Målrettet samarbejde i København skal stikke en kæp i hjulet på cykeltyve
8.3.2024 07:00:00 CET | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse
Fredag d. 8. marts mødes overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren med bl.a. Københavns Politi, forsikringsbranchen og Cyklistforbundet for at komme det rekordhøje antal af cykeltyverier til livs i København.

København er kendt for at være en af verdens bedste cykelbyer med næsten 400 kilometer cykelsti og fem gange så mange cykler, som biler. Men københavnerne kan desværre ikke stille cyklen med ro i maven på gaden. For cykelbyen København er også blevet slaraffenland for cykeltyvene.
Ifølge Danmarks Statistik blev 17.316 cykler meldt stjålet i København i 2023. Det er 10 år siden, antallet af anmeldelser lå på det niveau. Københavns Kommunes seneste tryghedsundersøgelse fra 2023 viser samtidig, at cykeltyveri er den type kriminalitet, som flest københavnere bekymrer sig om.
Nu har overborgmester Sophie Hæstorp Andersen fået nok, og sammen med teknik- og miljøborgmesteren igangsætter hun derfor et nyt samarbejde mod cykeltyveri:
”Som overborgmester er det min pligt at finde løsninger på byens store problemer. Cykeltyveri er desværre et af dem, og der er ikke noget quickfix. Men jeg tror på, at vi i fællesskab kan finde nye initiativer, der løser endnu en af Københavns gordiske knuder. Præcis som det er tilfældet på Christiania med lukningen af Pusher Street,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
Mødet afholdes d. 8. marts på Københavns Rådhus, hvor formålet er et igangsætte et nyt samarbejde og udvikle nye indsatser til at forebygge cykeltyverier, siger teknik- og miljøborgmesteren:
”Cykeltyverier er et stort kriminalitetsproblem, fordi det rammer så mange. Sammen med forsikringsbranchen, cykelbranchen, politiet, DSB og Metroselskabet skal vi f.eks. kigge på, hvordan vi skaber bedre cykelparkering ved trafikknudepunkter. Her har vi virkelig noget at samarbejde om. Men jeg håber også, at vi kan få taget hul på mere grundlæggende løsninger, som gør det sværere at være cykeltyv – og så skal det være attraktivt og trygt at købe en brugt cykel,” siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester.
De vigtigste aktører rundtom cyklisme og cykeltyveri deltager på mødet, da der er brug for alle erfaringer og nye ideer til at få bremset cykeltyverierne i København.
”I politiet hilser vi det kommende samarbejde velkommen, og vi ser det som en mulighed for at styrke den forebyggende indsats mod cykeltyveri. Vi lytter gerne til alle gode kræfter, der har forslag til, hvordan vi med fælles hjælp kan sørge for, at færre københavnere får stjålet deres cykel. Samtidig er det en god anledning til, at vi i politiet ser på området med friske øjne, så vi måske kan finde frem til andre måder at tackle cykeltyveri på,” siger politidirektør Anne Tønnes, Københavns Politi.
”Situationen er helt uholdbar for københavnerne, og nu gælder det om, at vi samler alle gode kræfter, så vi kan gøre livet nemt for politiet og svært for cykeltyvene. Vi foreslår et digitalt stelnummer og et digitalt cykelregister, så du altid nemt kan tjekke på din telefon, om du er i gang med at gøre dig selv til hæler og simpelthen undgå at købe en stjålet cykel. Så forsvinder store dele af kundegrundlaget for cykeltyvene,” siger Kent Damsgaard, administrerende direktør, F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
”Tyveri og risiko for tyveri er noget af det, der er med til at afholde folk fra at bruge cyklen som primært transportmiddel. Hvis man som familie fx indretter sin hverdag omkring en dyr el-ladcykel og så gentagende gange oplever at få den stjålet, er det noget af det, der kan få familien til at vælge bilen i stedet for. Så vi skal simpelthen gøre mere for at bekæmpe de alt for mange cykeltyverier,” siger Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet.
”Cyklen er et naturligt valg for mange som transportform til stationen, når de skal tage toget, og DSB arbejder målrettet på netop at sikre bedre forhold til og fra den kollektive trafik for netop cyklister. Det er også derfor, vi har forsøgt os med aflåst cykelparkering på 70 stationer rundt om i landet, så vores kunder kan være mere trygge ved at stille cyklen fra sig på stationen. Der er brug for vi arbejder sammen og deler viden og gode erfaringer, hvis vi vil cykeltyverier til livs,” siger Lars Gøtke, Underdirektør, DSB Ejendomme.
Fakta
- Fredag d. 8. marts fra 13.00-14.00 afholder overborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren et møde om organiseret cykeltyveri på Københavns Rådhus. Repræsentanter fra Københavns Politi, Forsikring & Pension, Dansk Cyklistforbund, Det Kriminalpræventive Råd, DSB og Metroselskabet deltager.
- Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2023 blev anmeldt 17.316 cykeltyverier i København, hvilket er på det højeste siden 2013.
- Københavns Kommunes seneste Tryghedsundersøgelse fra 2023 viser, at cykeltyverier ligesom tidligere år igen er den type kriminalitet, som flest københavnere bekymrer sig om (28%).
- Københavns Kommunes Mobilitetsundersøgelse fra 2023 viser, at antallet af elcykler i København mellem 2018-2022 er steget med 367%, mens antallet af ladcykler er steget med 66%.
Pressekontakt
- Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via pressemedarbejder Julie Bender Thomsen 23376077, t53e@kk.dk
- Teknik- og miljøborgmester Line Barfod via pressekonsulent Tobias Moe Hoffmeyer, 24895347, nz65@kk.dk
- Københavns Politi via 35219260, kbh-presse@politi.dk
- Forsikring & Pension via presserådgiver Birgitte Hougaard, 41919119, bho@fogp.dk
- Cyklistforbundet via redaktør og presseansvarlig Jørgen Schlosser, 27524325, jsc@cyklistforbundet.dk
- DSB via DSB Kommunikation 24680000
Nøgleord
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Nu kan udviklingen af hundredvis af boliger og erhverv i Valby gå i gang31.3.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune sælger en større grund ved København Syd station til Skanska. Dermed kan udviklingen af op mod 270 boliger, 130 plejeboliger og erhverv nu gå i gang.
Nu sker det: Københavns buslinjer overgår til 100 procent el29.3.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag sætter Københavns Kommune strøm til buslinje 19 og 5C. Dermed kører samtlige buslinjer i København nu på el. Overgangen markerer en vigtig milepæl i arbejdet for at gøre hovedstaden grønnere.
København styrker båndet til Kyiv: Forlænger og udvider venskabsbyaftale27.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I 2023 indgik Københavns Kommune og Kyiv en treårig venskabsbyaftale. Nu har de to hovedstæder besluttet at forlænge aftalen med fem år. Samtidig udvides samarbejdet med et nyt fokus på beredskab og samfundssikkerhed.
Ny rapport viser stort potentiale: Så mange kunne træde direkte ind på arbejdsmarkedet i København17.3.2026 10:11:50 CET | Pressemeddelelse
Mens hver femte ledige stilling i hovedstaden ikke bliver besat med den ønskede kompetence, er der lige på den anden side af Øresund i Region Skåne 52.000 ledige. En ny rapport kortlægger nu blandt andet muligheden for at få ledige svenskere i job i København.
Høje boligpriser dæmper tilflytningen til København: Så meget forventes hovedstaden at vokse frem mod 20606.3.2026 12:22:57 CET | Pressemeddelelse
København vokser fortsat – men ikke så hurtigt som tidligere. Det fremgår af Københavns Kommunes nye befolkningsprognose, der viser, at hovedstaden voksede med 4.550 borgere sidste år – omtrent 3.000 færre end i 2024. Den lavere befolkningsvækst hænger blandt andet sammen med, at mange unge ikke længere har råd til at flytte til byen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum