Green Power Denmark

Danmark er milevidt fra mål om grøn energi på land

Del

Udbygningen med vindmøller og solceller på land bevæger sig fremad med museskridt, viser Green Power Denmarks klimabarometer.  Den grønne erhvervsorganisation anbefaler, at regeringen implementerer anbefalinger fra den nationale energikrisestab og opretter en kommunal klimapulje. 

Kun én kommerciel vindmølle på land blev tilsluttet i 2023. Det viser Green Power Denmarks årlige klimabarometer, som tager temperaturen på udbygningen af vindmøller og solceller på land. Derudover faldt tempoet i udbygningen af solcelleanlæg markant i forhold til de foregående år.

Det betyder, at Danmark er milevidt fra at firedoble produktionen af strøm fra vindmøller og solceller på land inden 2030 i forhold til 2021. Kun fem procent af vejen er tilbagelagt.   

- De røde advarselslamper blinker for den grønne omstilling. 2023 var desværre ikke et enkeltstående dårligt år. Når det gælder vindmøller på land, er udviklingen reelt gået i stå. Det er uholdbart med den alvorlige klimaudfordring og sikkerhedspolitiske situation, vi står midt i, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Det er tredje gang, at Green Power Denmark laver klimabarometeret. Tendensen er, at det er de samme kommuner, som år efter år lægger arealer til vindmøller og solceller.

De seneste fem år er over halvdelen af udbygningen af vedvarende energi på land sket i 10 kommuner. Randers, Thisted og Ringkøbing-Skjern kommuner har fået flest vindmøller i den periode, mens der er opført mest solenergi i Aabenraa, Holstebro og Viborg kommuner.

- Vi skylder de her kommuner en kæmpe tak. Uden dem havde vi ingen grøn energi på land. Men vi skal have flere kommuner til at bidrage, siger Kristian Jensen og fortsætter:

- Kommunerne vil gerne have grøn energi, og der mangler ikke ansøgninger om nye vindmøller og solceller. Men kommunerne skal igennem en labyrint af miljøbureaukrati og tunge plan- og klageprocesser. Det kræver mange ressourcer og kan forsinke eller stoppe projekterne, siger Kristian Jensen.

Derfor foreslår Green Power Denmark, at regeringen opretter en kommunal klimapulje, hvor pengene bliver fordelt mellem kommunerne alt efter hvor meget sol- og vindenergi, der er godkendt i lokalplanerne. De ekstra penge kan den enkelte kommune blandt andet bruge til at hjælpe med at betale for de ressourcer, som den har kastet i at få mere grøn energi op at stå.

Samtidig opfordrer Green Power Denmark regeringen til hurtigst muligt at omsætte anbefalingerne fra den nationale energikrisestab (NEKST) til lovgivning.  

- Der er naturligvis forskel på kommunernes mulighed for at finde plads til solceller og vindmøller. Men vi har en fælles interesse i at få produceret mere vedvarende energi – alle steder i landet. Derfor skal vi have mere smidighed ind i systemet på alle niveauer, og så skal den ekstra økonomiske håndsrækning øge kommunernes mulighed for at skabe plads til grøn produktion af el. Det vil være et klart signal om, at det her har høj politisk prioritet, siger Kristian Jensen.

Kontakter

Billeder

Dette er den eneste kommercielle vindmølle på land, som kom i drift i 2023. Den står ved Marsvinslund i Silkeborg Kommune
Dette er den eneste kommercielle vindmølle på land, som kom i drift i 2023. Den står ved Marsvinslund i Silkeborg Kommune
Eurowind Energy Eurowind Energy
Download

Links

Green Power Denmark

Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og vil fungere som talerør for den danske energisektor. Sammen med vores mere end 1500 medlemmer arbejder vi for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm. Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi.
Green Power Denmark blev grundlagt 23. marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft.

Følg pressemeddelelser fra Green Power Denmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Green Power Denmark

COP29 førte kun til små fremskridt24.11.2024 10:20:49 CET | Pressemeddelelse

Med aftalen på COP29 flytter verden sig kun få millimeter i den rigtige retning. Det lykkedes at blive enige om et mål for klimafinansiering på 300 milliarder dollars om året. Men det er grundlæggende en svag aftale, som ikke afspejler, hvor travlt vi har med at bekæmpe klimaforandringerne. De største fremskridt på klimakonferencerne sker uden for forhandlingslokalerne, konstaterer Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Danske og hollandske virksomheder indgår aftale om grøn brint12.11.2024 07:00:26 CET | Pressemeddelelse

I dag underskriver en række danske og hollandske virksomheder en deklaration om grøn brint med overværelse af Kong Frederik og hollandske Kong Willem-Alexander. Producenter i Danmark og aftagere i Holland opfordrer til at sikre et brintrør mellem landene senest i 2030, og til at skabe de nødvendige rammevilkår, som kan gøre Nordeuropa til et knudepunkt for grøn brint og grønne PtX-brændstoffer.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye