Magthavere sættes over beboere i udsatte boligområder

Nej til ghettoer og ja til blandede bydele. Sådan lød parolen i 2018, da VKL-regeringen gav kommunerne en række redskaber til at omdanne og byforny almene boligområder. Nu skulle det være slut med parallelsamfund.

Indsatsen lægger vægt på at tiltrække nye beboere til de udsatte boligområder, men det har haft negative konsekvenser for de nuværende beboere i f.eks. Gellerup og Tingbjerg, forklarer Lasse Kjeldsen, ph.d ved Aalborg Universitet, der har undersøgt byudviklingens forhold i praksis.

”Kommuner og boligselskaber tager primært højde for ønsker fra magtfulde interessenter og eventuelle tilflyttere fremfor de nuværende beboere, når det kommer til byudviklingen. Når områderne skal integreres i den omkringliggende by, betyder det f.eks. markant fortætning med nye boliger eller nye veje ind gennem områderne, som bestemt ikke står højt på de eksisterende beboeres ønskelister,” siger ph.d. Lasse Kjeldsen, der også er chefkonsulent ved Center for Boligsocial Udvikling.

De oprindelige beboere får simpelthen ikke indflydelse på byudviklingen. Det skaber frustrationer hos både beboerne og de praktikere, der arbejder med beboerne til hverdag, fordi de føler sig holdt uden for indflydelse.

Flerfoldige problemer
I en ny afhandling konkluderer Lasse Kjeldsen bl.a., at dilemmaer mellem at prioritere investorer og tilflyttere på den ene side og de eksisterende beboere på den anden, stiller praktikerne overfor nogle vanskelige valg i byudviklingsprocessen.

For beboerne er det især de magtfulde aktørers manglende vilje til at uddelegere indflydelse til beboerne og afsætte de nødvendige ressourcer, der gør det svært for beboerne at gennemskue og engagere sig i den komplekse og langvarige proces.

”Det er paradoksalt, at man vil skabe en blandet bydel, uden at lytte ret meget til dem, der bor der. En blandet bydel opstår ikke af sig selv. Man kan ikke bygge sig til en blandet by. Man skal understøtte den sociale udvikling også, og dét formår man ikke rigtig med de nuværende indsatser,” siger han.

Oppefra-og-ned giver ingen vindere
Forskningen viser, at der er større forpligtelse fra magtfulde interessenter – som kommuner og boligselskaber – til at sikre beboerinddragelse og beboernes muligheder for at fastholde deres engagement gennem længere tid.

Men ikke desto mindre, så bliver inddragelse af beboerne ofte nedprioriteret, når byudviklerne prioriterer professionel ekspertise over inddragelse af beboernes perspektiver.

”De professionelle og toppen i organisationerne bestemmer det meste, og så kan beboerne komme med input efterfølgende. Hvis man vil ændre det, skal der lægges markant flere ressourcer i at få beboerne i tale og opbygge en styringsstruktur, hvor deres besyv kommer med, og de faktisk kan være med til at tage beslutninger,” siger han.

Han peger også på, at man i oppefra og ned-tilgangen ikke formår at inkludere de ressourcer, der faktisk kender miljøerne omkring de almene boliger.

”Man trækker ikke tilstrækkeligt på de gode ressourcer, når det kommer til byudviklingsprocessen. Der er f.eks. boligsociale helhedsplaner, lokale foreninger og NGO’er, som ikke rigtigt bliver aktiveret i processen. Man har ikke rigtig tænkt den sociale dimension af byudviklingen med,” siger forskeren.

Man burde have lært fra andre
Parallelsamfundsaftalen i 2018 pålagde kommuner og boligorganisationer at omdanne en række udvalgte almene boligområder således, at andelen af almene familieboliger nedbringes til højst 40 procent.

Men lovgivningen tog ikke højde for den allerede eksisterende forskning fra lande som Holland, Canada, USA og England.

”Den danske Parallelsamfundslovgivning er et særsyn i international sammenhæng. I andre lande har man gjort sig en del erfaringer med, at den her type af omdannelse af sociale boligområder til blandede bydele også kan have negative konsekvenser, særligt for dem, der bor i områderne i forvejen. Det mener jeg ikke vi har taget højde for i den danske lovgivning. Risikoen er, at vi ikke opnår Parallelsamfundsaftalens mål om at nedbryde parallelsamfund og dermed forbedre integrationen af udsatte borgere i samfundet”, siger han.

Samlet set viser afhandlingen, at omdannelsesprojekterne er domineret af et bystrategisk perspektiv, der prioriterede den langsigtede strategiske byudvikling på bekostning af de nuværende beboere på kortere sigt.

Tiltrækning af investeringer og tilflyttere prioriteres over at imødekomme de nuværende beboeres ønsker og behov, planlægningsekspertise prioriteres over beboerinddragelse og omdannelse af det fysiske miljø prioriteres over sociale og lokalsamfundsudviklende indsatser.