Haderslev Kommune

Postnord Danmark Rundt slutter 3. etape i Haderslev

Del

Tirsdag eftermiddag afslørede Danmarks Cykleunion dette års etaper til postnord Danmark Rundt. Her blev det offentliggjort, at tredje etape af dette års løb slutter i Haderslev med målstregen på toppen af Christian X’s Vej.

Når Danmarks professionelle cykelløb, postnord Danmark Rundt, køres i august 2024, er det med Haderslev som målby på tredje etape fredag den 16. august 2024.

”Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi igen skal have professionelt cykelløb i kommunen. Vi har prøvet det før, og vi håber, vi igen kan se det stærke fællesskab mellem borgere, foreninger og erhvervsliv, så vi får endnu en rigtig flot cykelfest i Haderslev Kommune”, siger borgmester Mads Skau.

Tredje etape af løbet starter i Kolding og følger i lang udstrækning den rute, som kvinderne kørte sidste år til Tour of Scandinavia. Det vil sige at feltet kommer både gennem Vojens og Tørning, inden rytterne kører ind i Haderslev, hvor løbet skal afgøres.

”Vi kan noget med professionelle cykelløb her i Haderslev Kommune. Der er opbakning fra både frivillige, erhvervsliv og tilskuere. Derfor er jeg både glad for og stolt over at Danmarks Cykle Union igen har spurgt os, om vi vil være målby for et af de store løb”, siger Mads Skau.

Igen i år slutter cykelfesten på toppen af Christian X’s Vej i Haderslev, hvor rytterne skal køre tre rundstrækninger – altså fire gange op ad bakken – inden der findes en etapevinder på de 178 km.

”Vi er godt i gang med planlægningen. Heldigvis har vi de senere år fået opbygget en god portion erfaring i at være værter for et cykelløb. Den erfaring kan vi som postnord Danmark Rundt-målby trække på. Vi gør, hvad vi kan, for at genere trafikken mindst muligt, men kan ikke helt, det kan mærkes, at der er cykelløb i byen”, siger Thor Lange, der er projektleder ved Haderslev Kommune.

Man kan læse mere om postnord Danmark Rundt 2024 i Haderslev Kommune på www.haderslev.dk/danmarkrundt

Fakta om 3. etape:

Tredje etape: Kolding – Haderslev 178 km. I 2022 var det Tour de France, i 2023 var det Tour of Scandinavia, og i 2024 er det PostNord Danmark Rundt, der har henlagt en etape i det naturskønne område mellem Kolding og Haderslev.

Hvor Tour de France kørte videre sydpå til Sønderborg, har PostNord Danmark Rundt akkurat som Tour of Scandinavia Haderslev som målby.

Efter præsentation af rytterne på Aksel Torv i Kolding midtby og den obligatoriske neutrale start, køres der til Gelballe, hvor dagens første bakkespurt er henlagt.

Efter pointene er fordelt, køres retur gennem Kolding by og videre sydøst på mod Skamlingsbanken, Hejlsminde og Christiansfeld, hvor rytterne skal kæmpe om point til den grønne pointtrøje.

Når den historiske by Christiansfeld er lagt bag feltet, køres der mod sydvest til Vojens, hvor der ved Tørning Mølle igen skal dystes om vigtige point til bakketrøjen.

Fra Tørning Mølle begiver feltet sig nordøst om Haderslev, inden feltet ad små kringlede veje rammer rundstrækningen efter 138 km. Her venter der tre omgange på en 8,2 km lang rundstrækning, og det hele skal afgøres på den 1100 m lange målbakke på Chr. X’s vej. At bakken er hård nok til at gøre en forskel, beviste Cecilie Uttrup Ludwig, da hun med en eksplosiv afslutning sikrede sig etapesejren på sidste etape af Tour of Scandinavia i 2023.

Det er 6. gang, at Kolding er startby for PostNord Danmark Rundt, mens Haderslev blot én gang tidligere har været målby.

Kontakter

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Haderslev Kommune

Spildevandsledninger i Bevtoft undersøges for regnvand8.2.2024 09:29:52 CET | Pressemeddelelse

Lige nu er Provas i gang med at undersøge de offentlige spildevandsledninger i Bevtoft. Det sker med tv-inspektion, hvor man kigger efter utætte ledninger og dræn- og regnvandstilslutninger, der ikke er tilladte. Det sker, fordi Provas og Haderslev Kommune har konstateret ekstraordinært meget grund- og regnvand i de offentlige spildevandsledninger, som betyder, at der i perioder udledes spildevand fortyndet med regnvand via veje og grønne arealer videre ud i Gels Å.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye