Nye anbefalinger skal redde enfamiliehusene fra nedrivning

Nedrivninger af ældre huse, såvel bevaringsværdige huse, men også huse, som ikke anses som kulturarv, bør undgås for at begrænse byggeriets klimabelastning. Det er der stigende enighed om blandt flere aktører, der nu vil skubbe det private boligmarked væk fra nedrivning, i tilfælde hvor huset ikke har udtjent sin levetid.

I Danmark erstattes hvert år 1.100 enfamiliehuse med et nybygget hus, og torsdag præsenterer partnerskabet bag projekt ”IGENBO - riv ned og byg nyt eller bevar enfamiliehuset” en række nye indsigter om og konkrete anbefalinger til, hvordan vi får flere danske husejere til at renovere deres bolig i stedet for at rive ned for at bygge nyt. 

Det sker ved en konference hos Nykredit, København, hvor aktører, der har mulighed for at påvirke boligkøberne, er inviteret.

- I Forenet Kredit er vi optaget af, at danskerne bor i sunde, velfungerende huse – og at husene belaster klimaet mindst muligt. Jeg håber, at undersøgelsens resultater vil sætte skub i en udvikling, der gør det mere attraktivt og naturligt for flere boligejerne at vælge at renovere boliger frem for at rive ned og bygge nyt. Det kræver, at vi tænker lidt anderledes på flere fronter – lige fra lovgivning til rådgivning og ikke mindst i forhold til vanetænkning om, hvad der er ”det gode boligliv”, siger formand Michael Demsitz, Forenet Kredit, der er foreningen bag Nykredit og Totalkredit, og som har finansieret projekt IGENBO.  

Partnerskabet bag IGENBO er Teknologisk Institut, BUILD fra Aalborg Universitet og Responsible Assets. 

Forskere og aktører fra byggebranchen har nu undersøgt årsagerne bag nedrivninger af huse i Danmark og de potentialer, der er for at bevare flere huse. 

- Der er flere årsager til, at folk river hus ned. Ofte er energiudgifter udslagsgivende argument. Og beliggenheden er også helt afgørende; særligt i de store byer er der stor efterspørgsel efter de eftertragtede grunde. Men det er sjældent, fordi huset er i en stand, der ikke kan renoveres. Det er nok nærmere økonomien, der sætter grænsen; ”kan det betale sig at renovere?”, forklarer Sára Finsdóttir fra Teknologisk Institut, der er projektleder på projektet.

Opgør med vanetænkning
Analysen peger på et behov for et opgør med vanetænkning på tværs af brancher, da hverken ejendomsmæglere, bankrådgivere, eller andre aktører omkring boligkøberne i dag har særlige initiativer eller tilbud, der kan hjælpe boligkøberen til at vælge renovering frem for nedrivning og nybyg. 

Flere arkitekter har debatteret emnet længe, og ser et behov for et opgør, ikke kun i branchen men også i den brede offentlighed. En af disse stemmer er Line Stougaard, indehaver af egen virksomhed.

- Typehusproducenternes dominans på boligmarkedet betyder meget. De markedsføres i alle medier. Samtidig er der en generel tendens i den brede offentlighed til at tale 60’er og 70’er parcelhusene ned. De gamle parcelhuse omtales ofte som gule og grimme. Tillægsordene er negative, siger Line Stougaard, der som selvstændig arkitekt MAA, er involveret i renoveringsdagsordenen. 

Grethe Pontoppidan, restaureringsarkitekt MAA har også mange års erfaring fra arbejde med bevaring i danske kommuner. Hun vurderer, at kommunerne besidder en oplagt position til at skabe den forandring, der er nødvendig: 

- Forudsætningen for et kursskifte er, at politikerne engageres og kan se, at det er en sag for dem at arbejde for bevaring. Samspillet mellem kommune og marked kan blive afgørende, hvis kommunen virkelig ønsker at sætte renovering i førersædet. En kommune har mandat til at kunne sætte sig for bordenden og invitere håndværkere, ejendomsmæglere, byggesagkyndige, banker til møde om at bevare, siger hun.

”Vi kan flytte trenden fra nedrivning til renovering”
Hvordan dette mandat skal bruges, er ifølge folkene bag projektet en opgave, der nu skal konkretiseres.

- Vores håb er, at de nye anbefalinger kan sætte gang i en debat og give inspiration til, hvordan de centrale aktører kan arbejde meget tættere sammen, siger Sára Finsdóttir.

Projektets gode nyhed er, at boligkøbere med stor sandsynlighed kan udfordres og påvirkes til at renovere frem for at rive og bygge nyt. Det kræver dog, at der trækkes i samme retning både på politisk, kulturelt, kompetencemæssigt plan og gennem nye og flere markedstilbud, fx lettere tilgængelige håndværker- og rådgiverydelser samt låne- og forsikringsmuligheder. Men det er en kompleks opgave, der kræver et vedvarende fokus, forklarer projektlederen for IGENBO, Sára Finsdóttir fra Teknologisk Institut.

Man kan læse alle anbefalingerne og de delanalyser, der ligger til grund herfor ved at downloade publikationen, der samler alle projektets resultater. Find og hent den her (link)

Projektets anbefalinger:
Politisk: Kommuner bør i højere grad sætte fokus på bevaring af enfamiliehuset i bl.a. lokalplaner og i dialogen med kommunens borgere. Men også lovgivning, der lægger afgifter på nybyggeri og affald eller indfører kulturfremmende principper som ”forklar eller bevar”, vurderes som en effektiv måde at få flere til at renovere frem for at rive ned og bygge nyt. 

Kulturelt. Der bør iværksættes offentlige kampagner i mainstreammedier, så̊ boligkøbere og markedsaktører omkring dem får øjnene op for renovering som attraktivt frem for nybyg. 

Kompetence: Boligkøbere bør kunne tilgå uvildig viden om fordele og ulemper ved henholdsvis renovering og nedrivning eller nybyggeri. Og ved indsatser der gør boligkøbere mere fortrolige med reparation af eget hus. 

Markedstilbud: Håndværkere bør i højere grad markedsføre renovering af (alle typer) enfamiliehuse - herunder pakkeløsninger til boligkøberen. Ejendomsmæglere bør vise, hvordan et hus ser ud i renoveret stand, og anskueliggøre for boligkøberen, hvad renovering betyder for CO2-aftryk, ressourcer og økonomi. Banker bør anspore til renovering gennem långivning og rådgivning om, hvad renovering betyder for både CO2-aftryk, ressourcer og økonomi. Politiske tiltag til at bevare flere enfamiliehuse er den indsats, der virker hurtigst og som har den største afsmittende effekt – er projektets overordnede konklusion.