Københavnske borgerforslag får kortere vej til politisk behandling
1.3.2024 11:02:21 CET | Københavns Kommune Økonomiforvaltningen | Pressemeddelelse
Københavns Kommune skruer op for borgerinddragelsen og gør det nemmere for borgernes forslag at nå til politisk behandling i Borgerrepræsentationen. Ordningen om borgerforslag skal ændres, så der i stedet for 5000 kun bliver behov for 2500 stemmer fra borgerne for, at et forslag går videre.
Med Københavns Kommunes forsøgsordning Københavnerforslag kan man stille forslag om alt fra nye cykelstier og konkret kunst i byrummet til særlige behandlingstilbud for unge. Hidtil har et forslag skullet opnå 5000 stemmer inden for 180 dage for at blive behandlet af kommunalpolitikerne. Nu er der forslag om at sætte grænsen ned til 2500 københavnske stemmer, og det skal Økonomiudvalget og derefter Københavns Borgerrepræsentation tage stilling til.
”Vi skal udvikle byen sammen. Københavnerforslag er en metode til at få direkte indflydelse på byens udvikling. Men vejen fra idé til afstemning er ligenu for lang. Det skal vi handle på, så det bliver nemmere at få direkte indflydelse. Jeg håber, at en nedsættelse af stemmetærsklen vil betyde, at vi får endnu flere Københavnerforslag til politisk behandling på Rådhuset,” siger overborgmester for København Sophie Hæstorp Andersen.
Københavnerforslag er et toårigt forsøg, der blev lanceret i august 2023, hvor alle personer fra 15 år og op har mulighed for at stille forslag, og herefter kan københavnere stemme på forslagene. Det foregår via hjemmesiden København taler (kk.dk) , hvor man kan aflevere sit forslag og afgive sin stemme.
Ordningen i København følger Folketingets model for Borgerforslag, hvor forslagene bliver behandlet og sagsforberedt, inden de lander på først et fagudvalgs og dernæst Borgerrepræsentationens bord til afstemning. Ligeledes blev kommunens stemmetærskel på 5.000 sat i forhold til befolkningsandelen i København og Folketingets tærskel på 50.000 stemmer for de landsdækkende borgerforslag.
Indtil videre har kommunen modtaget 20 forslag, og heraf har 10 forslag opfyldt kravet om, at der skal være mindst tre medstillere ud over den person, der stiller forslaget. Otte af forslagene er godkendt og ligger lige nu til afstemning på kommunens hjemmeside.
Københavnerforslag er et led i en række indsatser for mere borgerinddragelse i Københavns Kommune, der bl.a. også omfatter Åbent Rådhus med dialog og aktiviteter for både børn og voksne vedr. byudvikling, samt Københavnertinget og lokale Københavnersamlinger, hvor repræsentativt udvalgte københavnere kommer med anbefalinger til byens udvikling.
Forslaget om at halvere stemmetærsklen for Københavnerforslag skal vedtages i Økonomiudvalget og derefter i Københavns Borgerrepræsentation og vil, hvis det bliver vedtaget, træde i kraft d. 15. marts.
Pressekontakt: For yderligere oplysninger og kontakt til overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, kontakt pressekonsulent Sofie Rønde Mathiesen på 21374845 eller mail: s43w@kk.dk
FAKTA
- Københavnerforslag lanceres på www.kobenhavntaler.kk.dk, som Københavns Kommunes side om borgerinddragelse.
- Følgende kriterier skal være opfyldt for at stille et forslag (i hovedtræk):
- Alle, der har bopæl i Danmark og er fyldt 15 år, kan stille københavnerforslag.
- Alle, der har bopæl i Københavns Kommune og er fyldt 15 år, kan stemme på et københavnerforslag.
- Københavnerforslag kan både stilles af en enkeltperson og af en enkeltperson som repræsentant for en forening, organisation eller lign.
- Borgere skal verificere sig med MitID for at kunne støtte forslag.
- Forslaget skal kunne gennemføres indenfor den kommunale styrelseslov og kommunalfuldmagtsreglerne.
- Et københavnerforslag bliver politisk behandlet, hvis det får opbakning fra mindst 5.000 københavnere inden for 180 dage.
- Københavnerforslag er et pilotprojekt, der foreløbigt løber i 2023 og 2024. Der kan stilles forslag frem til medio juni 2024. Herefter er der frem til ultimo 2024 mulighed for at støtte forslag i op til 180 dage.
- Københavnerforslag er et nyt initiativ, der ligger i forlængelse af kommunens øvrige nye indsatser: Åbent Rådhus, Københavnertinget og lokale københavnersamlinger.
- Proceduren for københavnerforslag: Når et forslag opnår det nødvendige antal stemmer, sendes det til behandling i den relevante fagforvaltning, som udarbejder en indstilling til det pågældende fagudvalg. Fagudvalget beslutter herefter en anbefaling over for Borgerrepræsentationen, som Borgerrepræsentationen behandler på førstkommende møde.
- Omkring en tredjedel af landets kommuner har indført en ordning for borgerforslag. Her sendes forslagene direkte til behandling i byrådet. Københavns Kommune følger Folketingets model, hvor borgerforslaget først behandles i et udvalg, inden det sendes til afstemning i Folketinget.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Nu sker det: Københavns buslinjer overgår til 100 procent el29.3.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag sætter Københavns Kommune strøm til buslinje 19 og 5C. Dermed kører samtlige buslinjer i København nu på el. Overgangen markerer en vigtig milepæl i arbejdet for at gøre hovedstaden grønnere.
København styrker båndet til Kyiv: Forlænger og udvider venskabsbyaftale27.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I 2023 indgik Københavns Kommune og Kyiv en treårig venskabsbyaftale. Nu har de to hovedstæder besluttet at forlænge aftalen med fem år. Samtidig udvides samarbejdet med et nyt fokus på beredskab og samfundssikkerhed.
Ny rapport viser stort potentiale: Så mange kunne træde direkte ind på arbejdsmarkedet i København17.3.2026 10:11:50 CET | Pressemeddelelse
Mens hver femte ledige stilling i hovedstaden ikke bliver besat med den ønskede kompetence, er der lige på den anden side af Øresund i Region Skåne 52.000 ledige. En ny rapport kortlægger nu blandt andet muligheden for at få ledige svenskere i job i København.
Høje boligpriser dæmper tilflytningen til København: Så meget forventes hovedstaden at vokse frem mod 20606.3.2026 12:22:57 CET | Pressemeddelelse
København vokser fortsat – men ikke så hurtigt som tidligere. Det fremgår af Københavns Kommunes nye befolkningsprognose, der viser, at hovedstaden voksede med 4.550 borgere sidste år – omtrent 3.000 færre end i 2024. Den lavere befolkningsvækst hænger blandt andet sammen med, at mange unge ikke længere har råd til at flytte til byen.
Københavns Rådhus oplyses i Ukraines farver på fireårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine23.2.2026 09:41:45 CET | Pressemeddelelse
Den 24. februar er det fire år siden, Rusland invaderede Ukraine. I den anledning vil København Rådhus blive lyst op i de ukrainske nationalfarver blåt og gult. Oplysningen sker for at markere solidaritet og sympati med Ukraine.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum