PensionDanmark

Byggesektoren benytter sig i stigende grad af grøn efteruddannelse

Del

Flere og flere efteruddanner sig til grønne kompetencer i byggesektoren. Således er aktiviteten i brugen af grønne AMU-kurser i Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond steget med 143 % fra 2022 til 2023. Det viser nye tal fra PensionDanmark.

Ursula Bach/PensionDanmark

Bygge- og anlægsbranchen benytter sig i højere og højere grad af grønne efteruddannelseskurser. Det viser nye tal fra PensionDanmark, der administrerer en række kompetenceudviklingsfonde herunder Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond. I 2022 udbetalte Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond til 384 grønne kursusforløb, mens tallet i 2023 lå på 934 forløb. Og udviklingen er godt nyt for ufaglærte og faglærtes tilknytning til arbejdsmarkedet, lyder det fra Claus Von Elling gruppeformand for 3F’s byggegruppe og formand i Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond:

”Undersøgelser viser, at vi kommer til at mangle op mod 100.000 faglærte frem mod 2030, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling. Her er efteruddannelse afgørende for, at ufaglærte og faglærte tilegner sig de nødvendige kompetencer. Det er også baggrunden for, at overenskomstpartnerne i OK 23 satte tilskudssatsen op fra 75 kr. til 110 kr. i Bygge- og anlægsbranchens Udviklingsfond til grønne og digitale AMU-kurser, så flere får gavn af et grønt kompetenceløft.”

Også hos DI Byggeri er man glade for udviklingen i byggebranchen, der styrker danske virksomheders konkurrenceevne, fortæller Niels Grøn, vicedirektør i Dansk Industri og næstformand i Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond:

”Byggeriet vil gerne den grønne omstilling, og flere grønne kompetencer skaber både værdi for arbejdsgiveren, der kan styrke virksomheden med nye relevante kompetencer, og det bidrager samtidigt til, at Danmark fortsat kan forblive helt i front, når det kommer til at udvikle og sælge grønne løsninger.”

Det er blandt andet kurser som Bæredygtigt byggeri - cirkulær økonomi, Grundlæggende bæredygtighed og Affaldshåndtering og -sortering på byggepladsen, der bidrager til stigningen.

I PensionDanmark glæder man sig ligeledes over udviklingen. Jakob Overgaard Jørgensen, uddannelseschef i PensionDanmark:

”Livslang læring er et vigtigt element i at sikre PensionDanmarks medlemmer et godt og langt arbejdsliv. Derfor arbejder PensionDanmark målrettet med at gøre efteruddannelse så overskueligt og tilgængeligt som overhovedet muligt for det enkelte medlem og virksomhederne. Her har Reformkommissionen konkluderet, at vores digitale tilgang bidrager til at lette adgangen til opkvalificering.”

80.000 af PensionDanmarks medlemmer arbejder indenfor byggeriet, og her er manglen på grønne kompetencer allerede et konkurrenceparameter. Det oplever man også hos entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen, der har valgt at sende 150 medarbejdere på grøn efteruddannelse.

”EU-taksonomi og krav fra bygherrer betyder, at byggebranchen i højere grad skal kunne varetage og dokumentere bæredygtige og grønne tiltag. Det kan for eksempel være, hvordan du bygger i overensstemmelse med DGNB og Svanemærket, og derfor giver det rigtig god mening for os at efteruddanne vores håndværkere inden for det grønne område,” siger Anders Strange Sørensen, bæredygtighedschef i Enemærke & Petersen.

Efteruddannelsesindsatsen i Enemærke & Petersen, er en del af et projekt mellem udbydere og virksomheder, der kigger på, hvordan man kan skræddersy tilbud, så de matcher behovene i den grønne omstilling. Udviklingen i Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfonds udbetalinger til grønne forløb skal ses i relation til det samlede billede, hvor grønne kurser udgør 4,83% af de 19.339 forløb, der fandt sted i 2023 i bygge- og anlægssektoren.

Kontakter

PensionDanmark

PensionDanmark A/S administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for over 827.000 medlemmer beskæftiget i 21.200 private og offentlige virksomheder. PensionDanmark er et kundeejet selskab, hvor hele overskuddet går til medlemmerne. De samlede indbetalinger udgjorde 15,8 mia. kr. i 2023. Balancen er 330 mia. kr.

Følg pressemeddelelser fra PensionDanmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra PensionDanmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye