Vejdirektoratet

Renovering af Oddesundbroen i Nordjylland går i gang efter påske

Del

Vejdirektoratet skal i gang med en større omgang vedligehold af Oddesundbroen i Thy. Det er broens fortove, der står for tur i denne omgang. Renoveringsarbejdet går i gang i starten af april og pågår til udgangen af oktober 2024. 

Oddesundbroen. Foto: Vejdirektoratet
Oddesundbroen. Foto: Vejdirektoratet

Oddesundbroen blev bygget tilbage i 1930erne, og for at sikre, at broen kan holde mange år frem, er det i år fortovet, som skal fornys. Den gamle belægning skal af ned til betonen, og så skal beton og kantbjælker renoveres og der skal en ny fugtisoleringsbelægning på. Broens rækværk bliver fornyet ved samme lejlighed.

Vejdirektoratet kan ikke gennemføre renoveringen uden at genere trafikanterne. Der bliver et spor farbart forbi arbejdsområdet, og hastigheden bliver sat ned til 40 km/t.

Ét spor farbart

Forbi arbejdsområdet vil der kun være et spor farbart for biler, og der bliver opsat en lysregulering til styring af trafikken. Derfor skal trafikanter påregne ekstra transporttid til at passere Oddesundbroen.

For brede transporter er der begrænset passage. Der vil blive gjort plads til disse på aftalte tidspunkter, så de kan passere. Som i dag skal chauffører henvende sig til brovagten eller holde sig orienteret på Trafikinfo.

Der vil dog ikke være trafikregulering over broen i sommerperioden fra den 12. juli til den 11. august af hensyn til den øgede ferietrafik.

Pas på de bløde trafikanter og vejarbejderne

Der er ikke meget plads på broen, og for at passere arbejdsområdet skal fodgængere og cyklister ud på kørebanen på et afmærket areal. Det bliver maksimalt på en strækning på 150 meter. 

Entreprenørens folk kommer til at arbejde tæt på trafikken. Derfor er det vigtigt, at trafikanterne tager hensyn og passer på de bløde trafikanter, overholder hastighedsbegrænsningen på 40 km/t. mod i dag 50 km/t. og i det hele taget er opmærksomme på, hvad der foregår på stedet.

Trafikanter kan følge med på trafikkortet

Renovering af bygværker er ofte lig med gener for trafikanterne. Derfor opfordrer Vejdirektoratet trafikanterne til at holde øje på trafikkortet og med skiltningen ved broen.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, arbejdet måtte medføre. 

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye