønnee, Skt. Josefs skole, Roskilde (Øst)

Naturfagslærerpris

Christian Storm Tholberg, Erritsø Fællesskole, Fredericia (Vest)

Jens Frederik Broch, Rudersdal Lilleskole, Holte (Øst)

Naturvidenskabelig Gymnasielærerpris

Peter Larsen, Learnmark Gymnasium HHX & HTX, Horsens (Vest)

Gorm Worsøe Clausen og Rune Olsen, Roskilde Gymnasium, Roskilde (Øst)

Pris til Naturfagsunderviser på Læreruddannelsen

Lars Henrik Jørgensen, UC SYD, Esbjerg

Pris til Naturfagsunderviser på Pædagoguddannelsen

Annika Foxby, Professionshøjskolen Absalon, Roskilde

Om Priserne

Priserne gives på baggrund af indstillinger, som kandidaternes ledelse eller institutionsbestyrelse har indsendt i samråd med børn, forældre eller kolleger. Den endelige udvælgelse blandt de indstillede kandidater foretages af Komite for Novo Nordisk Fondens Undervisningspriser.

Med anerkendelsen følger en personlig hæderspris på kr. 25.000-50.000 samt et større beløb til prismodtagerens undervisningsinstitution. Den andel, der tilfalder institutionerne, skal anvendes til videreudvikling af det pædagogiske arbejde eller undervisning inden for naturfaglige emner og fag, f.eks. i form af indkøb af materialer og udstyr.

Du kan læse mere om Novo Nordisk Fondens undervisningspriser her.

Kontakter

Om Novo Nordisk Fonden

Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet. 

Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden

Nyt initiativ skal finde ud af, om bakterier i vores tarm spiller en rolle ved kardiometaboliske sygdomme22.5.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Et nyt forskningsinitiativ forankret i Danmark har til formål at etablere en mulig årsagssammenhæng mellem tarmmikrobiomet - det kombinerede genetiske materiale fra bakterier og andre mikrober i den menneskelige tarm - og udviklingen af kardiometaboliske sygdomme som fedme, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Målet er at generere viden, der kan føre til nye forebyggelses- eller behandlingsmuligheder for mennesker, der lever med eller er i risiko for disse sygdomme.

Førende forskere mødes til globalt topmøde i Danmark for at fremme viden og løsninger inden for sundhed og bæredygtighed30.4.2024 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Førende forskere, filantroper og beslutningstagere fra hele verden mødes i Danmark til Novo Nordisk Fondens Global Science Summit i forbindelse med fondens 100-års jubilæum. Målet er at udforske sammenhænge mellem nogle af de største globale udfordringer inden for sundhed og bæredygtighed og at bane vejen for nye videnskabelige gennembrud.

Danmark bygger en af verdens kraftigste AI-supercomputere for at sætte skub i løsninger på samfundsmæssige udfordringer18.3.2024 23:00:00 CET | Pressemeddelelse

Danmark indgår et samarbejde med NVIDIA om at etablere et nationalt center for AI-innovation, der skal huse en af verdens kraftigste AI-supercomputere. Målet er at sætte skub i forskning og innovation inden for områder, som spænder fra sundhed og life science til grøn omstilling, og derigennem understøtte udviklingen af innovative løsninger på nogle af de største problemer, verden står overfor.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye