Borgere, medarbejdere og kommuner: Det er helt afgørende at udsatte borgere også i fremtiden får en beskæftigelsesindsats
Borgere, medarbejdere og kommuner: Det er helt afgørende at udsatte borgere også i fremtiden får en beskæftigelsesindsats
Hos de fire organisationer, som repræsenterer borgere, medarbejdere og kommuner, er der bred enighed om, at de mest udsatte borgere ikke hjælpes godt nok i beskæftigelsessystemet, som det er indrettet i dag. Med 7 fælles anbefalinger vil de derfor sikre, at mennesker med komplekse problemer mere nænsomt end i dag kan komme tættere på arbejdsmarkedet.
Eksempelvis vil organisationerne gøre det muligt at fritage kontanthjælpsmodtagere fra krav og sanktioner i en periode, så man kan arbejde jobrettet med dem og sætte social- og sundhedsrelaterede indsatser i værk – uden at skabe usikkerhed om deres forsørgelsesgrundlag med krav og sanktioner.
Samtidig foreslår de, at man skal arbejde helhedsorienteret på tværs af beskæftigelsessystemet og social- og sundhedssystemet, give borgere lettere adgang til udviklingsfleksjob og se på kravene til afklaring ved førtidspension.
Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte:
"Vi ser desværre alt for ofte, at socialt udsatte mennesker med alvorlige sociale, psykiske og sundhedsmæssige problemer er på kontanthjælp i årevis – nogle gange i hele og halve liv - uden at de får den rette hjælp. Vi skal lave et system, som formår at give dem de helhedsorienterede indsatser, de har brug for, og som tager hånd om den enkeltes udfordringer på beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet."
Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer:
"Mennesker med handicap er i udgangspunktet ikke socialt udsatte, men uden den rette hjælp kan de blive det. Vi deler et ønske om at der skal være særligt fokus på mennesker i udsatte og sårbare livssituationer i vores beskæftigelsesindsats. Lige nu er der fx ca. 43.000 mennesker med handicap, der gerne vil i job. For mennesker med handicap kan og vil bidrage. Hvis det skal lykkes, har vi brug for politiske tiltag som for eksempel udviklingsfleksjob, der kan være med til at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. Samtidig har vi også brug for en forenklet afklaring til førtidspension, for de borgere, hvor det er den rette løsning."
Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening:
"Mange udsatte drømmer om at komme tættere på arbejdsmarkedet og har stor gavn af at blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads. Derfor skal beskæftigelsessystemet ændres, så det bedre kan rumme og styrke vores mest udsatte medborgere. Det kræver, at socialrådgiverne får tiden og de rette rammer til at bruge deres faglighed og tage udgangspunkt i hver enkelt borgers situation."
Peter Rahbæk Juel, formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i KL:
"Vi har et fælles ansvar for, at der bliver taget bedre hånd om borgere med komplekse udfordringer. Vi ved, at for langt de fleste borgere, som har vanskeligt ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet pga. forskellige sociale og psykiske udfordringer, er den primære støtte, de får, den de får i jobcenteret. Derfor er det afgørende, at vi ikke parkerer en stor gruppe borgere i et parallelt system. Det er nemlig vigtigt for deres livskvalitet, at der fastholdes en tilknytning til arbejdsmarkedet, og at man i beskæftigelsessystemet kan arbejde mere helhedsorienteret med den enkelte borger – heriblandt have mulighed for, at kontanthjælpsmodtagere midlertidigt fritages for krav og sanktioner."
De 7 anbefalinger er:
Vi skal ikke oprette parallelsystemer for udsatte borgere: Hvis flere mennesker skal lykkes i beskæftigelsessystemet, skal vi have som mål at øge de udsatte borgeres livskvalitet og livsmestring og få forløst deres potentiale frem for at sende en gruppe af udsatte borgere ud af beskæftigelsessystemet og skabe en parallelindsats.
Indsatsen skal ske på borgernes præmisser: Der er brug for en ny og mere fleksibel ramme med udgangspunkt i borgerens udfordringer, styrker og behov, og hvor vi kan tænke helhedsorienteret på tværs af tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet. Derfor skal ressourceforløb og rehabiliteringsteams afskaffes.
Tilliden skal tilbage: Der skal ske et fokusskifte, hvor borgeren fremover mødes med tillid, for tillid mellem borgere og kommunen er afgørende for at lykkes. Det skal være den enkelte udsatte borgers situation, behov og ønsker, der skal være afgørende for indsatsen.
Mulighed for at blive midlertidigt fritaget for krav og sanktioner: For nogle mennesker med komplekse problemer kan pres fra systemet gøre det hele værre. Derfor skal nogle kontanthjælpsmodtagere kunne fritages midlertidigt for krav og sanktioner for at skabe ro om deres økonomi. Samtidig skal det være muligt i en mere fleksibel ramme at arbejde jobrettet kombineret med en relevant social- og sundhedsrelateret indsats.
Hurtigere ind på arbejdsmarkedet: I dag kan det tage meget lang tid, inden borgere har fået afklaret deres arbejdsevne. Derfor skal det være muligt at bruge småjobs og udviklingsfleksjob i afklaringsfasen, så borgere hurtigere kommer ind på arbejdsmarkedet.
Forenklet afklaring til førtidspension: Når indsatsen for de allermest udsatte borgere skal nytænkes, skal der ses på kravene til, hvordan man bliver afklaret til førtidspension.
Nye rammer for forpligtende samarbejde med sundhedssystemet: Samarbejdet i regionernes kliniske funktioner og med lægerne er ofte meget omstændigt og langsommeligt og dermed ikke til gavn for borgerne. Derfor skal vi have en ny model på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet for, hvordan kommuner og det regionale sundhedssystem samarbejder bedre og har borgeren i centrum.
Kontakter
KL's pressevagt
Tlf:33703333Om KL
KL er interesseorganisation for de 98 kommunalbestyrelser og arbejder for, at kommunerne har de bedst mulige rammer til at prioritere velfærd og økonomi og til at udvikle kommunen lokalt. KL bidrager til – sammen med kommunerne – at videreudvikle det danske kommunestyre og lokaldemokrati. KL er samtidig arbejdsgiverorganisation og forhandler overenskomster for kommunernes ca. 500.000 ledere og medarbejdere.
Læs mere: www.kl.dk
Følg pressemeddelelser fra KL
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra KL
Overenskomstforhandlinger skal understøtte den kommunale velfærd16.12.2025 14:16:43 CET | Pressemeddelelse
I dag lyder startskuddet til overenskomstforhandlingerne for omkring en halv million kommunalt ansatte. KL går til forhandlingerne med et ønske om at udvikle attraktive arbejdspladser og sikre, at vi kan levere en rigtig god velfærd til borgerne.
Invitation til OK26 kravsudveksling mellem KL og Forhandlingsfællesskabet11.12.2025 10:00:54 CET | Pressemeddelelse
Tirsdag den 16. december udveksler KL og Forhandlingsfællesskabet krav til overenskomstforhandlingerne 2026 for omkring 500.000 kommunalt ansatte. KL’s chefforhandler, Sofia Osmani, og formand for Forhandlingsfællesskabet, Mona Striib, vil i den forbindelse sige et par ord om de kommende forhandlinger og efterfølgende vil der være mulighed for at stille spørgsmål. Det finder sted den 16. december kl. 14.00-14.30 i KL-huset på Weidekampsgade 10, 2300 København. Interesserede journalister kan tilmelde sig ved at skrive til KL’s pressechef Line Oxholm på lnt@kl.dk senest den 15. december kl. 10.00.
Vigtigt fokus på velfærdskriminalitet i nyt politiforlig4.12.2025 15:13:11 CET | Pressemeddelelse
KL kvitterer for, at der i aftalen om et nyt politiforlig lægges op til en styrket indsats mod velfærdskriminalitet og for første gang afsættes dedikerede ressourcer til opgaven. Vi har brug for at sætte alle sejl ind på at komme den organiserede kriminalitet til livs, lyder det.
KL: Nu kan næste fase af den grønne trepart komme i gang3.12.2025 14:48:05 CET | Pressemeddelelse
Ny aftale om fordelingen af landbrugets kvælstofudledninger er godt nyt for fremdriften i de lokale treparters arbejde med at forandre Danmarks arealer.
Der findes bedre modeller til at beskytte vores drikkevand end at melde kommunerne til Ankestyrelsen28.11.2025 10:35:57 CET | Pressemeddelelse
KL foreslår at indføre et statsligt forbud mod brug af pesticider nær drikkevand for at komme hurtigt i mål med at beskytte drikkevandet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


