Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus i Kyiv fejrer 1-års jubilæum: ”Unge får julelys i øjnene over at kunne være et sted, hvor de kan tænke på noget andet end krigen”
Den 18. februar fejrer ungdomshuset 1-års jubilæum. Med over 5000 besøgende er huset blevet en platform for demokratisk deltagelse, hvorfra forandringer skabes i samarbejde med de unge, fortæller ungdomshusets leder Julie Arnfred Bojesen, som er i gang med at udvide med endnu et ukrainsk-dansk ungdomshus i havnebyen Mykolaiv.
Den 18. februar 2023 åbnede Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus i Kyiv dørene for den ukrainske offentlighed. En fysisk åbning, der var blevet forsinket grundet COVID-pandemien og krigen.
Nu kan huset fejre 1-års jubilæum, og selvom lydsporet til det forgangne år har budt på talrige luftalarmer, så er huset alligevel blevet fyldt med liv.
Over 70 arrangementer er blevet afholdt i debutåret. Ni ud af ti af disse er arrangeret af ungdomsforeninger og aktive unge. Arrangementerne tæller bl.a. konferencer med frivillige, workshops i demokratisk dannelse, kunstudstillinger, litteraturklubber, og filmaftener. I alt er der registreret ca. 5000 deltagere. Dertil hører aktiviteterne udenfor huset, udvekslingsture og andre regionale begivenheder.
Interessen for huset har spredt sig til andre egne af Ukraine end bare hovedstaden, Kyiv. Især til havnebyen Mykolaiv, hvor lokale unge har lobbyet for et lignende ungdomshus. Det bliver til virkelighed i 2024, hvor Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus får mulighed for at udvide pga. en bevilling på 5 mio. kr. fra Udenrigsministeriet.
Aktiviteten i huset og udvidelsen midt i en krigstid glæder lederen af ungdomshuset, Julie Arnfred Bojesen:
”Det, som har gjort størst indtryk på mig gennem det første år, hvor det fysiske ungdomshus i Kyiv har været i brug, er nok den enorme interesse, vi oplever. Man kunne måske tro, at krigen fjerner lysten og modet til at komme et sted, hvor man snakker om dialog, samfundsengagement, kultur og socialt ansvar. Min oplevelse er det helt modsatte. Folk kommer ind og får julelys i øjnene over, at der er et sted, hvor de kan få lov til at tænke på andet end krigen, og hvor de kan prøve at skabe sig en fremtid. Til åbningsarrangementet sidste år, sagde en af de unge ukrainere til mig, at det var det eneste positive, der var sket i hans liv, siden invasionen startede. Det har jeg hørt flere gange siden, og det betyder meget, at vi kan være med til at bringe både håb og nye perspektiver og erfaringer ind i livet til dem, der skal genopbygge Ukraine.”
Unge får politisk indflydelse
Ungdomshusets mål er at gøre en aktiv forskel i lokalsamfundet, der vækker politisk genlyd.
I december 2023 blev der for eksempel afholdt en dokumentarfilms- og debataften i huset, et samarbejde med bl.a. filmfestivalen ’DocuDays’.
Under arrangementet præsenterede unge en manual med en række anbefalinger til, hvordan ukrainske byer kan blive mere inkluderende overfor folk, der har nedsat syn. Kyivs bystyre har nu taget imod anbefalingerne og vedtaget en strategi for, hvordan bl.a. deres hjemmeside og nyhedstjenester kan blive gjort lettere tilgængelige for folk med synsbesvær. Det samme er sket i den anden ukrainske storby Lviv.
Denne type historier er netop en af pointerne med ungdomshuset, fortæller Julie Arnfred Bojesen:
”Ungdomshuset er et eksempel på, hvordan man kan skabe forandringer i samarbejde med de unge, i stedet for at fortælle dem, hvordan virkeligheden skal være. Vi har haft både ukrainske og danske ministre og toppolitikere på besøg og kan vise, at dialog ikke kun skal gå på tværs af forskellige baggrunde og holdninger, men også på tværs af magtlagene. Borgerinddragelse er altafgørende for at træffe beslutninger, der reelt gavner folket, og her er unge en meget vigtig målgruppe, som alle burde tage alvorligt. Vi er et konkret bevis på, at det kan lade sig gøre at facilitere denne dialog, og det giver motivation og håb til de mange unge ukrainere.”
En åben ungdomsplatform
Ungdomshuset laver internationale udvekslingsprogrammer og aktiviteter både nationalt og regionalt, men huset i sig selv er samtidig en åben platform i den forstand, at lokalerne primært benyttes af andre organisationer. Det er blevet til over 45 samarbejder med ukrainske ungdomsorganisationer i løbet af det seneste år.
”Ungdomshuset repræsenterer en ny tendens i Ukraine, fordi man ikke skal være knyttet til én bestemt forening eller parti for at bruge det. Alle er velkomne. Så jeg har set, at initiativer, foreninger og unge kunstnere i stigende grad bruger huset og også mødes på tværs,” siger Julie Arnfred Bojesen.
Nomineret til arkitektpris
Ungdomshuset er netop nu også blevet nomineret til en pris for sit arkitektoniske udtryk, nærmere bestemt den internationale arkitekturside ArchDailys årlige ”Building of the Year”-pris.
”Det er megasjovt, at vi som ungdomshus også modtager anerkendelse for husets design. Vi er sat i verden for at tilbyde et sted, hvor aktive unge kan engagere sig i demokrati og kultur, og det har været vores håb, at huset også ville afspejle dette på alle tænkelige måder. For mig udstråler husets indretning faktisk både kulturudveksling og demokratiske værdier med sin imødekommende skandinaviske stil, fleksible fællesrum og åbne mødelokaler med glasvægge,” siger Julie Arnfred Bojesen.
Kontakter
Rasmus Romulus Palludan
Tlf:52172163rrp@danishculture.comBilleder
Links
Om Dansk Kulturinstitut
Dansk Kulturinstitut har siden 1940 arbejdet internationalt med udvikling af kunst-, kultur- og samfundsrelaterede projekter. Via kunst og kultur ønsker vi at fremme interkulturel dialog og forståelse på tværs af landegrænser. Det er vores vision at vise, at udveksling af kunst, kultur og viden kan bidrage til håndteringen af globale udfordringer og være med til at styrke FN’s Verdensmål. Vi har hovedkontor på Vartov i København og afdelinger og indsatser i de østlige nabolande, i Østersøregionen og de baltiske lande, Tyrkiet, Indien, Kina og Brasilien.
Fakta: Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus
I sommeren 2020 modtog projektet Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus støtte fra Udenrigsministeriet.
Straks herefter blev de første skridt taget mod at etablere et ungdomshus i Kyiv med det formål at styrke unges stemme og engagement i civilsamfundet, samt at binde unge i Danmark og Ukraine tættere sammen.
I 2021 blev et lokalt sekretariat etableret i Kyiv, og Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus’ aktiviteter blev sat i gang rundt omkring i den ukrainske hovedstad og regionerne, online og i Danmark.
Den 18. februar 2023 åbnede huset i Kyiv for første gang for fysiske gæster.
Med støtte fra Udenrigsministeriet udvider ungdomshuset i 2024, når der bliver åbnet endnu et Ukrainsk-Dansk Ungdomshus med tilhørende aktiviteter i havnebyen Mykolaiv.
Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus bliver ledet af Dansk Kulturinsitut og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).
Følg pressemeddelelser fra Dansk Kulturinstitut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Kulturinstitut
Stor markering på Ukraines uafhængighedsdag: Festsalen på Københavns Universitet bliver fyldt med ukrainsk ånd og kulturel modstandskraft15.8.2024 12:17:05 CEST | Pressemeddelelse
Kendte ukrainske musikere og forfattere indtager scenen med de danske skuespillere Esben Smed og Kirsten Olesen, når Dansk Kulturinstitut, Københavns Folkeuniversitet og Ukraine House in Denmark sammen fejrer Ukraines uafhængighedsdag med en stor oplæsnings-, samtale- og musikbegivenhed i Festsalen på Københavns Universitet den 24. august. Målet er at styrke truet ukrainsk identitet og kultur, samt den gensidige forståelse mellem Ukraine og Danmark i en kritisk tid.
Forfulgt, arresteret og maskeret: Kor fra Belarus tager på danmarksturné og sætter fokus på kampen for frihed i Østeuropa12.8.2024 08:56:22 CEST | Pressemeddelelse
Mindst 30 af det maskerede kors medlemmer er blevet anholdt i hjemlandet Belarus. Dansk Kulturinstitut præsenterer nu for første gang en danmarksturné med koret Volny Chor fra Belarus (oversat til engelsk ”Free Choir”), der bekæmper undertrykkelse med sang.
Tidligere udviklingsminister er ny næstformand for Dansk Kulturinstitut1.7.2024 08:45:13 CEST | Pressemeddelelse
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Flemming Møller Mortensen overtager næstformandsposten for Dansk Kulturinstitut fra administrerende direktør for DJØF Forlag Anette Wad.
Dansk Kulturinstitut og Grundtvigsk Forum indgår samarbejde om at udbrede Grundtvigs tanker globalt30.5.2024 15:17:18 CEST | Pressemeddelelse
Man kan godt have dybe kulturelle rødder samtidig med, at man har udsyn og nysgerrighed på verden. Det er grundtanken i et nyt samarbejde mellem Dansk Kulturinstitut og Grundtvigsk Forum. Sammen har de planer om at udbrede Grundtvigs filosofiske tankesæt internationalt gennem workshops, undervisningsmateriale og foredrag. Første stop er Tyrkiet, hvor fokus er på børn og unge.
Internationalt gaming- og animationsprojekt engagerer unge fra det globale nord og syd i klimakampen27.5.2024 14:43:43 CEST | Pressemeddelelse
”Animated Engagement” er navnet på et nyt samarbejde mellem The Animation Workshop i Viborg og Dansk Kulturinstitut i Brasilien. Sammen har de udviklet et undervisnings- og udvekslingsforløb for danske og brasilianske studerende. Formålet er at engagere de unge i klimakampen gennem gaming, egenproducerede animationsfilm og brug af animation i undervisningssammenhænge. Projektet er støttet af GLOBUS – Puljen for Globalt engagement, Uddannelse og Samarbejde med 1,2 millioner kr.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum