Thisted Bryghus fik grøn tankegang: ”Nu genanvender vi restøl til produktion af gin og snaps”
Deltagelsen i SMV:Grøn har affødt flere bæredygtige initiativer for Thisted Bryghus, efter forløbet er afsluttet. De har netop lanceret en gin og en snaps baseret på restøl, der før var et spildprodukt. En idé, der gærede under forløbet, og som efterfølgende er skubbet i gang.

Hvorfor hælde noget ud i afløbet, der kan genanvendes?
Sådan tænkte produktionschef fra Thisted Bryghus, Theis Dahlgaard, da han gennem virksomhedsprogrammet SMV:Grøn, der er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU’s REACT-midler, blev opmærksom på, hvordan de kunne blive endnu mere bæredygtige.
Efter forløbet sluttede, har de fortsat den bæredygtige tankegang, og de står nu med to nye medlemmer af deres allerede brede familie af øl og vand – nemlig en gin og en snaps – der netop er baseret på restøl.
”Gærfløden indeholder en stor mængde restøl og gær, som før blev hældt direkte ud i afløbet, og det er ikke unormalt, for det gør stort set alle bryggerier,” forklarer Theis.
Gamle energislugere
Tiden bliver spolet tilbage til dengang, hvor Thisted Bryghus fik hjælp af SMV:Grøn i 2022.
For selvom de for fire år siden kunne åbne op for en helt ny produktionshal i den anden længe af bygningerne, så fungerer mange af tingene som i gamle dage. På godt og ondt. Og det kunne også ses på energiforbruget, særligt da krigen i Ukraine brød ud.
”Det var en kombination af, at vi er en 100 år gammel virksomhed med gamle maskiner, som er kæmpe energislugere, og så krigen i Ukraine, der fik energipriserne til at skyde i vejret. Vi var derfor nødt til at gøre noget, og så fik vi tilskud til en rådgiver gennem SMV:Grøn.”
Da forløbet startede, var de slet ikke klar over, hvor stor en forskel projektet bidrog med.
”Vi går og tror, vi kender vores fabrik, men når der så kommer en rådgiver udefra, som stiller spørgsmål, undrer sig og dermed gør os klogere, så giver det så meget mening,” forklarer Theis.
Et opslagsværk som arbejdsredskab
Rådgiveren gik grundigt bryghusets drift igennem.
”Han fik en masse data og oplysninger, blandt andet fra vores elselskab, som han kunne analysere vores energiforbrug ud fra. Herefter fik vi en meget gennemarbejdet rapport, som blandt andet indeholdt forbedringsforslag, der gav os et overblik, så vi fremadrettet kunne stå stærkere. Et arbejdsredskab, som vi den dag i dag stadig bruger som et opslagsværk.”
Da de modtog rapporten, gik de straks i gang med en række bæredygtige investeringer.
”Vi blev ligesom skubbet i gang, så vi blandt andet investerede i en meget mere bæredygtig flaskeskyller, sammenlignet med den gamle vaskemaskine. Derudover investerede vi i solceller, hvor rapporten gav os et overblik over, hvor meget el vi selv kunne bruge helt ned på timeniveau, samt et CO2-opsamlingssystem så vi kan opsamle og genbruge den udledte CO2 fra vores øl-fermenteringer i vores produktion af øl og vand,” siger han.
En ny tankegang
I dag står Thisted Bryghus med en langt mere bæredygtig profil, som de slet ikke er færdige med at udvikle på.
”Der går jo sport i det nu, fordi vi har fået så meget viden, der har givet en bevidsthed om at øge fokus på den grønne omstilling. Det har simpelthen ændret vores tankegang. Så da rådgiveren gik ud ad døren, var vi slet ikke færdige med at tænke endnu mere bæredygtigt.”
Derfor fik Theis idéen med at genbruge restøllen.
”Restøllen smager ikke som almindelig øl, så det kan den ikke bruges til, men alkoholen fejler ikke noget. Så vi fik idéen til at få den destilleret og bruge i en luksusgin og snaps,” forklarer han og viser de to nye flasker frem.
Og Theis og co. har tænkt projektet videre til næste etape.
”Vi har jo stadigvæk gæret, som vi i et nyt projekt har i sinde at samle op og genanvende til biogas eller petfood, hvor det kan bruges som smagsgiver. Så jeg vil sige, at når man slutter med SMV:Grøn, så slutter det faktisk ikke helt alligevel, da det afføder en masse nye og spændende projekter, som gør Thisted Bryghus endnu mere bæredygtig.”
”Tænk sig, at vi kan ændre på noget, som vi har gjort i over 100 år,” slutter han.
SMV:Grøn 2.0
Thisted Bryghus deltog i den tidligere pulje SMV:Grøn REACT, hvor det blandt andet var muligt at få tilskud til solceller. I forlængelse af den gamle pulje er der nu en ny pulje med navnet SMV:Grøn 2.0. Formålet med ændringen er at styrke SMV’ernes arbejde med cirkulær økonomi.
- SMV:Grøn er en EU-finansieret voucherordning, som er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
- Her er der fokus på at hjælpe små og mellemstore virksomheder, som ønsker at forandre og udvikle sig indenfor grøn omstilling, og som vil reducere virksomhedens ressourceforbrug og affaldsmængder.
- Ved hjælp af voucherordningen kan virksomheder søge tilskud til investeringer, rådgivning eller en kombination heraf.
Kontakter
Kontakt:
Hvis du vil vide mere om SMV:Grøn og de støttede virksomheder, kan du kontakte:
Natascha Kalika Østergaard, presse- og kommunikationsmedarbejder: telefon: 3529 1709 - E-mail: natoes@erst.dk
Casen Thisted Bryghus:
Direktør: Aage Svenningsen: telefon: 9792 2322 - E-mail: aage@thisted-bryghus.dk
Produktionschef: Theis Dahlgaard: telefon: 2494 9884 - E-mail: theis@thisted-bryghus.dk
Billeder

Links
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Millioner til cirkulære løsninger i SMV’er skal skabe bæredygtig vækst2.12.2025 13:41:57 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse investerer over 92 mio. kr. i cirkulære løsninger i små og mellemstore virksomheder, så de kan øge konkurrenceevnen ved at udnytte deres ressourcer endnu mere effektivt. Der er nu åben for ansøgninger til at få midler.
Nyt innovationsløft skal ruste sjællandske virksomheder til fremtidens udfordringer26.11.2025 17:04:01 CET | Pressemeddelelse
Små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland får nu bedre muligheder for at udvikle nye produkter og services, da Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbner for ansøgninger til innovation i SMV’er. 83 mio. kr. skal styrke sjællandske virksomheders samarbejde om innovation og test af løsninger til fremtidens markeder.
Trecifret millioninvestering til erhvervsfyrtårne forstærker danske styrkepositioner21.11.2025 10:43:57 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse står bag en ny markant investering i at udvikle udvalgte erhvervspotentialer til nye markedsmæssige styrkepositioner, der styrker danske SMV’ers produktivitet. Indsatsen er målrettet innovation, testfaciliteter og kvalificeret arbejdskraft.
Trecifret millionindsprøjtning skal få danske SMV’er i front med cirkulær økonomi13.11.2025 14:05:39 CET | Pressemeddelelse
Små og mellemstore virksomheder kan stå for en stor del af de løsninger, som skal få Danmark i mål med klimamålsætningerne – og det kan der være rigtig god forretning i. Derfor investerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse 272 mio. kr., der skal styrke over 200 SMV’ers arbejde med at reducere affaldsmængden og øge genanvendelse, mens de øger ressour-ceeffektiviteten.
Stort vækstløft til danske iværksættere skal sikre fremtidens innovation og produktivitet13.11.2025 08:13:03 CET | Pressemeddelelse
Nye virksomheder og iværksættere udvikler mange af de grønne og digitale løsninger, som Danmark skal leve af i fremtiden. Det potentiale booster Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu med 122 mio. kr. til iværksætterprogrammer og målrettede tilskud til to stærke og veletablerede iværksætterevents, der hjælper iværksættere med adgang til kapital, viden og netværk.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum