Alle vandværker går sammen: Nu skal grundvandet beskyttes mod sprøjtegifte med grundvandsparker
Gennem et samarbejde mellem omkring 30 vandværker og Silkeborg Kommune skal omkring 1.770 hektar landbrugsjord beskyttes mod sprøjtegifte, så også vores børn og børnebørn kan få rent drikkevand i hanerne.
Vandets Dag 2024: Målsætningen er klar. Grundvandet skal sikres, så også de næste generationer i Silkeborg Kommune kan nyde godt af vores gode, bløde drikkevand.
Og midlet er også klart defineret: I store områder af Silkeborg Kommune, svarende til næsten 2.500 fodboldbaner, skal det være helt slut med brug af sprøjtegifte og andre aktiviteter, der kan forurene grundvandet.
Det skal ske gennem et nyt samarbejde mellem vandværkerne i foreningen Silkeborg Grundvandssamarbejde - der blev stiftet i vinteren 2023 - og Silkeborg Kommune.
I spidsen for det arbejde er to ægte vandmænd. Kim Winther, formand for Fårvang Vandværk og Bo Frølund, vandchef i Silkeborg Forsyning. Bo Frølund og Kim Winther er henholdsvis formand og næstformand for Grundvandssamarbejdet.
De mener begge, at det nye initiativ kan få en stor betydning for at sikre det rene drikkevand.
Bo Frølund pointerer, at det er vigtigt, at parterne handler hurtigt og resolut:
”Grundvandet er under pres i hele landet – også i Silkeborg Kommune. Vi risikerer forurenet drikkevand, der overskrider grænseværdierne for fx sprøjtegifte, hvis vi ikke gør meget mere, end vi gør i dag. Så vi har besluttet at beskytte nogle sårbare grundvandsdannende områder, hvor det er slut med sprøjtegifte. Jeg tænker på områderne som grundvandsparker, der skal fungere som et værn for grundvandet mod sprøjtegifte,” siger han.
De beskyttede områder er pt. anslået til at have en størrelse på 1.770 hektar, hvilket svarer til næsten 2.500 fodboldbaner.
Kim Winther fra Fårvang Vandværk glæder sig over, at arbejdet nu endelig kommer i gang og siger:
”Jeg håber, vi kan skabe nogle store områder, hvor der kommer fokus på bæredygtighed. Det er på høje tid, at vi får bremset brugen af de her giftstoffer."
Grundvandssamarbejdet realiserer kommunens indsatsplaner
Grundvandssamarbejdet er en del af udmøntningen af Silkeborg Kommunens såkaldte indsatsplaner, der er politisk besluttede planer for, hvordan grundvandet i kommunen skal beskyttes.
Indsatsplanerne beskriver, hvilke områder, der fremover skal udgøre de nye områder, hvor grundvandet skal beskyttes. I alt drejer det sig pt. anslået om 1.770 hektar i tre områder udenom Silkeborg by kaldet Øst, Syd og Nord. Områderne er nøje udpeget ud fra, hvor der er vigtige grundvandsreserver.
Indsatsplanerne for Syd og Øst er politisk behandlet og godkendt, mens indsatsplanen for Nord kommer for byrådet i maj. Dermed kan hektar-tallet på 1.770 også ændre sig.
Silkeborg Kommunes Team Grundvand oplyser, at indsatsplanerne er dynamiske, og alle variabler kan ændre sig. Det vil sige, at både størrelsen på de beskyttede arealer, antallet af berørte grundejere og dermed også prisen på den samlede kompensationen ikke ligger fast og løbende kan udvikle sig over de næste år.
De første områder syd for Silkeborg bliver prioriteret, når Indsatsplan Nord er politisk godkendt. Derefter skal Silkeborg Kommune i dialog med lodsejerne. I første omgang går man i dialog om frivillige aftaler, men i sidste ende kan der komme et påbud om ikke at bruge sprøjtegifte.
Hele planen er beskrevet på Silkeborg Kommunes hjemmeside.
https://silkeborgsektorplaner.viewer.dkplan.niras.dk/plan/97#/32469
Kompensation til grundejere hentes fra vandtaksterne
En række landmænd og andre lodsejere skal derfor kompenseres for, at de ikke længere kan bruge deres jord som tidligere. Det medfører en udgift, som fremover bliver lagt på prisen på vandet. Og her kommer Grundvandssamarbejdet ind i billedet. Det er nemlig vandværkerne, der via deres takster skal finansiere indsatsen.
Hvad det præcis kommer til at koste, er det for tidligt at sige. Det er Silkeborg Kommune, der skal fastsætte størrelsen for kompensationen for de forskellige typer af jordbrug, der ligger i de nye, beskyttede områder. Så konsekvensen for vandkunderne er stadig ukendt.
Med udgangspunkt i de 1.770 hektar og ud fra tidligere kompensationssager anslår Silkeborg Kommune, at erstatningen kan beløbe sig til næsten 200 millioner kroner.
Hvad det betyder for den enkelte vandkunde er ikke afgjort endnu. Og det afhænger fx af over hvor lang tid beløbet skal betales af.
I et eksempel med en familie med tre børn med et årligt vandforbrug på 170 m3 vil prisen stige med minimum 85 kroner om året og maksimalt med 340 kroner om året. Men det er ikke besluttet endnu.
En grundlæggende præmis i Grundvandssamarbejdet er den fælles finansiering af grundvandsbeskyttelsen på tværs af alle vandværkerne. Den vil betyde, at ingen vandværker bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt økonomisk, og alle vandforbrugere bidrager solidarisk og ligeligt til beskyttelsen af den fremtidige drikkevandsressource.
Men selvom prisen på vand stiger, så mener Bo Frølund, at det er nødvendigt. Det er i hans øjne en forsikring, vi betaler for vores børns og børnebørns skyld.
”Ja, vandprisen stiger, så vi kan passe på det grundvand, som vores børn og børnebørn skal drikke. Det gode ved Grundvandssamarbejdet er, at vi gør det solidarisk på tværs af alle vandværker i kommunen. Kun ved at vi gør det sammen, kan vi gøre en forskel,” siger han og pointerer, at det også vil koste forbrugerne penge, hvis vandet engang i fremtiden i stedet skal renses.
Også Kim Winther har en pointe om prisen:
”Hvis en vandboring må lukkes på grund af forurening, så kan det koste millioner at få lavet en ny eller få vand fra boringer længere væk. Så bliver det først dyrt for forbrugerne,” siger han.
Der er ingen deadline for indsatsplanerne, og for hvornår grundvandsparkerne er etablerede, men arbejdet for grundvandsbeskyttelsen begynder i år.
Faktaboks: Sådan skal grundvandet beskyttes
Silkeborg Kommunes politisk besluttede indsatsplaner lægger rammerne om aktiviteterne for beskyttelsen af grundvandet.
- Et vigtigt initiativ i indsatsplanerne er Grundvandssamarbejdet, der er et samarbejde mellem alle omkring 30 vandværker i kommunen, der solidarisk forpligter sig til at finansiere indsatsen.
- I sårbare grundvandsdannende områder på anslået 1.770 hektar bliver der indført et totalt stop for brug af sprøjtegifte.
- Finansieringen fra vandværkerne skal bruges til kompensationer til de grundejere, der ikke længere skal bruge sprøjtegifte på deres grund.
- Område Syd og Øst er politisk godkendt, mens område Nord skal behandles af byrådet i løbet af maj.
- Den 22. marts er international Vandets Dag. Silkeborg Forsyning slår dørene op til Hvinningdal vandværk, hvor alle er velkomne.
- I år fylder Hvinningdal vandværk rundt. I 50 år har værket leveret drikkevand til kommunens borgere.
Nøgleord
Kontakter
Bo Frølund, vandchef i Silkeborg Forsyning.
22490106 / bfr@silkeborgforsyning.dk
Bjørn Kock Lærkedahl, kommunikationsansvarlig i Silkeborg Forsyning
23118534 / bfr@silkeborgforsyning.dk
Billeder
Links
I Silkeborg Forsyning er vi omkring 180 kompetente og engagerede medarbejdere, der i samarbejde med eksterne leverandører hver dag leverer multiforsyning til hele Silkeborg Kommune.
- Vi leverer stabil, klimavenlig og komfortabel fjernvarme til omkring 58.000 forbrugere.
- Vi leverer noget af Danmarks bedste drikkevand til omkring 60.000 forbrugere.
- Vi indsamler og håndterer affald fra kommunens omkring 100.000 indbyggere og sender det til genanvendelse.
- Vi renser spildevandet fra en stor del af kommunen og sørger for rene søer og vandløb.
Samlet set når vi alle Silkeborg Kommunes omkring 100.000 borgere med en eller flere af vores ydelser. Vores kunder er meget vigtige for os, og vi vil fortsat forbedre og videreudvikle kundeoplevelsen.
Vi lytter til vores omverden og skaber innovative forsyningsløsninger i samspil med vores kunder og interessenter med fokus på miljø, klima og forsyningssikkerhed.
WWW.SILKEBORGFORSYNING.DK
Følg pressemeddelelser fra Silkeborg Forsyning
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Silkeborg Forsyning
Nu åbner tilmeldingen til fjernvarme syd for Silkeborg1.11.2024 12:06:43 CET | Pressemeddelelse
Beboerne i Virklund, Sejs-Svejbæk, Them, Salten og Knudlund kan nu tilmelde deres hjem den nemme, konkurrencedygtige og mere klimavenlige fjernvarme til en særlig kampagnepris. Områderne skal samlet set opnå en tilslutning på mindst 65 procent inden den 30. april 2025, før fjernvarmeprojektet kan gå videre til anlægsfasen.
Skraldival: En festival med noget på hjerte2.9.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Til Skraldival i uge 38 sætter vi fokus på affaldsminimering og genbrug. Oplev Signe Wenneberg til genbrugsfestivalen, hvor vi debatterer bæredygtigt byggeri og giver dig muligheden for selv at bygge nyt med genbrug.
Resenbro og Skærbæk siger ja til fjernvarme7.8.2024 14:36:13 CEST | Pressemeddelelse
Takket være stor lokal opbakning i Resenbro og Skærbæk kan Silkeborg Forsyning nu fortælle, at tilslutningen til fjernvarmeprojektet er over målet om de minimum 60 procent.
Silkeborg Forsynings CO2-udledning er den laveste siden 201827.6.2024 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sidste år udledte Silkeborg Forsyning den laveste mængde CO2, siden det første officielle klimaregnskab blev lavet i 2018. Det viser det netop udgivet klimaregnskab. Og endnu mere klimavenlig fjernvarme er på vej med nye produktionsanlæg, som vil sænke CO2-udledningen fra fjernvarmeproduktionen markant.
Resenbro, Skærbæk og Øster Bording kan nu tilmelde sig fjernvarme15.4.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra den 15. april åbner tilmeldingen for borgere i Resenbro, Skærbæk og Øster Bording, som ønsker at få fjernvarme fra Silkeborg Forsyning. Områderne kan skifte gaskedlerne ud og blive koblet på fjernvarmen, hvis der er tilstrækkelig opbakning blandt borgerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum