Den nye AI-forordning må ikke ende med at bremse innovationen
Ros fra forsikrings- og pensionsbranchen til EU’s nye regler for kunstig intelligens. Men branchen er spændt på, om reglerne vil bidrage til mere ansvarlig brug af kunstig intelligens – eller lægge bånd på brugen af AI.
Europa-Parlamentet har netop vedtaget en omfattende lovgivning for brugen af AI. Mens reglerne nu er endelige, så er der fortsat mange områder i lovgivningen, som først bliver endeligt defineret i en række vejledninger – og her skal lovgiver holde tungen lige i munden, hvis man skal lykkes med at løfte forordningens formål med at skabe mere ansvarlig kunstig intelligens, påpeger F&P.
- Vi står nu overfor en implementeringsproces, som bliver afgørende for, om forordningen lykkes med at bidrage til mere ansvarlig kunstig intelligens – eller om den blot - modsat ambitionerne - vil resultere i mindre kunstig intelligens,” siger Sigrid Floor Toft, underdirektør i F&P.
I den kommende tid skal myndighederne forholde sig til de mange detaljer i forordningen og udarbejde vejledninger og standarder. Her er det vigtigt, at de holder fast i forordningens udgangspunkt med at sikre balance mellem regler og innovation, mener F&P.
- Vi ser desværre rigtig ofte i disse implementeringsprocesser fra EU, at reglerne lige får et ekstra vrid, når de defineres i vejledninger – måske for at være på den sikre side. Det er desværre en rigtig uheldig tendens, da det betyder, at vi ender med strammere regler, end de folkevalgte i parlamentet har ønsket. Strammer vi skruen for meget, kan det betyde, at virksomheder og myndigheder helt undlader at bruge kunstig intelligens. Det vil være ekstremt uheldigt, da hele formålet med lovgivningen er at understøtte en ansvarlig udbredelse af kunstig intelligens i EU for at sikre vores konkurrencedygtighed. Ender vi i stedet med at stoppe brugen af kunstig intelligens, har vi skudt os selv i foden, siger Sigrid Floor Toft.
Forordningen rammer skiven
F&P støtter fuldt ud forordningens formål med at regulere kunstig intelligens for at beskytte fundamentale rettigheder og sikre ansvarlig brug af kunstig intelligens. Det er en teknologi, som vil finde vej ind i store dele af vores digitale hverdag og dermed påvirke os alle. Derfor giver regulering, som skal sikre en ansvarlig tilgang, god mening.
- Vi mener faktisk, at forordningen overordnet rammer skiven rigtig godt. Der stilles forskellige krav til brugen af kunstig intelligens alt efter risiko, mens de mest indgribende og risikofyldte scenarier forbydes. Samtidig er forordningen lykkedes med i højere grad at samle kravene hos leverandørerne, så de løftes ét sted. Modsat GDPR, hvor hver enkelt virksomhed hver for sig skal sikre sig, at deres leverandører lever op til reglerne, hvilket kræver mange ressourcer hos alle virksomheder, siger Sigrid Floor Toft og tilføjer:
- Men der er fortsat meget elastik i forordningen, som først sættes på plads i vejledningerne. Her er det altså afgørende, at vi holder fast i den overordnede balance, som sikrer ansvarlighed og fortsat giver plads til innovation. Den balance bliver afgørende for, om forordningen reelt vil resultere i større udbredelse og mere ansvarlig brug af kunstig intelligens eller blot mindre brug af teknologien.
Kontakter
Nicolai SchackePressechef
Tlf:24 24 04 02nis@fogp.dkF&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Styrk cybersikkerheden for at sikre Danmarks samfundsrobusthed30.6.2025 09:50:10 CEST | Pressemeddelelse
Vi ser ind i forsvarsinvesteringer for hundredvis af milliarder de kommende år. Men vi må ikke glemme vores nationale beredskab og samfundsrobusthed, mener F&P. Særligt på cyberområdet er Danmark udsat. Derfor spiller forsikrings- og pensionsbranchen ud med otte konkrete forslag til at styrke cybersikkerheden i Danmark.
F&P: Næste års finanslov skal sætte turbo på fremtidssikringen af Danmark25.6.2025 09:02:33 CEST | Pressemeddelelse
Øget klimasikring, styrket velfærd, investeringer i konkurrenceevnen og en øget tryghed for danskerne er blandt de fokusområder, som F&P foreslår i nyt finanslovskatalog, der skal fungere som inspiration frem mod efterårets finanslovsforhandlinger.
F&P: Et opjusteret råderum giver nye muligheder23.6.2025 11:26:14 CEST | Pressemeddelelse
Finansministeriet har i dag opjusteret råderummet frem mod 2030 med 58 mia. kr. F&P mener, at regeringen bør prioritere klimasikring, forsvarsinvesteringer og den grønne omstilling for de nye milliarder.
De grønne pensionsinvesteringer stiger trods global usikkerhed23.6.2025 08:20:25 CEST | Pressemeddelelse
Den grønne omstilling har fået det sværere, bl.a. efter den nye politiske agenda i USA. Alligevel er beholdningen af grønne investeringer hos den danske pensionsbranche øget det seneste år, viser ny opgørelse. Sammenlagt har branchen nu investeret 385 mia. kr. i grøn omstilling.
F&P: Ambitiøst udspil fra regeringen om EU-formandskabsprioriteringer.19.6.2025 13:08:37 CEST | Pressemeddelelse
Mere europæisk forsvar, afbureaukratisering, grøn omstilling, øgede investeringer i EU og en styrkelse af konkurrenceevne er de omdrejningspunkter, som den danske regering lægger op til at have fokus på ved det nærtstående EU-formandskab. Det er korrekt prioriteret, men det er resultaterne, regeringen vil blive målt på, lyder det fra F&P.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum