Det er ”særdeles godt” at være uddannelseslæge i Randers
28.2.2024 07:56:00 CET | Regionshospitalet Randers | Pressemeddelelse
For fjerde gang har Regionshospitalet Randers fået bevis på, at hospitalet tilbyder en speciallægeuddannelse på højeste niveau. Denne gang er det Laboratorieenheden - Patologi, der har imponeret Sundhedsstyrelsens inspektorer.

Kan en lille patologiafdeling med få speciallæger og langt flere rutineopgaver end højt specialiserede opgaver tilbyde en god speciallægeuddannelse? Svaret findes i Sundhedsstyrelsens Inspektorrapport, hvor patologiafdelingen på Regionshospitalet Randers scorer topkarakteren ”særdeles god” i 14 ud af 16 kategorier. I de sidste to kategorier får afdelingen næsthøjest karakter.
- Det er en stor anerkendelse af den indsats hele afdelingen leverer for at sikre et godt og trygt uddannelsesmiljø. Hos os får man en god uddannelse i forståelse af patologi, man får tid til fordybelse og en god bredde i opgaverne. Og fordi vi er en lille afdeling, bliver uddannelseslægerne hurtigt en vigtig del af driften og får et stort ansvar i opgaverne med god hjælp og supervision fra vores speciallæger, lyder det fra afdelingens cheflæge Parag Dabir.
En del af holdet
Patologiafdelingen på Regionshospitalet Randers er kendetegnet ved, at der en flad struktur, hvor uddannelseslægerne også spiller en vigtig rolle. Det mærker Sofie Tilsted Frandsen, der er ca. halvvejs igennem sin 1-årige introstilling på afdelingen.
- Vi bliver inddraget i nogle snakke, som man nok ikke bliver, hvis man er på en større afdeling. Vi bliver set, hørt og taget med på råd om både små og store ting i den daglige drift. Det er med til at skabe et godt, kollegialt fællesskab, og jeg synes i dén grad, afdelingen har levet op til sit ry som et godt uddannelsessted, siger hun.
Ifølge afdelingslæge med uddannelsesansvar, Mary Holten Bennetsen, bunder det gode resultat i Inspektorrapporten i, at alle på afdelingen har lyst til at bidrage til det gode læringsmiljø, og at der er tid og rum til oplæring, vejledning og supervision.
- Det kan godt være hektisk at være uddannelseslæge med mange skift og en følelse af ikke rigtig at høre til nogen steder og at stå meget alene med et stort ansvar. Men på en lille afdeling som vores arbejder vi meget tæt sammen, og det betyder også, at vi lærer hinanden godt at kende og bedre kan skræddersy forløbet til den enkelte uddannelseslæge. Vi har et omfattende introduktionsprogram, meget foregår ved mesterlære en til en, og der er hele vejen igennem ens ansættelse mulighed for al den supervision, man har brug for, siger hun.
En vigtig investering
Der er generelt mangel på speciallæger i patologi-specialet, og derfor ser cheflæge Parag Dabir det som en vigtig investering at give uddannelseslægerne en god introduktion til specialet og til afdelingen i Randers.
- Det er sjældent, man forlader specialet, når man først er gået patologi-vejen, og vi kan faktisk også se, at dem, der har været i Randers under deres uddannelse, ofte vender tilbage hertil. Tre af vores nuværende speciallæger, heriblandt mig selv, har været uddannelseslæger i Randers, og vi er jo med til at fastholde og videregive den gode kultur til næste generation, siger han.
Uddannelseslæge Sofie Tilsted Frandsen er måske et bud på en kommende speciallæge i patologi. Hun har i hvert fald fået et godt indtryk af specialet og af Randers som uddannelsessted.
- Det er et meget anderledes speciale, end hvad jeg har prøvet før, men jeg kan godt lide, at der er noget praktisk arbejde i det, hvor jeg får lov til at bruge mine hænder. Samtidig oplever jeg, at der er tid til faglig fordybelse, så jeg får mulighed for virkelig at forstå tingene på et dybere niveau, siger hun.
I Randers kan læger under uddannelse enten blive ansat i en 1-årig introstilling eller tage det 3. år af hoveduddannelsen i specialet Patologisk anatomi og cytologi.
Fakta om Laboratorieenheden - Patologi i Randers
- På Regionshospitalet Randers er Patologi en underafdeling af Laboratorieenheden, der også omfatter Blodprøver og Biokemi.
- Patologi er læren om forandringer i væv og celler forårsaget af sygdom.
- Patologer undersøger væv og celler ved mikroskopi mhp. at stille de endelige sygdomsdiagnoser.
- Patologi i Randers modtager hvert år ca. 30.000 vævsprøver og 105.000 celleprøver fra operationsafdelinger, speciallæger og praktiserende læger.
- Knap 100.000 af celleprøverne er fra livmoderhalsen, idet afdelingen i Randers har ansvaret for at undersøge alle celleprøver fra livmoderhalsen fra hele Region Midtjylland.
Nøgleord
Kontakter
Parag DabirCheflægeLaboratorieenheden
Tlf:78 42 23 01pardab@rm.dkJanni Ord LundagerKommunikationschefRegionshospitalet Randers
Tlf:20 52 13 70janlua@rm.dkBilleder

Links
Regionshospitalet Randers
Regionshospitalet Randers er akuthospital for Kronjylland og Djursland og dækker dermed den nordøstlige del af Region Midtjylland. I hospitalets område er der ca. 215.000 indbyggere. Hospitalet har ca. 200.000 behandlinger årligt og beskæftiger hvad der svarer til ca. 1.900 fuldtidsansatte.
Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers
Borgere gav politikerne værdifulde input til nærsundhedsplanen23.10.2026 13:23:42 CEST | Pressemeddelelse
Hvad skal den første nærsundhedsplan for Randers, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs tage fat på? Det gav borgerne deres bud på, da de tirsdag og onsdag satte sig ved bordene sammen med politikerne fra Sundhedsråd Kronjylland.
Hospital og praktiserende læger styrker samarbejdet om ældre patienter21.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regionshospitalet Randers tilbyder nu praktiserende læger onlinekonferencer om ældre patienter. Det er en forebyggende indsats, der især gavner patienterne.
Hvordan skal fremtidens sundhedsvæsen se ud? Nu får borgerne ordet13.10.2026 08:11:56 CEST | Pressemeddelelse
Hvor langt skal man rejse for at få behandling? Hvordan skaber vi bedre sammenhæng mellem hospital, egen læge og kommune? Og hvilke sundhedstilbud skal være tættere på hjemmet? Den 20. og 21. oktober inviterer Sundhedsråd Kronjylland til dialogmøder i Hadsten og Kolind, hvor borgernes erfaringer og idéer skal være med til at forme Kronjyllands første nærsundhedsplan.
Hjertemedicinsk tilbud på vej til Grenaa Sundhedshus21.9.2026 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. november 2026 kan hjertemedicinske patienter tilknyttet Regionshospitalet Randers få klaret en del af deres udredning i Grenaa Sundhedshus.
Nyt studie: Kontrol efter fjernelse af tarmpolypper kan udskydes med to år17.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et stort, internationalt studie viser, at patienter med forstadier til tyk- og endetarmskræft kan nøjes med fem år mellem kontrollerne i stedet for tre – uden øget risiko for kræft. Det kan både skåne patienterne og frigøre ressourcer i sundhedsvæsenet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum