Syddansk Universitet

Ny indendørs solcelleteknologi kan lægge AA-batterier i graven

Del

Forskere ved SDU har udviklet en solcelleteknologi, der vil overflødiggøre AA, AAA og knapcellebatterier. Prototypen er klar, og forskerne satser på at kunne producere 5.000 enheder om dagen inden for et år. De er nu på jagt efter erhvervsfolk, der kan hjælpe dem ind på markedet.

Kender I det med, at køkkenvægten aldrig har batteri på, når man endelig får taget sig sammen til at bage et brød? Eller er fjernbetjeningen løbet tør, når man skal fortælle Netflix, at man skam stadig er med efter det sjette afsnit af den serie, man er i gang med at binge. Og lad os ikke engang starte med frustrationen over en PlayStation-controller, der suger batterier som en tørstig myg på en sensommeraften.

Men alt det kan snart være fortid. Forskere på Syddansk Universitet har udviklet en slags indendørs solceller, som kan gøre små batterier som AAA og AA overflødige.

"Vores indendørs solcelleteknologi repræsenterer et skift i, hvordan vi tænker om energiforsyning i vores hjem," udtaler Bhushan Patil, der er forskeren bag teknologien.

"Det er som at have et lille solpanel indendørs, der konstant omdanner lys til elektricitet, og det kan revolutionere måden, hvorpå vi driver vores hverdagsteknologi."

De nye solceller er skabt med fokus på effektivitet, holdbarhed og æstetik, hvilket gør dem velegnede til at integrere i forskellige indendørs miljøer uden at forringe æstetikken eller funktionaliteten. Kort sagt, kan de antage, hvilken som helst form og størrelse og integreres eller klistres på hvad som helst.

”Du husker måske din lommeregner fra folkeskolen, der kørte på solceller? Princippet er det samme, bortset fra at organiske solceller er millimetertynde, bøjelige, gennemsigtige og derfor kan klistres på hvad som helst. Og det er pænt og nydeligt at se på. Allervigtigst, så er de produceret af miljøvenlige produkter, hvorfor de ikke ligesom batterier udgør et problem, når de skal bortskaffes. Solcellerne holder i minimum 10 år og ville kunne bruges masser af steder, hvor små batterier i dag er en nødvendighed,” forklarer Bhushan Patil.

Efter årtiers tro tjeneste, hvor de har holdt liv i fjernbetjeninger, børnenes larmende legetøj og hjulpet os i gang i nødsituationer, er vores små, cylindriske kammerater, AAA- og AA-batterierne, altså måske endelig nået til enden af vejen. Men lad os være ærlige, selvom vi har haft nogle gode tider sammen, har tiden bevæget sig videre.

Med fremkomsten af solcelleteknologi og genopladelige batterier har vores trofaste AA'er fundet sig selv på den forkerte side af energiomstillingen. Deres daglige arbejde er blevet overtaget af mere miljøvenlige og økonomiske alternativer. Og vil vi i virkeligheden savne de evigt skrumpende strømniveauer eller den paniske søgen efter reservebatterier midt i en kritisk situation?

På jagt efter iværksætter
Den nye teknologi har fået navnet ’Unplugged’. Den har potentiale til at løse hverdagens små, men irriterende batteriproblemer, og på vej til fundamentalt at ændre, hvordan vi bruger og genererer energi i vores hjem. Så hvornår er den klar til markedet?

”Teknologien er udviklet. Vi har en prototype. Pt. kan vi producere cirka 25 om dagen, men inden for et år er det meningen, at produktionen via rulle-til-rulle-teknologi kan spytte 5.000 ud om dagen. Lige nu mangler vi bare nogle iværksættertyper, der vil slutte sig til os.”

Hvorfor gør I det ikke selv?

”Vi har allerede taget de første indledende skridt i forhold til en startup, og er egentlig tæt på at bringe produktet på markedet. Professor Morten Madsen, som leder forskningsenheden for solceller på SDU, og jeg er imidlertid drevet af vores passion for forskning og ikke af, hvordan man laver marketing eller driver en forretning. Derfor søger vi en med netop disse kompetencer, som kan sætte skub i de kommercielle aspekter af virksomheden. Derfor er det deres håb, at vi ved at udbrede nyheden om den nye teknologi vil kunne skabe interesse fra folk, der kunne tænke sig at hjælpe med at teknologien ud på markedet,” siger Bhushan Patil.

Forskeren og idemanden bag konceptet forklarer, at han ikke nødvendigvis er på jagt efter en investor. Det vigtigste er at finde én eller flere personer, der kan se potentialet og vil hjælpe med at få det på markedet.

”Vi har ideen, produktionsfaciliteterne og den tekniske viden, men mangler bare en entreprenør.”

Hvis du er entreprenør og parat til at sige ”rust i fred, små kraftpakker” til vores gode gamle venner, AA-batterierne, så er det måske dig, Bhushan Patil, står og mangler.

For mere information om den spændende mulighed, kontakt venligst Bhushan Patil på bhushan@mci.sdu.dk.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye