Beskæftigelsesministeriet

33 indere taget i international indsats mod social dumping

Del

Den fælles myndighedsindsats mod social dumping i banebrydende samarbejde med Polen og Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed om koordineret tilsyn af polsk vikarvirksomhed.

Den fælles myndighedsindsats mod social dumping, der består af  Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og Politiet, har i samarbejde med det polske arbejdstilsyn, undersøgt en polsk vikarvirksomhed, der udstationerer indiske arbejdere på en byggeplads i Esbjerg. Tilsynet fandt sted i starten af februar og ledte til en større aktion på byggepladsen den 21. februar.

Tilsynet gik som planlagt, og 33 indiske medarbejdere er sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, da de ikke havde den fornødne arbejdstilladelse til at udføre arbejde i Danmark. Næste skridt er, at de danske og polske myndigheder drøfter resultaterne og eventuelt behov for opfølgende indsats i samarbejde med ELA. 

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Vi vil ikke finde os i, at spillereglerne på det danske arbejdsmarked ikke overholdes. Jeg er derfor glad for, at vores internationale samarbejde mod social dumping viser dets værd. Mange af de udfordringer, vi har i Danmark med ulovlig udstationering af tredjelandes statsborgere, er også en udfordring i resten af Europa. Derfor er det positivt, at vi samarbejder på tværs af grænser og hermed nemmere kan håndhæve reglerne.

Skatteminister Jeppe Bruus siger:

- Social dumping skal bekæmpes. Det er helt afgørende for økonomien og sammenhængskraften i vores samfund, at der er respekt for spillereglerne på arbejdsmarkedet, herunder at der afregnes korrekte skatter og moms. Siden 2015 har det fælles myndighedssamarbejde i Danmark vist sit tydelige værd med samlede skatteopkrævninger for over 2 mia. kr. Jeg glæder mig over, at vi via ELA nu udvikler og forbedrer mulighederne for at styrke myndighedssamarbejdet over grænserne. 

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

- Social dumping er ikke bare et problem i Danmark, men i hele EU. Det skal vi sætte hårdt ind overfor. Det undergraver vores samfund, når kriminelle snyder statskassen for store beløb, mens andre mennesker passer deres arbejde og betaler deres skat. Som justitsminister og tidligere beskæftigelsesminister er jeg glad for, at vi med samarbejdet i ELA har et effektivt våben i kampen mod social dumping.

Det er første gang, Danmark udfører et koordineret tilsyn på dansk jord, hvor samarbejdet er støttet af Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed, ELA. Målet er gennem deling af information at forbedre myndighedssamarbejdet over grænserne og håndhævelse i landene.

Hovedformålet med tilsynet  var at undersøge, om virksomheden og de ca. 33 indiske arbejdstagere, der arbejder på byggepladsen, lever op til EU's regler om lovlig udstationering, samt om regler for arbejdsmiljø er overholdt. Det er ligeledes undersøgt, om der afregnes korrekt skat og moms. Den vurdering kræver oplysninger om virksomhedens status i Polen. Det koordinerede tilsyn gav mulighed for, at de polske myndigheder kunne verificere oplysningerne på stedet i en direkte telefonkontakt med Arbejdstilsynet. Samtidig har de polske myndigheder gavn af tilsynet, da de kan tjekke, om de indiske arbejdere har ret til arbejdstilladelser i Polen.

Om ELA:

Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed (ELA) er et EU-agentur, der har til formål at sikre, at EU’s regler om arbejdskraftmobilitet håndhæves på en retfærdig og effektiv måde. ELA blev grundlagt i 2019.

Omkring 17 millioner europæiske borgere bor eller arbejder i øjeblikket i en anden medlemsstat. EU har udviklet en omfattende lovgivning, der regulerer forskellige aspekter af arbejdskraftsmobilitet på det indre marked, herunder fri bevægelighed, udstationering af arbejdstagere og koordinering af social sikring.

ELA beskæftiger sig med områderne (1) fri bevægelighed, (2) udstationering, (3) social sikring, (4) de sociale aspekter af vejtransport og (5) sort arbejde. Inden for de områder har ELA blandt andet til opgave at (i) lette udveksling af information mellem medlemsstater, (ii) lave analyser og risikovurderinger, (iii) understøtte fælles/koordinerede tilsyn i medlemsstaterne og (iiii) mægle i tvister mellem medlemsstaterne om anvendelsen af relevant EU-lovgivning.

De koordinerede og fælles tilsyn (concerted and joint inspections, CJI) går grundlæggende ud på, at myndigheder fra flere EU-lande arbejder sammen – enten fra hver sit land (koordineret) eller sammen i et land (fælles) – om at føre tilsyn med en eller flere virksomheder.

Den fælles myndighedsindsats:

Der har siden 2012 været afsat midler til en fælles myndighedsindsats for ordnede forhold på arbejdsmarkedet (social dumping), der skal sikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og efter danske regler.

Myndighedsindsatsen indebærer, at Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og Politiet hvert år gennemfører landsdækkende og regionale fællesaktioner på steder med mistanke om social dumping og brug af illegal arbejdskraft i relevante brancher. Fx på byggepladser, landbrug, gartnerier, rengøring og restauranter.

På fællesaktionerne kontrollerer myndighederne virksomhedernes arbejdsmiljø og skatteforhold, og om de udenlandske medarbejdere har arbejds- eller opholdstilladelse.

Ud over fællesaktionerne iværksætter myndighederne hver især aktiviteter over for udenlandske virksomheder og arbejdstagere, når der fx er anmeldelser om, at forholdene ikke er i orden. Samtidig holder myndighederne tæt kontakt og underretter hinanden, hvis der på et kontrolbesøg er mistanke om lovbrud på en af de andre myndigheders område.

Myndighedsindsatsen har betydet, at kontrollen med udenlandske virksomheder er øget betydeligt over årene. Samarbejdet har samtidig gjort, at Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet stadig bliver bedre til at understøtte hinandens myndighedsudøvelse og sikre en effektiv kontrol.

Kontakt

Pressevagten

Telefon: 51 23 28 30

Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for juni 202521.8.2025 08:18:52 CEST | Pressemeddelelse

I juni 2025 var der 3.057.800 lønmodtagere i job. Det er 2.300 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden juni 2024 er der dermed samlet set kommet 34.400 flere beskæftigede til. Ser man på den private sektor, er der kommet 1.400 flere lønmodtagere fra maj til juni 2025. I samme periode er der kommet 900 flere offentligt ansatte. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger: "Vi har et stærkt arbejdsmarked, hvor virksomheder har gode muligheder for vækst og udvikling. Derfor oplever vi endnu en gang, at flere lønmodtagere er kommet i job. Det er positivt i lyset af, at mange virksomheder allerede begynder at mærke konsekvenserne af internationale toldmure, når de skal eksportere deres varer". "De seneste tal viser desværre også, at antallet af unge uden job og uddannelse fortsat stiger. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi skruer op for hjælpen til de unge, så de kan få foden inden for på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Alle landets kommuner er ved at

Tæt på uændret ledighed i juli 202520.8.2025 09:01:33 CEST | Pressemeddelelse

Der er 87.800 fuldtidsledige i juli 2025. Det viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Ledigheden er dermed tæt på uændret i forhold til måneden før med en lille stigning på 300 fuldtidspersoner. Ledighedsprocenten er fortsat uændret på 2,9 pct. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger: - Det er positivt, at ledigheden holder sig på et lavt niveau, selvom nogle virksomheder allerede begynder at mærke konsekvenserne af internationale toldmure. - Samtidig med, at vi har en meget lav ledighed og rekordhøj beskæftigelse, stiger antallet af unge uden job og uddannelse desværre stadig. Den udvikling skal vendes. Derfor glæder det mig, at virksomheder, organisationer og samtlige af landets kommuner nu går sammen om Ungeløftet. Her rækker de i fællesskab hånden frem og tilbyder de unge job og uddannelse på vilkår, der passer til den enkelte. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering offentliggør ledighedstallet for august 2025 den 18. september 2025.

EU’s beskæftigelsesministre sætter tydelig retning for mere fair og konkurrencedygtige arbejdsmarkeder8.7.2025 15:09:54 CEST | Pressemeddelelse

Konstruktive drøftelser på det netop overståede uformelle ministermøde for EU’s beskæftigelsesministre peger frem mod mere fair og konkurrencedygtige arbejdsmarkeder i EU. I Aalborg havde EU-ministrene særligt fokus på at sikre fair arbejdsvilkår og undgå social dumping. Det blev også drøftet, hvordan man kan skabe mere konkurrencedygtige arbejdsmarkeder i EU, og mødedeltagerne blev introduceret til partssamarbejdet i praksis i den danske model.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye