Ny indsats skal hjælpe flere udsatte børn ind i idrætsforeningernes fællesskaber

Del

Børn fra økonomisk trange kår har længere vej ind i idrætsforeningernes fællesskaber. Det vil et nyt pilotprojekt fra DGI gøre op med. Foreningslivet og lokale, gode kræfter bliver centrale i den nye tilgang, der i første omgang rulles ud i tre kommuner.

Det kan trække spor langt ind i voksenlivet, når udsatte børn ikke bliver en del af de fritidsfællesskaber, som kammeraterne er del af.
Det kan trække spor langt ind i voksenlivet, når udsatte børn ikke bliver en del af de fritidsfællesskaber, som kammeraterne er del af. Bent Nielsen/DGI Fotoarkiv

Børn, der lever i økonomisk fattigdom, går ikke så ofte til fodbold som andre børn. Eller svømning, håndbold og badminton for den sags skyld. Det forringer mulighederne for, at de bliver en del af børnefællesskaberne, får et aktivt fritidsliv og klarer sig godt både fagligt og socialt, og det trækker ofte spor langt ind i voksenlivet.

Med et nyt pilotprojekt, der går under navnet ”Alle børn i forening”, vil DGI, sammen med Egmont Fonden og en lang række andre partnere, nu forsøge at gå en ny vej for at få flere børn ind i foreningsfællesskaberne.

”Når børn ikke kommer med i foreningslivets fællesskaber, går de glip af en arena for læring, trivsel og livsduelighed, som deres venner og klassekammerater naturligt udfolder sig i. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at nedbryde de barrierer, som børnene oplever, for at komme med. Fordi vi ved, at det styrker børnenes trivsel,” siger adm. direktør i DGI, Jens Otto Størup.

Og det bakker Egmont, som i 2021 udgav rapporten ”Små Kår – børn og unges opvækst i økonomisk fattigdom”, op om:

”Vi ved fra undersøgelser i Egmont Rapporten 2021, at børn, der vokser op i fattigdom, savner at være med i fællesskaberne omkring fritidsaktiviteter. Derfor er vi i Egmont glade for at støtte op om, at flere børn i udsatte positioner kan blive en del af de vigtige fritidsfællesskaber, som børnene ønsker at være med i, men som de desværre ofte er afkoblet fra”, siger direktør i Egmonts Fondssekretariat, Heidi Sørensen.

I Egmonts rapport fra 2021 om børns opvækst i fattigdom kom et ungepanel desuden med en række anbefalinger. Et af disse lød ”Støt os til at komme til en fritidsaktivitet”. Med indsatsen ”Alle børn i forening” sætter DGI med sine partnere ind for at støtte netop det.

Det lokale foreningsliv løfter i flok

Indsatsen har det lokale foreningsliv i centrum via en ny metode kaldet fællesskabsklynger, der består af frivillige fra lokale idrætsforeninger i et område, hvor koncentrationen af socialt udsatte familier er høj. Idrætsforeningerne i klyngen understøttes af en ressourceperson, en såkaldt "klyngeleder", der hjælper foreningerne til at samarbejde med hinanden og eksempelvis nærliggende børnehaver, skoler og sociale organisationer.

I fællesskab vil de se på løsninger, der skal gøre det lettere for børnene at komme tidligt og godt fra start i foreningslivet sammen med deres jævnaldrende.

Det kan være, at kontingentet skal skrues anderledes sammen? Måske skal der laves en "udstyrsbank" med udstyr, der kan lånes i foreningerne? Pædagogerne i børnehaven kan måske spotte og hjælpe de børn og familier, der har brug for en hjælpende hånd? Mulighederne er mange, og for den udsatte målgruppe handler det ofte ikke kun om en presset økonomi, men også manglende overskud og mulighed for eksempelvis at følge børnene til træning. Her kan indsatsen understøtte ved at tilbyde transport til foreningerne eller ved at gøre brug af principperne fra ”Den gode velkomst”, hvor DGI har lavet gode tips til, hvordan såvel børn som forældre føler sig velkommen i de nye fællesskaber.

Børnene skal gå hjem med gode, givende oplevelser

Fællesskabsklyngerne bygger på bidrag fra lokale frivillige, kommuner, socialrådgivere, sundhedsplejersker, daginstitutioner, skoler og andre, som vil tage fælles ansvar for at få børnene med i de lokale foreningsfællesskaber.

”Alle børn i forening” rulles i første omgang ud i tre kommuner, nemlig Aarhus Kommune, Holstebro Kommune og Ringkjøbing-Skjern Kommune. Målet er i pilotfasen at udvikle og afprøve metoden med fællesskabsklynger i de tre kommuner og dermed hjælpe 200 børn i gang med gymnastik, capoeira eller noget helt tredje fra den brede palette, som idrætsforeningerne byder på.

Succeskriteriet er, at børnene får positive oplevelser med foreningslivet, en masse bevægelse og gode sociale relationer. Hvis projektet bliver en succes, kan indsatsen spredes ud til flere kommuner i Danmark.

Om alle børn i forening

”Alle børn i forening” er skabt i samarbejde mellem Egmont Fonden, der har støttet med fire mio. kroner, DGI, DGI Østjylland, DGI Vestjylland, Aarhus Kommune, Holstebro Kommune og Ringkjøbing-Skjern Kommune, der alle har givet positive tilkendegivelser om, at de vil deltage i projektet. Derudover deltager en række lokale samarbejdspartnere, primært idrætsforeninger, men også skoler, daginstitutioner og sociale organisationer.

Kontakter

Rikke Lambertz-Nilssen Hjort
Konsulent, Team Målgrupper, DGI
Tlf: 2257 0205
Mail: rikke.hjort@dgi.dk

Billeder

Det kan trække spor langt ind i voksenlivet, når udsatte børn ikke bliver en del af de fritidsfællesskaber, som kammeraterne er del af.
Det kan trække spor langt ind i voksenlivet, når udsatte børn ikke bliver en del af de fritidsfællesskaber, som kammeraterne er del af.
Download

DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6600 foreninger har over 1,7 mio. medlemmer. 

Følg pressemeddelelser fra DGI

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DGI

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye